Læs Bibelen i den rigtige rækkefølge

Forestil dig, at to mennesker, som aldrig har læst i Bibelen, sætter sig ned og læser den fra ende til anden. De beslutter imidlertid at læse den i hver sin retning.

Den ene læser først Det Gamle og derefter Det Nye Testamente, mens den anden først læser Det Nye og derefter Det Gamle Testamente.

Det vil betyde, at den første vil forstå Det Nye Testamente på baggrund af det, han har læst i Det Gamle. Den anden, derimod, vil forstå Det Gamle Testamente på baggrund af det, han har læst i Det Nye.

Ville det gøre en forskel med hensyn til deres forståelse af Bibelens budskab?

Med andre ord: Betyder det noget, på hvilken baggrund vi forstår det, vi læser?

Jeg tror, at vi er ret gode til at tænke Det Nye Testamente ind, når vi læser Det Gamle. For eksempel er vi ikke så meget i tvivl om, hvem det handler om, når vi læser Salme 23 eller Esajas’ Bog 53. Vores baggrundsforståelse fra Det Nye Testamente gør det klart, at det handler om Jesus.

Men jeg tror ikke, der er så mange, der på samme måde lader baggrundsforståelsen fra Det Gamle Testamente præge deres forståelse af Det Nye Testamente.

Hvis det forholder sig sådan, betyder det, at vi er bedre til at læse Det Gamle Testamente med Det Nye som baggrundsforståelse end omvendt; måske af den simple grund, at der ikke er så mange, som læser særligt meget i Det Gamle Testamente og derfor ikke har mulighed for at bruge den baggrund som et perspektiv til at forstå Det Nye Testamente.

Men sådan har det ikke altid været.

Det Gamle Testamente er Guds ord

Da jøderne i Berøa hørte evangeliet om Jesus, »granskede de dagligt skrifterne for at se, om det forholdt sig sådan« (ApG 17,10-12).

De skrifter, de granskede, var de gammeltestamentlige skrifter, da Det Nye Testamente jo ikke var skrevet på det tidspunkt.

Her undersøgte de, om budskabet om Jesus var sandt. Hvis ikke Paulus’ budskab var i overensstemmelse med det, de kunne læse i Det Gamle Testamente, ville de ikke anerkende det. Hvis evangeliet om Jesus stred mod Det Gamle Testamentes budskab, ville de ikke anerkende Jesus som Guds søn og deres Messias.

Denne grundholdning udspringer af en forståelse af, at Det Gamle Testamente er Guds ord, som aldrig kan ændres. Det svarer også til, hvad Jesus selv sagde om skriften, altså Det Gamle Testamente: »Skriften kan ikke rokkes« (Joh 10,35).

Også Paulus havde det som sit grundlæggende princip. Derfor forkyndte han også budskabet om Jesus i fuld overensstemmelse med de gammeltestamentlige skrifter. Faktisk påstår han, at han ikke siger andet »end det, profeterne og Moses har sagt skulle ske: at Kristus måtte lide, når han, den først opstandne fra de døde, skulle forkynde lys for både folket og hedningerne« (ApG 26,22).

Og da han i Rom brugte hele dage på at forklare og vidne for de jøder, som boede der, hedder det, at »ud fra Moseloven og profeterne søgte han at overbevise dem om Jesus« (ApG 28,23).

Paulus forstod altså evangeliet i lyset af Det Gamle Testamente, de hellige skrifter.

Faktisk gik han så langt, at han påstod, at »de hellige skrifter kan give dig visdom til frelse ved troen på Kristus Jesus.« Han siger også, at »ethvert skrift (i Det Gamle Testamente) er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning« (2 Tim 3,14-17).

Han påstår altså, at et menneske kan blive frelst og leve et sandt og sundt liv med Gud, alene ud fra Det Gamle Testamente!

Rækkefølgen for de første kristne

Paulus’ ord udtrykker meget godt den situation, som de første kristne stod i. De havde kun den del af Guds ord, som vi kalder Det Gamle Testamente. Og så havde de den mundtlige beretning om Jesus. Men denne mundtlige beretning måtte nødvendigvis »tjekkes« på samme måde, som vi i dag må »tjekke« budskaber fra forskellige åndelige strømninger og spørge os selv: Er det i overensstemmelse med Guds ord?

Da Guds ord dengang kun var Det Gamle Testamente, var det altså det, som var afgørende for, om de skulle godkende eller forkaste budskabet om Jesus.

Med andre ord: Inden Det Nye Testamentes budskab blev nedskrevet, havde de første kristne kun ét sted, hvor de kunne vurdere sandheden i budskabet om Jesus: I Guds ord, i de skrifter, som ikke kan rokkes.

Det kan godt ske, at mange måtte genlæse Det Gamle Testamente, fordi de var kommet på vildspor i deres måde at læse det på, men de ville aldrig få den tanke, at dets budskab pludselig skulle sandhedsvurderes ud fra Det Nye Testamente. Det måtte nødvendigvis være modsat: Det Nye Testamentes budskab måtte sandhedsvurderes ud fra Det Gamle Testamente!

Hvis vi skal sætte tingene på spidsen, betyder det, at vi i tilfælde af uoverensstemmelse mellem de to testamenter havde været nødt til at tage afstand fra Det Nye Testamente. For det ord, Gud har givet os i Det Gamle Testamente, står fast for altid! Så er det heldigt, at der ikke er nogen uoverensstemmelser!

Men stadig gælder det, at vi ikke må tro på en tolkning af Det Nye Testamente, som strider mod Det Gamle. For Det Nye Testamente skal stadig læses og forstås i lyset af Det Gamle. Det kaster lys over gammeltestamentlige sandheder, men aldrig lærer os andre sandheder. Det Nye Testamente er ikke en erstatning for Det Gamle, men en fortsættelse af den åbenbaring, Gud har givet os her.

Samme Gud, samme frelse, samme liv

Det er altså den samme Gud, som åbenbarer sig i begge Bibelens testamenter. Når Jesus kalder Gud sin far, er det den Gud, som har åbenbaret sig på Sinaj, han omtaler; den Gud, som »er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed« (2 Mos 34,6).

Det betyder også, at det ifølge begge testamenter er den samme vej, som fører til frelse. Når Paulus siger, at »den retfærdige skal leve af tro«, citerer han Det Gamle Testamente, som fortæller os, at et menneske også før Jesus blev frelst på samme måde som efter Jesus: gennem tro og tillid til vores himmelske far.

Det betyder også, at det begge steder er det samme liv, som et Guds barn kaldes til at leve.

Da Jesus blev spurgt om, hvad det første bud i loven er, og blandt andet svarer »du skal elske din næste som dig selv«, er det jo ikke en ny tanke, men et citat fra Moseloven. I øvrigt giver den skriftkloge, som stillede Jesus spørgsmålet, ham ret. Det svarede til, hvad han selv havde læst!

To forståelser af Jesus som hyrde

Hvis vi ikke læser i Det Gamle Testamente, går vi glip af den enorme velsignelse, som ligger gemt i en læsning af den del af Guds Ord. Men det kan også komme til at betyde, at vi misser en del af Det Nye Testamentes budskab.

Et enkelt eksempel på det: Hvis vi forstår Det Gamle Testamente på baggrund af Det Nye, tænker vi helt naturligt på Jesus, når vi læser Salme 23, hvor der står, at »Herren er min hyrde«. Det gør vi, fordi Jesus betegner sig selv som den gode hyrde, og dette billede danner baggrund for vores læsning af Salme 23. Salmen uddyber så billedet af sådan en hyrde for os. Det hjælper os til at forstå, hvordan Jesus er. Og det er vigtigt og berigende.

Hvis vi forstår Det Nye Testamente på baggrund af Det Gamle, vil vi imidlertid få øje på endnu mere, når det gælder Jesus som hyrde. I Ezekiels Bog 34 bebrejder Gud folkets hyrder (ledere), at de har mishandlet hans folk og kun tænkt på dem selv. Derfor blev Israels folk spredt ud over landene. Som svar på det vil Gud selv søge efter sine får og selv være deres hyrde og vogte dem på den rette måde. Her får vi et stærkt billede af, hvordan denne hyrde er.

Dernæst bebrejder Gud sit folk, at de også har handlet ondt mod hinanden. I den forbindelse lover Gud, at han vil sætte én hyrde over dem, nemlig hans tjener David. Han skal vogte dem og være deres hyrde. »Jeg, Herren, vil være deres Gud, og min tjener David skal være fyrste hos dem.«

Gud lover altså sit folk, at han en dag selv vil være hyrde for dem. Men han lover også, at hans tjener David skal være deres hyrde. I David får vi altså et billede af, hvem Jesus som hyrde er.

Når Jesus i Johannesevangeliet 10,11, kalder sig selv den gode hyrde, betyder det derfor mere, end at han ligner en god hyrde. Det betyder, at han er en helt bestemt hyrde, nemlig Den Gode Hyrde, som Gud gennem Ezekiel havde lovet skulle komme.

Som Ezekiel knyttede Gud og hans tjener David sammen, knytter Jesus efterfølgende Faderen og sig selv sammen.

Det betyder, at Jesus ikke blot sagde noget om, hvordan han er, men først og fremmest noget om, hvem han er: Guds Søn! Og fordi tilhørerne forstod det, kom reaktionen straks: »Han er besat af en dæmon, han er vanvittig!«

Det er vigtigt at vide, hvordan Jesus er. Det giver os frimodighed til at komme til ham med hele vores liv. Men vigtigst er det at forstå, hvem Jesus er: Guds Søn. Det kan Det Gamle Testamente, i dette tilfælde, hjælpe os til at forstå.

En udfordring

Så kan man jo tænke videre over, om vores forståelse af for eksempel landløfterne i Det Gamle Testamente eller vores forståelse af loven er udsprunget af, hvilken rækkefølge vi læser Bibelen i. En ting synes i hvert fald sikkert: Rækkefølgen vil i mange tilfælde præge forståelsen.