Jødisk shavuot og kristen pinse

Da apostlene i Jerusalem modtog Helligånden, var de samlet for at fejre den jødiske fest shavuot eller ugefesten. Henrik Nymann Eriksen viser i denne artikel, hvordan shavuot kaster lys ind over indholdet af den kristne pinsefest. I år fejrer jøder over hele verden shavuot den 9.-10. juni.

Fra alle egne i Romerriget var der kommet tusindvis af mennesker til Jerusalem for at fejre den jødiske pinse. De fleste var jøder, men nogle var hedninger, som havde forladt deres gamle guder og var begyndt at tro og tilbede Israels Gud. Alle var de kommet til Jerusalem for at tilbede Herren efter de forskrifter, som var givet i Moseloven.

Pludselig hører de en susen og snart efter ser og hører de jødiske mænd tale på mange forskellige sprog om en mand ved navn Jesus, som de siger er Messias. De siger, at nu opfyldes de løfter, som Gud har givet gennem sine profeter. Det er alt sammen meget mærkeligt, og hvad har det egentlig med den jødiske pinse at gøre?

En høstfest

Pinsen var en høstfest. Syv uger efter sabbatten ved den jødiske påskehøjtid var det tid til at feste igen. På den 50. dag var det nemlig forordnet i Moseloven at fejre indhøstningen af førstegrøden af hveden i landet (3 Mos 23,15f). Denne fest kaldes almindeligvis for ugefesten (hebraisk: shavuot), fordi den kom 7 uger efter påske. På græsk kaldes den pentakosté, som betyder 50 (jf. den 50. dag).

Ugefesten var en af de tre store valfartsfester, som skulle fejres i Jerusalem (5 Mos 16,16). Den var som andre høstfester en anledning til glæde og taknemmelighed over Guds helt konkrete godhed og omsorg for sit folk.

Rabbinske kilder fortæller, at pilgrimmene bar kurve på ryggen med førstegrøden af deres hvede, når de kom til templet i Jerusalem.

En frelseshistorisk fest

Samtidig havde pinsen på Jesu tid udviklet til også at være en frelseshistorisk fest, hvor man mindedes pagtslutningen på Sinaj bjerg.

Påsken havde handlet om slagtningen af påskelammet og udvandringen fra Egypten. Det stod alt sammen beskrevet i Anden Mosebog. Læser vi videre i dette skrift, bliver det tydeligt, at israelitterne 50 dage efter påskenatten i Egypten befinder sig ved Sinaj bjerg (2 Mos 19,1). Her slutter Herren pagt med folket og giver dem sin lov.

I århundrederne efter Kristus knyttede rabbinerne derfor pagtslutningen på Sinaj sammen med den jødiske pinsefest. Men meget tyder på, at denne kobling allerede fandt sted på Jesu tid, selvom vi ikke ved om nogen egentlig liturgi for det i tempelgudstjenesten. Både i Dødehavsrullerne og i Jubilæerbogen knyttes en fornyelse af Sinajpagten til pinsefesten, og helt tilbage i Kong Asa’s tid skete der tilsyneladende en fornyelse af pagten med Herren i forbindelse med pinsen (2 Krøn 15,10ff).

Pinsen og førstegrøden

I oldkirken betegnede pinsen perioden fra påske og 50 dage frem. Pinsen indholdt således både Jesu opstandelse, hans himmelfart og Helligåndens komme. De tre begivenheder blev tænkt sammen som én stor afgørende frelseshandling. Det blev alt sammen fejret på tidspunktet for den jødiske pinse syv uger efter påske. Først efter kristendommens indførelse som statsreligion i Romerriget i det 4. århundrede blev Kristi Himmelfart udskilt som en selvstændig helligdag.

Dette svarer til, at byghøsten, som var begyndt ved påske, afsluttedes ved pinsen. Førstegrøden af byghøsten blev ofret i templet under påskefesten som startskuddet på selve høsten. Pinsen er ifølge rabbinerne påskens afslutning. Det gælder både som høstfest og som frelseshistorisk fest.

Dette sætter Paulus’ tale om »førstegrøden« i perspektiv. Således skriver han i 1 Kor 15,20: »Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen«. Jesu opstandelse fandt sted under påskefesten, dagen efter at man i templet havde bragt førstegrødeofferet af byghøsten (det skete den 16. nisan). Efter førstegrøden følger selve høsttiden. Det svarer til den store frelseshistoriske kalender, hvor Kristi opstandelse følges af pinsens tid, hvor alle, som hører Kristus til, skal høstes ind.

Også i forbindelse med Helligånden taler Paulus om førstegrøden: »Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen. Og ikke alene det: også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning« (Rom 8,22-23). Helligåndens gave er en »førstegrøde«, dvs. begyndelsen på indhøstningen. Ved pinsefesten havde man netop bragt førstegrøden af hvedehøsten som et offer til Herren som begyndelsen på selve hvedehøsten. I det perspektiv er åndsudgydelsen over den første menighed på pinsedagen begyndelsen på åndsudgydelsen over den kristne menighed i tiden fremover.

[ELLER den sidste sætning kunne ændres til: I det perspektiv er menighedens modtagelse af Helligånden på pinsedagen begyndelsen og en forsmag på den fuldstændige forløsning fra al forgængelighed og lidelse, som vi skal opleve ved opstandelsen, når Jesus kommer igen.]

Pinsen og loven

Paulus skriver i Ef 4,8 om Helligåndens gaver til menigheden. Det sker med et citat fra Salmernes bog: »Han er steget op til det høje ... han har givet gaver til menneskene« (Sl 68,19). Her kobles Kristi Himmelfart og Åndens gaver sammen. Det svarer helt til oldkirkens forening af Jesu opstandelse, himmelfart og meddelelsen af Ånden.

Rabbinerne citerer også Salme 68,19, men de gør det om Moses, som steg op på Sinaj bjerg og hentede lovens tavler ned til folket. Pinsen kan være en nøgle til at forstå både Paulus og rabbinerne. Ved pinsen fejres nemlig både pagtslutningen på Sinaj og Kristi Himmelfart. Af det første fulgte loven skrevet på stentavler, men af det andet fulgte loven skrevet på hjerter af kød (2 Kor 3,3).

Ved pinsen fejrede jøderne i Jesu samtid, at Gud havde givet dem loven. Det var en lov skrevet på stentavler, som kom til folket »udefra«. Men folket havde ikke holdt Guds lov og dermed brudt pagten med Herren (Jer 31,32). Ved den nye pinse, som fulgte efter Jesu død, opstandelse og himmelfart, gav Gud igen sin lov til den nye pagts folk [dem, der tror på ham]. Denne gang blev loven ikke givet på stentavler, som noget, der kom »udefra«, men derimod blev den lagt ind i hjerterne ved Helligånden (Jer 31,33. Ez 11,19-20; 36,26-27). Loven blev skrevet på hjerter af kød, og er herefter noget, der møder den nye pagts folk [de troende] »indefra«.

Pinsen er påskens fuldendelse

De gamle rabbinere sagde, at pinsen er påskens afslutning og fuldendelse. Det gælder i høj grad også den kristne pinse. Pinsen betyder, at løftet om den nye pagt opfyldes, så at Gud selv tager bolig i os, der tror, ved sin Ånd og skriver sin lov på vores hjerter.

Det sker alt sammen som en følge af et eneste men fuldt tilstrækkeligt offer; nemlig det offer Jesus bragte, da han døde på korset og med sit blod indstiftede den nye pagt (Luk 22,20).

Dette offer betød forsoning og tilgivelse for al synd og overtrædelse begået mod Guds hellige vilje, sådan som vi møder den i hans lov. Samtidig betød det, at loven flyttede udefra og indenfor i vores hjerter ved den hellige ånd, så at et nyt grundlag for at følge Guds lov var givet med det nye hjerte. Denne sidste del af den nye pagt blev afsluttet i pinsen. Men det var kun begyndelsen, ligesom førstegrøden kun er begyndelsen...