Jesu jødiske historier

Jesus var jøde, og Det Nye Testamente er en jødisk bog. Derfor er det ikke underligt, at mange af Jesu lignelser ligner rabbinernes lignelser. Ordet og Israels ungdomssekretær Per Ladekjær skriver om lignelsernes jødiske baggrund.

I Det Nye Testamente underviser Jesus meget i lignelser. Men kigger man i Det Gamle Testamente, finder man kun ganske få fortællinger, der ligner de nytestamentlige lignelser i formen. Hvad er der sket imellem de to testamenter? Har Jesus opfundet en hel ny måde at undervise på?
Hvis vi ser nærmere på perioden mellem de to testamenter, så vil vi opdage, at specielt den jødiske tradition blomstrer op i denne tid. I perioden mellem eksilet i Babylon og Jesu tid opstår der synagoger, og de jødiske lærere, rabbinerne, får en meget fremtrædende rolle.
Forskellige jødiske trosretninger vinder frem med hver sine teologiske synspunkter. Underviserne er rabbinere, som samler en kreds af disciple til at bære lige netop deres budskab videre.
Midt i dette virvar finder vi Jesus og hans tolv disciple. Jesus er en af de mange jødiske lærere, men med et radikalt budskab. Vi skal her forsøge at kigge på ét aspekt af denne jødiske lærers undervisning. Hvorfor taler han i lignelser?

Folkefortællingerne og Jesu lignelser

Den orientalske kulturkreds er i høj grad præget af tradition. Det gælder også litterært. I den kultur lægger man stor vægt på fortællinger, som bliver viderebragt i generation efter generation. Som oftest er det en meget rig mundtlig tradition, men mange fortællinger er også blevet nedskrevet. Jesus afslører i Det Nye Testamente et kendskab til nogle af de fortællinger, som levede i denne kultur.
Den kendte jødiske professor, David Flusser, afdækker dette forhold i en analyse af Jesu beskrivelse af Johannes Døberen i Matt 11,7 og Luk 7,24. Jesus spørger folket: "Hvad gik I ud i ørknen for at se? Et siv, der svajer for vinden? Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene. Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet". Jesus kunne i denne sammenhæng trække på en gammel fabel om et egetræ og sivene:
Vinden løftede et egetræ, som stod på en bjergside, op med rode og kastede det ud i floden, og floden skyllede det op på sine bredder - et kæmpetræ, som var plantet af mænd fra fordums tider. Men langs begge bredder stod der siv, som drak af det stille vand ved floden. Og egetræet undrede sig: Hvordan kunne en, som var så slasket og svag, undgå at falde, når han selv, som var så storslået et egetræ, blev løftet op med rode? Klogt svarede sivene: "Du skal ikke undre dig. Du kæmpede med vinden og tabte derfor kampen; men vi må altid bøje os i et ydmygt og tjenende sind, hvis vinden rører vores toppe med bare en lille brise".
Hvem er stærkest, egetræet eller et siv? Første indskydelse vil selvfølgelig være egetræet. Men i en storm brækker egetræet, mens sivet højst bliver rystet. I sådan en storm er sivet det stærkeste. Johannes Døberen blev ødelagt af sit profetiske kald. Han var ikke villig til at gå på kompromis med sit budskab over for magthaverne. Men de magtfulde i landet, der "bærer fornemme klæder og bor i kongeslot", dvs. Herodes Antipas, var som siv, der blæste med vinden.
Jesus trækker altså på den gamle folkefortælling om egetræet og sivene og fremtræder her som en politisk satiriker, samtidig med, at han giver Johannes Døberen en blåstempling som profet i den gammeltestamentlige forstand: En profet, som rejser sig imod magthaverne og ikke går på kompromis eller bøjer sig for enhver politisk brise.
Det var altså ikke usædvanligt for den kultur og tid, at man underviste i fortællinger og lignelser. Der er flere af den type folkefortællinger, som Jesus af og til bruger i sine lignelser eller i sin forkyndelse.

Lignelsernes jødiske baggrund

På Jesu tid var der andre jødiske lærere, rabbinerne, som underviste i lignelser. I den rabbinske litteratur finder vi i hundredevis af lignelser, og nogle af dem kan med god grund føres tilbage til Jesu tid. Rabbinerne førte dybe teologiske diskussioner, som Jesus måske også blandede sig i.
Vi vil bruge en enkelt af Jesu lignelser til at se sammenhængen med den jødiske baggrund, nemlig "Lignelsen om sædemanden", som kan læses i Luk 8,4-15.
Omkring Jesu tid var der konstante diskussioner mellem særligt to fremtrædende jødiske lærere og deres elever - Rabbi Shammai og Rabbi Hillel. Én af de ting, som de var uenige om, var, hvem man skulle undervise i Torah'en eller Det Gamle Testamente. Shammai mente, at eleverne skulle være fra fornemme familier, da det var mere sandsynligt, at de kunne oplæres i Torah'en end dårligt priviligerede studenter uden de nødvendige finanser. Hillel accepterede ikke den udskilning. Hillel gik til Jerusalems porte og prøvede at indskrive potentielle Torah-elever fra alle samfundsklasser. Han lærte: Man skal undervise enhver, for der var mange syndere i Israel, som var tiltrukket af Torah-studier, og fra deres efterkommere kom der retfærdige, fromme og værdige mennesker.
Fra en ukendt rabbiner har vi overleveret en lignelse, som med stor sandsynlighed er fra Jesu tid: "Fire slags mennesker sidder og hører de vises taler: svampe, tragter, sier og sigter. En svamp er den, som indsuger alt; en tragt er den, som lader ordet gå ind ad det ene øre og ud af det andet; en si er den, som lader vinen gå bort og beholder bærmen; men en sigte er den, som lader kliddet fare og kun beholder det gode mel" (Abot 5,18).
Vi ser, at denne lignelse ligner Jesu lignelse om sædemanden på mange punkter. I stilen bruger også rabbinerens lignelse billeder fra hverdagen. På samme måde som med lignelsen om sædemanden er der fire grupperinger af disciple, som modtager Ordet på forskellige måder. Der er ingen udlægning af rabbinerens lignelse, og det siger os, hvorfor så mange af Jesu lignelser heller ikke har en udlægning: Det var nemlig ikke almindeligt. Lignelsen om sædemanden er en undtagelse fra denne regel. Allerede på Jesu tid ligger stilen ret fast for, hvordan man fortalte lignelser, og Jesu lignelser ligner i meget høj grad de rabbinske lignelser i stil.
Teologisk minder de to lignelser også om hinanden. Både rabbineren og Jesus peger på samme tema: Selvom alle ikke modtager Ordet på den rette måde, så skal de have undervisningen. Jesu holdning er, at alle skal høre Guds Ord - også selvom det kan virke som et lige så stort spild, som når en sædemand sår både på klippegrund, blandt tidsler og på en vej. "Enhver som har ører skal høre," siger Jesus.
Selvom lignelsen om sædemanden berører samme tema som den ukendte rabbineres lignelse og mange andre rabbinske lignelser, så er der alligevel noget usædvanligt. Denne lignelse er nemlig talt til jøder, og enhver jødes fornemmeste forpligtelse er at høre Israels Gud - ikke kun med ørerne, men også med hjertet. Tilhørerne har sikkert hørt noget ganske bestemt klinge med, nemlig Israels egen trosbekendelse: "Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke. Disse ord, som jeg i dag befaler dig, skal ligge dig på sinde" (5 Mos 6,4-6).
Det usædvanlige i lignelsen om sædemanden (i forhold til de andre jødiske lignelser) er, at Jesus ikke kun taler om, hvordan man skal modtage Guds Ord fra Det Gamle Testamente, men snarere om, hvordan man skal modtage hans egne ord. Anledningen til lignelsen er nemlig, at Jesus giver en forklaring på, hvorfor han drager rundt til alle landsbyerne og forkynder evangeliet og samler store skarer (Luk 8,1). Når enhver god jøde har lært, at man kun skal lytte til Herren, så fortæller Jesus dermed, at han selv er Herren, Israels Gud.
Vi ser altså, at Jesu lignelse om sædemanden både i det overordnede tema og i formen er nært beslægtet med den rabbinske lignelse, men samtidig også adskiller sig på det meget vigtige punkt, at Jesus hævder at være Israels Gud.

Ikke blot en lærer

Det helt nye for Jesu jødiske tilhørere var altså ikke, at Jesus underviste i lignelser. Det var de faktisk vant til. Alligevel hører vi følgende om tilhørernes reaktion på en af Jesu lignelser: "Da Jesus var færdig med denne tale, var skaren slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed og ikke som deres skriftkloge" (Matt 7,28-29).
Modsiger det ikke, at folket var vant til at høre lignelser? Nej, skarernes forundring skyldes ikke, at Jesus talte i lignelser. Det skyldtes ikke formen, men indholdet af hans lære. Jesus underviste nemlig ikke kun om, hvad Gud har sagt, men han hævdede, at han selv talte Guds ord, fordi han var Gud. Jesus stillede sig altså ikke på linje med de andre jødiske lærere, men han hævdede at være Guds søn, Messias og jødernes konge. Og han endte i øvrigt på et kors, hvor romerne gav ham titlen: "Jesus af Nazaret, jødernes konge" (Joh 19,19).
Sammen med hans ord fulgte en række tegn: Lamme gik, døve hørte, stumme talte, og døde opstod. Det var ting, som ellers kun Gud har magt over. Disse tegn gav Jesus en myndighed, som viser os, at han ikke kun var en jødisk lærer - selvom han også fortalte jødiske historier.