Jerusalem: Hovedstaden, der kræver tillid til Gud

Da David var konge i Israel omkring år 1.000 f.Kr., valgte Gud, at Jerusalem skulle være landets hovedstad. Dengang var der dog byer, som var langt mere nærliggende at vælge – især Sikem og Shilo. De lå strategisk bedre og havde en historisk forbindelse til patriarkernes ophold i landet.

Så hvorfor valgte Gud, at netop Jerusalem skulle være Israels hovedstad? Vi skal i denne artikel bruge geografien til at finde et svar, der også rummer en udfordring til os i dag.

Sikem var landets centrum

Sikem spiller en helt særlig rolle i Mosebøgerne. Det er nemlig her, Gud første gang giver løftet til Abraham om, at hans efterkommere skal få netop dette land i eje, hvor de skal blive til velsignelse for alle jordens folkeslag (1 Mos 12,6-7).

I dag ligger det gamle Sikem (Tel Balata) som en forstad til den palæstinensiske by Nablus, der ligger midt mellem de to høje bjerge Garizim og Ebal. Bjergene kan vi læse om i 5 Mos 27, hvor Gud på en symbolsk måde knytter velsignelse til Garizim og forbandelse til Ebal. Da israelitterne efter ørkenvandringen omkring år 1.400 f.Kr. gik ind i landet, kaldte Josva de tolv stammer sammen i Sikem for at forpligte dem til at holde pagten (Jos 24,1-28). På det tidspunkt virkede Sikem som en oplagt kongeby og som et oplagt sted at placere Guds tempel.

Sikem blev faktisk kongeby – og dermed en form for hovedstad – i år 930 f.Kr., hvor Israel blev delt i et syd- og et nordrige. Her befæstede Nordrigets første konge Jeroboam byen (1 Kong 12,25). Det gjorde han formentlig af to årsager:

For det første var Sikem forbundet med Abrahams kendte bosted og dermed også forbundet med den pagt, som Gud indgik med ham.

For det andet var Sikem oprindeligt en stor kana'anæisk by. Den lå strategisk godt, fordi to vigtige veje krydsede hinanden ved byen: den vigtige nord-syd-gående vej gennem Bjerglandet (kaldet »Patriarkernes Vej«) og den noget mindre øst-vest-gående vej, der snoede sig fra Jordandalen og vestpå ud til Kystsletten. Sikem kontrollerede dermed al færdsel gennem det centrale land og var et centrum for handel.

Dog havde byen det minus, at den lå ved et pas, klemt inde mellem de to store bjerge Garizim og Ebal. Dette var en ulempe, idet fjenderne havde den fordel at være højest oppe. Derfor har byen været særdeles stærkt befæstet, og man har fundet rester af en tempelfæstning (El-Berits tempel, omtalt i Dom 9,46) med en murtykkelse på fem meter!

På trods af Sikems forbindelse til Abraham og byens strategisk gode placering kan vi læse, at det, lidt overraskende, ikke var her, Guds telthelligdom blev placeret, da Josva og israelitterne indtog kanaanæernes kerneland i Benjamins, Efraims og Manasses område. I perioden mellem indvandringen og slutningen af dommertiden (ca. 1400-1030 f.Kr.) skete der en forskydning af fokus fra Sikem til Shilo.

Shilo lå i den mest frugtbare dal

Israelitterne besluttede på Josvas tid, at telthelligdommen med pagtens ark skulle stå i Shilo (Jos 18,1).  Den sidste dommer, Samuel, kom fra Rama i Benjamins stamme, men tjente, fra han var barn, ved helligdommen i Shilo. Guds telthelligdom var på det tidspunkt altså placeret ét bestemt sted nu, nemlig i Shilo (1 Sam 1,24).

Shilo lå på en bakketop, lidt væk fra alfarvej, med høje bjerge omkring. Beliggenheden var strategisk set derfor en smule ambivalent. På den ene side lå byen godt isoleret på bakketoppen med god udsigt over bakkens skrænter; men på den anden side ville en fjende kunne drage fordel af de høje bjerge omkring byen og dermed beskyde Shilo oppefra.

Hvorfor ikke vælge Shilo som hovedstad? Der var ingen kanaanæere i området, og byen lå trods alt godt beskyttet i Efraims bjergland, så det var formentlig en by, som var forholdsvis nem at forsvare. Desuden er det et frugtbart område, hvor der den dag i dag især dyrkes store mængder oliven.

Men Gud fravalgte Shilo som religiøst hovedsæde. Ikke fordi der var et bedre og mere sikkert sted, men fordi Gud havde en helt særlig plan og en pointe med at flytte.

Salme 78 giver en teologisk forklaring på, at Gud vragede Shilo som Israels hovedstad og som det sted, hvor hans tempel skulle bygges: Israelitterne havde syndet og tilbedt andre guder – og derfor mistede de pagtens ark i en krig mod filistrene (Sl 78,60-61). Shilo blev fuldstændig ødelagt i den forbindelse (jf. Jer 7,12).

Var Jerusalem uindtagelig?

I stedet for Shilo udvalgte Gud Zions bjerg i det område, som tilhørte Judas stamme (Sl 78,68). Det virker besynderligt rent strategisk. Byen Jebus (Jerusalems kanaanæiske navn), som ligger på Zions bjerg, har godt nok stejle skrænter på de tre sider mod øst, syd og vest. Men mod nord er byen svag og sårbar.

Bjerget, som byen ligger på, bliver højere og højere på den nordlige side, og først flere hundrede meter længere oppe afsluttes bjerget af en lille dal kaldet Bezetha-dalen (som i dag ligger inde under Tempelpladsen).

Da David blev konge, var det jebusitterne, som boede i byen. Israelitterne skulle derfor først indtage den, før de kunne gøre den til hovedstad. En opgave, som syntes nærmest umulig. Jebusitterne sagde til David: »Her kommer du ikke ind, medmindre du fjerner de blinde og lamme«? (2 Sam 5,6). Det tyder på, at byen var så nem at holde, at selv blinde og lamme kunne klare den opgave mod krigsvante soldater. Grunden til jebusitternes selvsikkerhed var, at Jebus dengang havde meget kraftige og høje bymure. Disse mure, som blev bygget omkring 1800 f.Kr., er i dag bevaret i op til fem meters højde. De blev bygget af meget store sten, hvoraf flere vejer tre-fire ton.

Jerusalems kilde (Gihonkilden) var tilsvarende beskyttet af et meget kraftigt tårn (tre meter brede mure), og en underjordisk kanal ledte vandet ind til et stort udhugget reservoir lige inden for bymuren. Det var derfor umuligt at standse byens vandforsyning, og blandt andet derfor kunne jebusitterne prale af, at blinde og lamme kunne forsvare byen mod David og hans hær.

Men senere beretninger i Det Gamle Testamente viser, at det krævede meget at holde byen forsvarligt befæstet. I Es 22,8-11 får vi at vide, at muren ved Davidsbyen – den del af Jerusalem, hvor kong David boede – havde revner, og at man derfor på Esajas’ tid, mens Hizkija var konge, gennemgik bymuren i hele Jerusalem for at finde de svage steder i muren, og at man endda rev nogle huse ned for at kunne udbygge muren, så den blev endnu stærkere. Hizkija udbyggede i den forbindelse byen mod nordvest.

I 1970’erne efter Seksdageskrigen, hvor Israels myndigheder fik adgang til det, vi i dag kender som det jødiske kvarter i Den Gamle By, påbegyndte man udgravninger, hvor man fandt rester af en bred bymur, som kan dateres til sidst i det 8. århundrede f.Kr. – altså da Hizkija var konge (728-685 f.Kr.). Her kan man se, at der har været huse på begge sider af bymuren i den nordlige ende af byen. På Hizkijas tid har man altså angiveligt bygget en ny bymur tværs gennem eksisterende huse. De huse, som kom til at ligge på ydersiden af muren, blev forladt og fungerede som en slags ekstra mur.

Dette arkæologiske fund bekræfter altså, hvad Es 22,10 taler om. At muren er blevet forstærket netop her, fortæller os også, at det har været på nordsiden, byen har været mest sårbar.

Jerusalem udvalgt på trods af geografisk placering

Men dette besvarer jo ikke, hvorfor Jerusalem blev udvalgt som Guds by og Israels hovedstad. Tværtimod så viser den brede mur, som kong Hizkija opførte 300 år senere, at byen har haft et særdeles svagt punkt på nordsiden, og at det derfor har været nødvendigt med ekstra forstærkning.

Når vi skal besvare spørgsmålet om, hvorfor Gud netop udvalgte Jerusalem, kan geografien fortælle os, at der er mange andre steder i Israel, hvor det ville have været bedre at placere sin hovedstad og Guds tempel. Byer med bedre adgange til de store internationale handelsveje og mere naturlig beskyttelse i form af bjergtoppe.

Men måske var det netop Guds vilje, at det ikke skulle være det mest sikre sted i Israel og det mest oplagte knudepunkt for trafik og handel. Måske ville Gud netop vise, at hans folk er og skal være afhængige af ham. Derfor kan salmisten i Sl 48,2-4 beskrive Gud som højt lovprist og som den, der værner byen på Zion »i det yderste nord«.

Bemærkningen om bjerget i det yderste nord viser, at salmistens synsretning bogstaveligt talt har været fra det, som i dag kaldes Davidsbyen, lige syd for templet. Hvis man står i Davidsbyen, er det yderste nord af byen akkurat det sted, hvor templet tronede på Zionbjergets top.

Ser man mod nord fra Davidsbyen, ser man altså mod byens svage punkt. Det punkt, der samtidig er der, hvor Gud er til stede i sit tempel. På den måde viser Gud helt fysisk, at han beskytter Jerusalem. Templet fungerer på denne måde som et slags vagttårn, og det er det første, man møder, når man kommer fra nord.

Derfor kan salmisten i Sl 121 også sige: »Jeg løfter mine øjne op til bjergene, hvorfra kommer min hjælp? Min hjælp kommer fra Herren [på det højere bjerg], himlens og jordens skaber.«

Gud er byens beskytter

Gud viser igennem sin udvælgelse af Jerusalem, hvordan han vil, at mennesker skal stole på ham og ikke på egen kraft og styrke. Hizkija tog fejl, når han troede, han kunne klare sig ved blot at bygge en stærkere mur. Men Gud påpeger, at han selv er byens beskytter – og at israelitterne under Hizkija »ikke satte deres håb til ham, der havde skabt alt dette [Jerusalem]« (Es 22,11).

Gud vælger bevidst det ydmyge (1 Kor 1,27-28) og det, som ser småt ud (Sl 68,16-17) for at vise sin herlighed og for at vise, at det går an at stole på ham. Dette giver også os kristne i dag en udfordring. Tør vi stole på Gud og lade os være sårbare og bevæge os ud af vores komfortable zone? Eller barrikaderer vi os bag tykke mure af frygt for, hvad der kan ske?