Herren frelser – Jesus og påskens jødiske salmer

Vi kan ikke med sikkerhed sige, hvad der bliver sunget i de danske kirker juleaften og påskedag. Men mon ikke en øvet kirkegænger alligevel kan ramme plet rigtig mange gange, hvis det kommer an på at gætte. For det er jo helt særlige salmer, der knytter sig til de enkelte højtider.

På samme måde blev særligt to afsnit fra Salmernes Bog benyttet i forbindelse med den jødiske påske, der på Jesu tid var en valfartsfest. Det drejer sig om hallel-salmerne, Salme 113-118, og valfartsalmerne, Salme 120-134.

Selvom vi ikke i alle detaljer kan sige, hvornår og hvordan disse salmer blev benyttet ved festen, så har de været med til at danne rammen om den store højtid. Det gjaldt også, da Jesus for sidste gang vandrede op til Jerusalem.

Valfartssalmerne

Ordet »valfartssang«, der står som overskrift for Salme 120-134, fungerer måske godt på dansk, men er noget upræcis. Det hebraiske udtryk »Shir Hama’aloth« betyder nemlig, direkte oversat, »opstigningssang« eller »trappesang«.

Fra Talmud ved vi, at levitterne stod på de 15 trin, der ledte fra kvindernes forgård op til mændenes forgård, og sang disse 15 »trappesange«. Meget tyder dog på, at de mange pilgrimme også har sunget salmerne under opstigningen, først ad de stejle veje op til Jerusalem og til sidst ad trapperne, der førte ind på Tempelpladsen.

Man kan næsten høre deres glæde i stemmen, når de på rejsens sidste dag kunne synge: »Nu står vore fødder i dine porte, Jerusalem. Jerusalem, du er bygget som byen, hvor folk forsamler sig. Her drager stammerne op, Herrens stammer« (Sl 122,2-4).

Hallel-salmerne

De seks hallel(uja)-salmer (Sl 113-118) blev sunget som én samlet sang i forbindelse med påskemåltidet, sådan som også Jesus og disciplene gjorde det (Matt 26,30). Men i jødisk liturgi er salmerne faktisk forbundet med alle de tre valfartsfester, der er beskrevet i Moseloven (5 Mos 16,16), og de har sandsynligvis været sunget flere gange i løbet af de enkelte fester.

De bliver i hvert fald sunget palmesøndag, hvor folkeskarerne synger fra Salme 118 på vej ned ad Oliebjerget. Det falder dem naturligt at bruge ordene fra en af påskefestens salmer om det optrin, de ser for deres øjne, hvor Jesus rider ned ad bjerget på et æsel: »Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!«.

Og aldrig har de ord været mere sande. Her kommer han, der selv er Herren, til sit tempel. Ikke i første omgang for at regere som konge eller blive tilbedt som Gud. Men for som sonofferlam at bære al verdens synd.

Halleluja-salmer og gråd

I evangelierne får vi af gode grunde ikke »genoptrykt« alle salmerne fra de to afdelinger i den jødiske salmebog. Her finder vi kun citater.

Mange jøder på Jesu tid kunne helt sikkert salmerne udenad, ligesom vi kan vores julesalmer. Så når bare evangelisterne valgte at citere en enkelt strofe, klingede resten med fra hukommelsen hos de jødiske læsere. Vi, der er på afstand af den jødiske liturgi, må gøre os den ulejlighed at læse salmerne i fuld længde. Gør vi det, vil der til gengæld være nogle passager i evangeliernes påskeberetning, der får en helt ny dybde.

Det gælder ikke mindst begivenhederne palmesøndag, hvor skarerne synger Salme 118 på vej ned ad Oliebjerget med panoramaudsigt over Tempelbjerget og Jerusalem. Det er en rigtig halleluja-salme, der både begynder og ender med ordene »tak Herren, for han er god, hans trofasthed varer til evig tid«. Hele vejen igennem ånder denne salme af tak til Herren for hans svar (v. 5), hans hjælp (v. 7) og hans frelse (v. 14 og 21).

Og så, bedst som skarerne lige har sunget »denne dag har Herren skabt, lad os juble og glæde os på den”, begynder Jesus at græde (Luk 19,41). Gråd på den dag, Herren har skabt til jubel! Hvad sker der dog?

Jo, Jesus har ikke taget afstand fra jublen. Da nogle farisæere bad ham tysse på sine disciple sagde han: »Hvis de tier, vil stenene råbe« (Luk 19,40).

Der er al mulig grund til at juble netop denne påske og sige: »Jeg takker dig, Herre, for du svarede mig og blev min frelse« (Sl 118,21). Gud kommer selv som menneske til sin elskede by. Han bliver til frelse ved at dø i stedet for syndere. Han ofrer sig selv af kærlighed til sit udvalgte folk, sin elskede by, ja, til hele verden. Men han ser samtidig, at netop Jerusalem med byens og templets ledere i spidsen vil forkaste denne frelse. Derfor kan han ikke holde gråden tilbage.

Nogle år senere møder vi en lignende fortvivlelse hos Paulus, der først maler det klarest mulige billede af Jesus som frelser i Romerbrevets første kapitler og dernæst giver udtryk for sin store sorg over, at så mange jøder ikke har taget imod ham (Rom 9,2).

Aldrig har jubel og gråd været så tæt forbundet som denne palmesøndag. Skarerne synger »bed om fred for Jerusalem« (Sl 122,6), men Jesus må græde over, at Jerusalem ikke ved, hvad der tjener til dens fred (Luk 19,42).

Alligevel, trods tårerne, fortsætter han den sidste korte vej. For som skarerne også synger: »De, der sår under tårer, skal høste med jubel« (Sl 126,5). Det er, hvad Jesus er på vej til at gøre.

Den vragede sten bliver hovedhjørnesten

Vi ved fra evangelierne, at Jesus brugte sine sidste dage til at forkynde og undervise på Tempelpladsen. Men de temaer, han underviser om, kan umiddelbart virke lidt tilfældige, for Jesus må manøvrere mellem en begejstret folkemængde på den ene side og templets ledelse, der ønsker ham død, på den anden. Både begejstring og modstand når klimaks i disse dage.

Midt i dette virak kan påskens valfartssalmer og hallel-salmer måske hjælpe os til at se nogle grundlæggende temaer i det, Jesus underviser om.

Både Matthæus, Markus og Lukas beretter som noget af det første fra disse dage, at Jesus fortæller lignelsen om de onde vinbønder, der forkastede ejerens udsendinge, ja, endog hans egen søn, fordi de ville have vingården for sig selv. Og tempelledelsen – de skriftkloge og ypperstepræsterne – koger af raseri, for de forstår, at det er dem, Jesus taler om (Luk 20,9-19).

Han anklager dem for at have forladt deres kald til at være tjenere i Herrens tempel. I stedet har de gjort sig selv til herrer over templet som religiøs institution, der på Jesu tid var så mægtig, at selv romerne var bange for at lægge sig ud med den.

Motivet til sin lignelse om de onde vinbønder henter Jesus fra Esajas’ Bog kapitel 5. Men han gør sagen knivskarp og aktuel ved at slutte med et citat fra Salme 118,22: »Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten«.

Endnu en gang bliver denne herlige salme brugt til at forklare festens indhold. Det, der gør påsken (ligesom julen!) til noget særligt, er ikke de herlige bygninger, de prægtige ceremonier eller de store skarer af pilgrimme.

Det er derimod, at Herren selv, himmelens og jordens skaber, er villig til at ofre sit eget liv for menneskers frelse. Mange så det ikke. De vragede ham, fordi han ikke så ud af noget særligt. Men for dem, der så det, bliver denne kærlighed og denne frelse langt herligere end templets enorme skønhed og rigdom. »Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vores øjne«, som salmisten siger i det følgende vers (Sl 118,23).

Herren frelser

At det er Herren selv, der frelser, går igen i salme efter salme.

»I min nød har jeg råbt til Herren, og han svarede mig« (Sl 120,1).

»Min hjælp kommer fra Herren, himlens og jordens skaber« (Sl 121,2).

»Som trælles øjne er rettet mod deres herres hånd og trælkvindens øjne er rettet mod hendes frues hånd, sådan er vore øjne rettet mod Herren vor Gud, til han er os nådig« (Sl 123,2).

»Israel, vent på Herren, for hos Herren er der troskab, hos ham er der altid udfrielse. Han udfrier Israel fra al dets skyld« (Sl 130,7-8).

Det er stærke salmevers, der understreger Jesu undervisning. Han, hvis navn netop betyder »Herren frelser«.

Hvis ikke Herren bygger huset, arbejder bygmestrene forgæves

Af gode grunde er påske-udsnittet af den jødiske salmebog fuld af glæde over Jerusalem/Zion og Herrens tempel (Sl 126,1-3; Sl 128,5; Sl 129,5; Sl 133,3). Her drager Israel op for at søge Herrens frelse.

På den baggrund forstår vi chokket over det sidste store tema, Jesus taler om, nemlig at templet snart vil blive ødelagt af fjendtlige hære i en sådan grad, at der »ikke skal lades sten på sten tilbage« (Luk 21,6).

Jesus har ikke nogen glæde ved at forudsige templets ødelæggelse. Tværtimod – på det tidspunkt, hvor han forudsiger ødelæggelsen, har det for få dage siden bragt ham i den dybeste fortvivlelse. Og inden længe bliver han dømt til døden, blandt andet under anklage for at have talt imod templet (Matt 26,61).

Det nemmeste ville være at tie om dette ubehagelige emne, men Jesus ved, at det vil ske, og som profet har han pligt til at tale, både når det handler om advarsel, og når det handler om trøst.

Hvorfor kommer det så vidt? Jo, midt i valfartssangenes glæde over Jerusalem er der et par strofer med en helt afgørende påmindelse: »Hvis ikke Herren bygger huset, arbejder bygmestrene forgæves. Hvis ikke Herren våger over byen, våger vægteren forgæves« (Sl 127,1).

Atter ser vi den samme røde tråd: Det er Herren selv, der skal gøre det! Uden ham er et nok så fantastisk tempel kun et stykke arkitektur, og uden ham er der kun mennesker til at våge over det, den dag fjenden angriber.

Jerusalem – den evige by

Det er stærkt at læse påskens salmer sammen med evangeliernes beretning om påskeugen. Det bliver klart for os, at Jesu’ ord ikke er i konflikt med salmernes kernebudskab: at det er Herren selv, der frelser. Tværtimod, for Jesus, »Herren frelser«, kommer til Jerusalem for at vinde en evig frelse.

Jesus giver også helt spontant udtryk for en kærlighed til Jerusalem, der rimer med den glæde over byen, vi møder i valfartssangene. Også selvom denne kærlighed er fyldt med smerte over templets ledere, der vrager ham som frelser.

Dette er dog ikke enden på Jerusalem for altid. Ligesom profeterne i Det Gamle Testamente ser Jesus frem i tiden efter ødelæggelsen: En dag vil det fordrevne folk vende tilbage, og Jerusalem skal ikke længere nedtrampes af hedninger (Luk 21,24). En dag vil også Jerusalem tage imod Herrens frelse.

»For Herren har udvalgt Zion, han har ønsket det som sin bolig: Det er mit hvilested til evig tid, her ønsker jeg at bo« (Sl 132,13f)