Jøden Paulus og evangeliet om Jesus

Egentlig lyder det jo ret fantastisk! Det siges, at bibelforskere er begyndt at få øjnene op for, at Paulus’ jødiske identitet var helt afgørende for hans teologi, herunder forståelsen af så vigtige emner som frelse, udvælgelse, loven og mission. Det må jo være frisk vand på møllen for dette magasins læsere, men der er desværre flere luskede mellemregninger, som må gøres op.

For at forstå den nuværende Paulus-debat blandt teologer er det nyttigt at pege på enkelte milepæle i forskningshistorien.

Det klassiske Paulus-perspektiv

Det klassiske perspektiv er, at Paulus, da han møder Jesus på sin rejse til Damaskus (ApG 9), bliver omvendt fra at være jøde til at være kristen. Omvendelsen markerer et brud med jødedommen, som Paulus derefter kritiserer i sin forkyndelse og sine breve. Han er ofte polemisk over for sin egen fortid, og han kritiserer åbent den frelsesforståelse, som jøderne havde. Mennesket frelses ikke ved at overholde loven, men ved at tro på Jesus. Det er retfærdiggørelse ved tro alene. Menneskets problem er oprøret over for Gud, som vises i syndige tanker og handlinger, og der er ingen anden vej ud af suppedasen end Guds egenmægtige indgriben.

I det klassiske perspektiv læser man Paulus således, at han forstår sin egen fortid som forfejlet. Han var en lovtro farisæer, som havde misforstået lovens formål, og jøderne levede stadigvæk i mørke og uvidenhed. På grund af menneskets synd er Guds lov uden effekt, og derfor måtte Gud oprette en ny pagt med mennesket, som muliggør det evige fællesskab.

Vigtige repræsentanter for denne forståelse er kirkehistoriske koryfæer som Augustin, Martin Luther og Jean Calvin.

Det nye Paulus-perspektiv

I 1963 sker der et regulært paradigmeskift i den vesteuropæiske forskning, da Krister Stendahl udgiver den omdiskuterede artikel »The Apostle Paul and the Introspective Conscience of the West« (»Apostlen Paulus og Vestens selviagttagende samvittighed«). Stendahls påstand er, at Paulus-forskningen fra Augustin til nutiden er præget af en misforstået forestilling om, at Paulus var plaget af dårlig samvittighed. Vi ved, at Martin Luther var plaget af en dårlig samvittighed, som fandt sin forløsning i evangeliet, og Stendahl mener, at teologer har læst den slags ind i Paulus’ historie, så han kommer til at være »en Martin Luther«. Men Paulus var ifølge Stendahl ikke præget af dårlig samvittighed, for han fulgte loven til punkt og prikke – og dermed opfyldte han jo sin del af kontrakten.

I 1977 udgiver E.P. Sanders den monumentale bog Paul and Palestinean Judaism (»Paulus og palæstinensisk jødedom«). Bogen er en milepæl, som stort set al Paulus-forskning siden har taget udgangspunkt i – enten med tilslutning eller med afstandtagen. Sanders ønsker at vise, at Paulus-forskningen har været præget af et misforstået billede af antik jødedom. Den mest centrale påstand er, at jødedommen slet ikke troede på frelse gennem gerninger.

Sanders forsøgte at vise, at det er mere kompliceret. Nemlig at man i jødisk tænkning får del i pagtsløfterne ved Guds nåde alene, mens man bliver i pagtsforholdet ved at gøre de gerninger, som hører til pagten. Sanders kaldte det covenantal nomism, hvilket lidt løst kan oversættes som »pagtslov«. Dermed betones begge dele af mønten: Guds nåde og Guds lov virker side om side.

Det betyder, at Paulus ikke havde noget behov for at forlade jødedommen, men i stedet at reformere den. Paulus bliver altså en jøde-kristen, en messias-tilhænger, som argumenterer for, at Jesus af Nazaret markerede et nybrud i frelseshistorien, hvor hedningerne kan inviteres ind i frelsens folk. De grænsemarkører, som adskiller jøder og hedninger, skal nu udfordres (ApG 15,1-21).

I 1983 udgiver teologen James D. G. Dunn en bog med titlen The New Perspective of Paul (»Det nye Paulus-perspektiv«), og dermed sætter han et begreb på det mest omdiskuterede emne inden for Paulus-forskningen de sidste halvtreds år. Samme Dunn er den mest kendte fortaler for det nye perspektiv sammen med sin ven og kollega N.T. Wright.

Det radikale Paulus-perspektiv

Det er dog ikke alle, der finder det nye perspektiv overbevisende. Det seneste skud på Paulus-stammen er det såkaldte radikale Paulus-perspektiv, der hævder, at Paulus var en god, lovtro jøde fra det første århundrede, som hverken forlod jødedommen eller ønskede at reformere den. Han ønskede at drive hedningemission, og målet var at omvende hedninger til jødedommen gennem tro på Jesus. Paulus’ tanke var, at der var to veje til frelse. Én for jøder gennem pagten, én for hedningerne gennem Kristus.

Paulus’ breve er skrevet ind i specifikke menighedssituationer. Ifølge den indflydelsesrige forsker Stanley Stowers handler Paulus’ breve primært om at oplære hedningerne i etisk selvkontrol, så de kan efterleve Kristi trofaste liv. Paulus’ kritik af jøderne skyldes, at de ikke har forstået, at hedningerne har fået deres egen frelsesvej, som bygger på Kristus og hans trofaste død. I den forstand bringer Paulus noget nyt, nemlig at han som den første betoner to veje til frelse – men selv forlader han altså aldrig jødedommen, hævder de radikale.

Hvorfor er der så mange synspunkter?

Det kan være ganske forvirrende at forsøge at forstå moderne Paulus-forskning. Hvordan kan forskerne være så uenige? Den diskussion er teknisk, men jeg vil her give tre enkle bud:

1. Vores eget ståsted spiller en afgørende rolle

Gennem de seneste hundrede år har vi lært, at fuldstændig objektivitet ikke er muligt for mennesker. Vi forstår altid tekster fra et bestemt perspektiv. Ofte sker det umiddelbart, uden at vi tænker over det. Men det kan også være overlagt. For eksempel er »de radikale« åbne om, at Holocaust og oprettelsen af staten Israel har spillet en afgørende rolle for deres tese om, at Paulus lærer to frelsesveje.

At vi ikke kan være fuldstændig objektive, betyder ikke, at vi ikke kan komme meget tæt på, hvad den historiske Paulus mente. Det betyder blot, at vi skal være opmærksomme på, at vores egen tid, historie, teologi og politiske ståsted spiller ind, når vi vil forstå Bibelen.

2. Man bruger ikke alle Paulus’ breve

I den bibelkritiske forskning er der udbredt konsensus om, at kun 7 af Det Nye Testamentes 13 Paulusbreve er skrevet af Paulus. Derudover tager mange forskere primært fat i Romerbrevet og Galaterbrevet, når de skal give deres bud på Paulus’ teologi. Men dels er argumenterne for at udelade de seks breve ikke gode, dels giver fremgangsmåden et alt for ensidigt billede af Paulus’ teologi.

3. Man bruger ikke Apostlenes Gerninger (så meget)

Et andet kendetegn ved moderne Paulus-forskning er, at Apostlenes Gerninger kritiseres for at være historisk utroværdigt, og derfor udelades dette skrift ofte, når Paulus diskuteres. Igen: Dels er argumenterne for utroværdigheden ikke overbevisende, dels giver det et mangelfuldt billede af Paulus.

Disse tre punkter kunne nok udvides, men de viser i hvert fald, at når vi lader vores egen samtid påvirke bibellæsningen og ikke anvender alle Bibelens skrifter i vores teologi, så bliver billedet mudret eller direkte forkert.

Hvad lærer vi ved at læse hele Bibelen?

Så hvad får vi ud af at læse om Paulus, hvis vi inkluderer alle skrifterne? Jeg vil til afslutning give fire hovedpunkter:

1. Paulus var jøde

Når Paulus skulle beskrive sin egen historie i kort form, så vægtlagde han, at han var »omskåret på ottendedagen, israelit af fødsel, af Benjamins stamme, hebræer af hebræere, lovtro farisæer« (Fil 3,5, se også Rom 11,1 og 2 Kor 11,22).

Hans identitet som jøde var altså stærk. Paulus var farisæer og uddannet ved Gamaliels fødder (ApG 22,3-4; 26,5). Hans ry som ivrig kristendomsforfølger var kendt (Fil 3,6; ApG 8,3; 1 Tim 1,13), og da han blev omvendt, var den første menighed nervøs (ApG 9,26). Paulus blev født som jøde, voksede op som jøde og levede som jøde, indtil han mødte den opstandne Kristus.

2. Paulus ophørte ikke med at være jøde

Men Paulus vedblev også at være jøde. Paulus hævdede, at han selv var et bevis for, at frelsen i Kristus også er for jøder: »Har Gud da forkastet sit folk? Aldeles ikke! Jeg er jo selv israelit« (Rom 11,1)!

Og ligesom Jesus »efter sædvane« kom i synagogen, sådan gjorde Paulus det også (for eksempel ApG 13,14; 14,1). Paulus’ missionsvirksomhed inkluderede forkyndelse af Kristus som Messias i synagogen, og det var først, hvis – eller når – jøderne afviste evangeliet, at Paulus vendte sig til hedningerne (ApG 13,46).

3. Samme ene vej til frelse for jøder og hedninger

Der er kun givet mennesker ét navn til frelse, Jesus Kristus (ApG 4,12; 10,34-35). Det bekræftede Paulus. For ham gjorde det ingen forskel, om man er jøde eller hedning, for alle er ét i Kristus (Gal 3,28; Rom 10,12; 1 Kor 12,13; Kol 3,11). Derfor må nåden gælde alene og for alle, ellers er det ikke længere nåde (Rom 11,6).

Og når Israel fuldtalligt skal gå ind til frelsen (Rom 11,25-36), så skyldes det, at »befrieren skal komme fra Zion« (vers 25). Dermed angiver han også, at der er et håb for Israels folk, som vil opfyldes i endetiden. Inden Jesus kommer igen, skal vækkelsen ifølge Paulus komme over det forhærdede folk som et vidnesbyrd om Guds trofasthed og frelsesvilje.

4. Paulus fandt det bekræftet i Det Gamle Testamente

Paulus kunne igen og igen finde bekræftelse for sin teologi i Det Gamle Testamente. For Paulus var Jesus opfyldelsen af Moseloven (Rom 5-8), og alle Guds løfter i Det Gamle Testamente pegede hen på ham (2 Kor 1,20).

Som det senere er blevet sagt, så var Det Gamle Testamente gravid med Det Nye, mens Det Nye Testamente ligger i Det Gamles vugge. Tingene hængte sammen for Paulus. Uden udvælgelsen af jøderne, uden løfterne og Guds troskab over for det ulydige folk, uden Guds kærlighed til det mindste af alle folkeslag, så var der ingen frelse – hverken for jøder eller hedninger (Rom 3,21-25).

Hold perspektivet op imod Skriften

Diskussionerne om Paulus’ teologi er mange og spændende. De tre Paulus-perspektiver, som her er præsenteret, viser, at vi alle står i fare for at have en ensidig forståelse af Paulus. Skulle jeg selv markere mit ståsted, vil det være en kombination af det klassiske og det nye perspektiv. Det klassiske perspektiv formår at betone Det Nye Testamentes frelsesforståelse på den mest overbevisende måde, mens det nye perspektiv har trukket vigtige emner frem i Paulus’ teologi, når det gælder evangeliets kulturelle og politiske betydning.

Paulus lærte én vej til frelse ved tro på Kristus, så vi erklæres retfærdige ved tro og ikke ved lovgerninger. Men det var ikke et opgør med jøderne som sådan, for Paulus vedblev at være jøde og betonede, at frelsen udgår fra jøderne og inkluderer de jøder, der tror på Jesus som Messias.

Det er derfor, at jeg brugte ordet »desværre« i indledningen. For selvom det radikale perspektiv nyttigt peger på Paulus’ jødedom som en uopgivelig del af hans selvforståelse, så smider de barnet ud med badevandet, når de påstår, at Paulus lærer flere veje til frelse.

En bibeltro teologi må finde en balance, der tager styrkerne i hvert perspektiv og løbende tester det op imod Skriften.