Jesus rev muren ned

I brevet til menigheden i Efesos skriver Paulus om Guds frelse for alle – jøder og hedninger. Der er et markant før og efter. Før Jesu forsoningsdød og efter. Det skriver Paulus meget malende om i kapitel 2 fra vers 11 til vers 22.

Han bruger et billede, som er enkelt og ligetil: Der har været en mur, der har adskilt hedninger fra at få del i alt det, jøderne har: borgerret i Israel, forjættelsens pagter, Guds nærvær. Hedningerne har været lukket ude, »uden håb og uden Gud i verden«, som Paulus formulerer det. Muren, der har adskilt hedninger fra jøder, er også blevet til en mur af fjendskab mellem dem.

Ved sin død rev Jesus muren ned og åbnede dermed vejen for hedninger (ikke-jøder) ind til Gud. Han rev fjendskabets mur ned, så de to parter, jøder og hedninger, kunne blive ét. Ét folk med samme adgang til Faderen, til løfterne og til borgerretten i Guds rige.

Det er et billede, som er nemt at forstå også for os, der læser ordene, næsten 2000 år efter at de er blevet skrevet. Vi kan også bruge det i moderne dansk, for eksempel i udtrykkene ”at løbe panden mod en mur” eller ”at møde en mur af fjendskab”.

Men meget tyder på, at Paulus ikke bare tænker på muren som et billede. Når vi går lidt ned under overfladen og ser på den jødiske verden, Paulus levede i, så viser der sig under billedet af muren at være en helt konkret mur. Vi ser, at Paulus gør, som en veluddannet rabbiner ville gøre i sin undervisning – han bruger en konkret mur i overført betydning for at anskueliggøre en dyb sandhed om Guds frelse.

De fleste af brevets modtagere i Efesos, som var kristne hedninger, vidste, præcis hvilken mur Paulus tænkte på. Nogle af dem havde selv set den i Jerusalem, andre havde bare hørt om den. Nogle havde måske stået ved muren og derfra beundret templet, det overvældende bygningsværk, der nærmest blændede i solens lys. De havde ønsket sig indenfor, men vidste, at det ikke var muligt. De vidste, hvor nidkært jøderne vogtede den mur – vogtede over, hvem der kunne passere den og få adgang til deres Guds tempel, og hvem der var udelukket.

Hvad var det for en mur?

 Muren i Jerusalem

Vi ved, at den store tempelplads i Jerusalem – den største åbne plads i antikken – var nøje opdelt. Yderst var der hedningernes forgård, og så var der de indre forgårde: kvindernes forgård, israelitternes forgård og præsternes forgård. Og midt i det hele stod selve tempelbygningen med de to adskilte rum. (Se illustrationen)

Tempelbygningen og de indre forgårde (kvindernes, israelitternes og præsternes) var omgivet af en meget høj mur med ni porte i. Uden om denne mur var der en lavere mur. Hvor den præcist har stået, kan vi ikke sige med sikkerhed, men dens formål var klart. Den skulle vise, hvor hedningernes forgård sluttede. Den skulle forhindre ikke-jøder i at komme for tæt på de indre forgårde og selve templet.

Det er denne mur, Paulus bruger som billede til at beskrive forholdet mellem jøder og hedninger.

Ved muren var der opsat advarselstavler, så ingen skulle være i tvivl om, hvem der havde adgang til de indre forgårde. Arkæologer har fundet dele af disse advarselstavler med en indhugget tekst på græsk (hedningenes sprog), og man kan se, at bogstaverne har været malet op med rød maling: »Ingen fremmed (hedning) må bevæge sig inden for hegnet rundt om templet og indelukket. Hvem som helst, der pågribes indenfor, vil have sig selv at takke for sin død, som vil følge,« står der på stentavlen – og den trussel var ikke for sjov. De mente det.   

Historikeren Josephus fortæller, at romerne havde givet jøderne tilladelse til at eksekvere dødsstraf, hvis nogen forbrød sig mod forbuddet. Dette vidste Paulus alt om, han havde nemlig selv været en nidkær vogter af templet og adgangen til det. Og efter sin omvendelse havde han på egen krop oplevet alvoren i truslen, men blev reddet af en romersk kommandant.

Et opsigtsvækkende besøg på tempelpladsen

»Uroligheder på tempelpladsen.« Det er den overskrift, oversætterne har givet kapitel 21, vers 27-40 i Apostlenes Gerninger. Den kunne såmænd også være fundet i moderne nyhedsmedier, for også i dag er der jævnligt uro på pladsen. Og heller ikke i dag har alle lige adgang til den.

Urolighederne i Apostlenes Gerninger udspringer netop af en konflikt om, hvem der skal have adgang til tempelpladsen. Lad os se lidt nærmere på urolighederne.

Situationen er den, at Paulus er kommet til Jerusalem efter sin tredje missionsrejse. Han er ledsaget af nogle af de hedninger, som er kommet til tro, blandt andet Lukas, som skriver om besøget i Jerusalem.

I Jerusalem bliver Paulus først mødt med menighedens glæde og lovprisning af Gud for alle de hedninger, som er kommet til tro gennem hans missionsarbejde. Men han møder også bekymring hos menighedens ældste. I Jerusalem er rigtig mange jøder kommet til tro på Jesus, og blandt dem er der opstået det rygte om Paulus, at han har givet køb på sin jødedom og prædiket frafald fra Moses for de troende jøder i udlandet. De ældste i menigheden anbefaler derfor Paulus at udøve rettidig omhu for at undgå en storkonflikt i menigheden. Han skal gå i templet og gennemgå en renselse (fordi han har været ude blandt hedninger) og samtidig betale for nogle fattige mænd fra menigheden, som har påtaget sig en særlig indviet periode som naziræere (4 Mos 6). Dermed skulle det være tydeligt for alle, at Paulus ikke har skippet sin jødiske arv.

Det indvilger Paulus i. Da renselsesperioden er tæt på at være ovre, går han som foreskrevet op til templet og går rundt på den store plads. Her får nu nogle jøder fra provinsen Asien øje på ham. Vi ved fra andre steder i Apostlenes Gerninger, at netop disse udenlandske jøder var særligt nidkære over for templet og loven.

De opildner en stemning, griber fat i Paulus og råber op om, at her er han, ham forræderen, som før var en af vores, men nu er modstander af både folket, loven og templet. For ligesom at få ordentlig gang i folk på tempelpladsen sætter de til sidst trumf på og råber, at Paulus har endda taget en hedning med herind, hvor hedninger ikke har adgang. »Han har vanhelliget dette hellige sted,« råber de. Og så koger det over.

Lukas forklarer os, at Paulus selvfølgelig ikke havde taget en hedning med op til templet, men at han var blevet set sammen med hedninge ude i byen. Urolighederne eskalerer, og de sammenstimlede folk tager fat i Paulus og slæber ham med ud til hedningernes forgård. De store porte ind til kvindernes forgård og templet bliver lukket i, og lynchstemningen raser. Paulus bliver i sidste øjeblik reddet af de tililende romerske soldater, som har set optøjerne oppe fra deres vagtpost i Antonieborgen. Kommandanten forsøger at få rede på, hvad det handler om, men forgæves.

Da soldaterne så nærmest har båret Paulus væk fra mængden og hen på trappen til borgen, får Paulus lov at tale til folket. Han fortæller om, hvordan han selv har været som dem, en nidkær forsvarer for templet og loven og en ivrig forfølger af de Jesus-troende. Og hvordan han mødte Jesus, som opløste fjendskabet i ham og vendte ham om, så han i stedet blev en ivrig forkynder af budskabet om Jesus som Messias.

En del af Guds husstand

Efter anholdelsen indanker Paulus sin sag for kejseren og bliver ført til Rom som fange. I Rom skriver han brevet til Efesos, hvor han, som vi så, bruger muren i Jerusalem, der adskilte hedninger fra jøder, som et billede på, hvad Jesu død har fået af betydning for efeserne og alle vi andre hedninger:

»Med sin legemlige død nedrev han den mur af fjendskab, som skilte os« (Ef 2,14).     »Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand« (Ef 2,19).

Og der er nok blevet nikket rundt i menigheden. Nogle har måske særligt kigget over på en mand ved navn Trofimos. For der er en lille detalje i beretningen om urolighederne på tempelpladsen, der knytter begivenheden særligt til menigheden i Efesos. Den hedning, der var blevet set sammen med Paulus i Jerusalem, var nemlig Trofimos fra Efesos (ApG 21,29).

Selvom vi ikke på samme måde som Trofimos og de andre har oplevet den hårde kolde mur og fjendskabet, som hindrede dem i at komme Gud nær, så kan muren ved hedningernes forgård i Jerusalem alligevel minde os om, at også vi ene og alene gennem Jesu død har fået adgang til Gud. Uden Jesus var vi »uden håb og uden Gud i verden«. Men ved Kristus er vi – uanset vores hedenske baggrund – kommet Gud nær. Guds nærvær er nu også tilgængeligt for os. Kristus har nedbrudt muren og givet os adgang til alle Guds folks goder, til borgerret i Israel – sammen med de Jesustroende jøder.