Guds virkelighed udtrykt med tekstiler – om ypperstepræstens dragt

Det er ikke tilfældigt, at ypperstepræstens dragt er beskrevet meget detaljeret i Mosebøgerne (2 Mos 28 og 39). Den er nemlig en vigtig – og meget farverig – kilde til viden både om præstetjenesten i Det Gamle Testamente og om Jesu rolle som den fuldkomne ypperstepræst for os.

Da Moses har sluttet pagten mellem Israels folk og Gud ved Sinajbjerget, inviterer Gud ham op til toppen af bjerget (2 Mos 24). Her viser Gud ham en model af den helligdom, som folket skal lave nede i lejren som en kopi af den himmelske udgave, Moses her ser (25,8-9).

Denne helligdom er så vigtig, fordi den levende Gud nu vil tage bolig midt i sit folk. Moses får ikke bare et forbillede for telthelligdommen og dens hellige genstande at se. Oppe på bjerget får han også nøje instruktion om den særlige præstedragt, som Aron skal bære som ledende præst i den jordiske pendant til den himmelske helligdom (2 Mos 28). Selve dragten skal anskueliggøre tjenesten for Gud, den skal afspejle Herrens herlighed gennem tekstiler, og den skal hjælpe Aron til trofasthed i tjenesten.

Arons særlige embedsdragt består af seks dele (28,4) ud over de linnedklæder, som alle præster skulle gå med. Typisk for kapitel 28 er det, at kapitlet gør mest ud af de dele af dragten, som var allermest synlige for den almindelige israelit, når han eller hun så Aron gå ind i telthelligdommen.

Efoden

Først omtales efoden (28,6-14). Den er en slags vest, som skal væves af purpurblå, purpurrøde og karminrøde (dvs. højrøde) tråde, vævet sammen med fint linned og tynde tråde af guld.

De purpurblå og purpurrøde farver er kongelige farver, og den karminrøde farve minder om offerdyrenes blod. Farverne illustrerer, at Aron skal tjene den sande konge, Herren, og at hans tjeneste skal være til soning for folket, så de kan have fællesskab med den levende Gud.

Telthelligdommen er konstrueret af de samme materialer. Den indre teltdug er også vævet af purpurblå, purpurrøde og karminrøde tråde og fint linned (26,1). Men da teltet på ydersiden er dækket af en dug lavet af delfinskind, kan israelitterne ikke se, hvordan Guds hellige bolig ser ud på indersiden.

Til gengæld kan de fæstne blikket på Aron, når han står i helligdommens forgård, og vide, at han med sin embedsdragt repræsenterer Guds hellige bolig. Han bærer helligdommens farver på sig. Han repræsenterer en stor konge, der fuldstændig overgår selv de mest magtfulde herskere på jorden.

Efoden skal have to skulderbånd og et bælte, så Aron kan spænde den om livet. På hvert af de to skulderbånd sidder en stor halvædelsten i guldindfatning, en »shoham-sten« (28,9).

Hvad shoham er for en halvædelsten, ved vi ret beset ikke, og derfor har den autoriserede bibeloversættelse valgt at gengive det hebraiske ord på dansk: »shoham«. Ældre danske bibler gengav det med ordet »onyks«, som er en sten, der ofte har sorte eller brunrøde bånd. Engelske oversættelser skriver som regel »onyx«.

1 Mos 2,11 siger imidlertid, at landet Havila har rige forekomster af shoham-sten. Havila er det bibelske navn for Arabien, og netop det vestlige og sydlige Arabien har store forekomster af ametyst, en purpurfarvet kvarts. Derfor er »shoham-sten« formentlig en ametyst med en glødende violet farve. Ametyst var yderst værdsat som smykkesten i det gamle Egypten.

De to shoham-sten skal indgraveres, som en stenskærer vil gøre det, det vil sige ikke med ridser i overfladen, men skæres med dyb skrift og med samme omhu, som en stenskærer graverer et segl for en konge. På de to sten skal de skære navnene på Israels tolv stammer i aldersrækkefølge.

Når Aron for Guds ansigt bærer Israels stammenavne skåret i ametyst, udvirker han, at Israel som helhed bliver erindret hos Gud (28,12). Når Aron træder ind i helligdommen, vil hver eneste stamme i folket, de store såvel som de ubetydelige stammer, blive husket af Gud. Gud vil se hele folket i al dets forskellighed i og gennem Aron. Aron repræsenterer folket og bærer folkets navne på sine skuldre.

Domsbrystskjoldet

Domsbrystskjoldet får en væsentlig længere beskrivelse end efoden. I den autoriserede oversættelse bruges 357 ord på domsbrystskjoldet sammenlignet med 184 ord for efoden. Brystskjoldet er særlig vigtigt af to grunde: De to lodder Urim og Tummim, som bruges til at afgøre Guds vilje, skal have deres faste plads i det (derfor navnet »domsbrystskjoldet«). Dernæst skal 12 halvædelsten sidde i kostbare guldindfatninger på skjoldets forside. På stenene skal navnene på de 12 stammer stå indgraveret med tydelig skrift.

Domsbrystskjoldet er et bærestykke, som er lavet af de samme materialer som efoden. Det er foldet på midten, så det danner en form for pose, og er cirka 25 cm på hver led. I denne pose skal Aron bestandig bære på Urim og Tummim. Bærestykket fastgøres på efoden med guldkæder og ringe.

På bærestykket fæstnes 12 forskellige halvædelsten, som sidder i fire rækker a tre sten. For mange af stenenes vedkommende kender vi ikke den præcise betydning af de hebraiske ord, som Bibelen bruger om dem. Vi ved derfor ikke, hvilke ædelsten der gemmer sig bag de hebraiske ord og heller ikke den nøjagtige farveglød for den enkelte sten.

Derimod er betydningen af bærestykket med de 12 sten klar nok: Aron skal bringe hver stamme i erindring hos Gud, når han træder ind i Guds bolig (28,29), så de alle får del i Guds nåde og velsignelse. De forskellige ædelsten peger på, at hver stamme er kostbar i Guds øjne. De er forskellige og lyser med forskellig glans, men alle er dyrebare for ham som Guds smykkesten.

Det er ikke kun de store og folkerige stammer, som har værdi for ham, men også de ubetydelige stammer. Også de stammer, som vil få tildelt land længst væk fra helligdommen, og som måske kun kan komme der én gang om året, kan vide, at de er med for Guds ansigt, når ypperstepræsten gør tjeneste for Gud. De er indesluttet i ypperstepræstens hellige tjeneste.

Efter kong Salomos død gjorde de nordlige stammer oprør mod Davids hus og dannede et selvstændigt kongedømme, kaldet Nordriget eller Israel. Kun Juda, Benjamins og Simeons stammer fortsatte med at slutte op om templet i Jerusalem, som var en videreførelse af telthelligdommen fra ørkenen.

Også i tiden efter splittelsen i folket fortsatte Arons efterfølger, ypperstepræsten i Jerusalem, med at bære domsbrystskjoldet med alle 12 stammenavne frem for Guds ansigt år efter år. Dermed mindede han sig selv og judæerne om, at han som ypperstepræst faktisk repræsenterede hele Guds folk. Og han mindede Gud om Nordrigets frafaldne stammer. Gud sendte da også igen og igen sine profeter til Nordrigets befolkning for at kalde dem tilbage til sig.

Kappen

Under efoden – som altså er en vest – skal Aron bære en purpurblå kappe med et hul i midten, så han kan få den over hovedet (28,31-35). Nederst skal kappen have kvaster lavet af de samme tre farvede garn, som er i efoden, og kvasterne skal være knyttet, så de minder om granatæbler. Mellem kvasterne skal der sidde klokker af guld, så der lyder en ringlen af klokker, når Aron bevæger sig i helligdommen.

Granatæbler var et symbol på overflod og frugtbarhed i det gamle Israel. Måske de skal pege på den fysiske velsignelse, som folket vil erfare, når ypperstepræsten er trofast i sin tjeneste.

Guldklokkerne skal give tydelig lyd, når Aron går rundt i helligdommen. Det er for at minde ham om, at han tjener en hellig Gud, så ikke ritualernes daglige rutine får ham til at forsømme sin tjeneste. Hensigten er, at han ikke skal dø som følge af sin tjeneste (28,35).

Turbanen

Endelig skal Aron på hovedet bære en turban, som foran har en blomst af rent guld med indskriften: »Hellig for Herren«.

Hele Guds folk skal vide, når de ser Aron i forgården, at hele hans tjeneste er hellig for Gud. Dermed skal Aron stå inde for alle de helliggaver (for eksempel løftesofre), som israelitterne kommer med til helligdommen. Selv hvis en menig israelit måtte bringe en gave, som var uren, ville Arons hellige tjeneste dække for urenheden, så Israel ville opnå Guds velbehag (28,38).

De sidste to dele af dragten er en mønstret kjortel og et skærf (28,39).

Dragten gives videre

Gennem tekstilerne og ædelstenene skal Aron kommunikere vigtige sandheder om den levende Gud, og de skal hjælpe ham til årvågenhed i tjenesten. I 3 Mos 8 bliver Aron så iført de hellige klæder, og han og hans sønner bliver indviet til præstetjenesten. Da Aron dør under ørkenvandringen, bliver de hellige klæder givet til hans søn Eleazar, og hele Israel kan nu se, at Eleazar er den, som skal bringe hele folket i erindring hos Gud (4 Mos 20,27-29).

Underligt nok hører vi ikke mere til de ypperstepræstelige klæder i resten af Det Gamle Testamentes tid. Men da det andet tempel bliver bygget efter eksilet, må man også have fremstillet nye klæder for den ledende præst.

I Zak 3,1-5 har profeten Zakarias et syn, hvor han ser ypperstepræsten Josva stå med snavsede klæder for Gud, men hvor Gud befaler, at Josva skal have rene og hvide klæder på, ikke lavet af mennesker som i Arons tilfælde, men tilgivelsens og nådens klæder.

Jesus som ypperstepræsten

Hebræerbrevet taler stærkt om, at Jesus er vores sande ypperstepræst, der gav sit eget liv som et eviggyldigt offer til soning for ethvert menneske.

Men selvom brevet taler meget om ypperstepræstens rolle i Det Gamle Testamente, har det ingen omtale af Arons hellige klæder. Jesu død har sit forbillede i Det Gamle Testamentes sonofre. Men Arons dragt udgør ikke noget forbillede på Kristus.

Det hænger sammen med, at Jesu ypperstepræstelige tjeneste bygger på Guds løfte om Melkisedek i Sl 110,4. Forbilledet for Jesu virke som ypperstepræst er ikke Aron, men en anden, nemlig præstekongen Melkisedek. Han opfylder Guds løfte i Sl 110,4 om en kongelig præstetjeneste ligesom Melkisedek (Hebr 7,11-28).

Mens Arons præstetjeneste er skrøbelig, fordi han selv er et syndigt menneske, som behøver ydre klokker for at minde ham om Guds virkelighed, er Jesus den fuldkomme ypperstepræst. Han behøver ikke en ydre dragt som tegn på sin værdighed.

Jesus stillede sig selv til rådighed som sonofferet, der blev slagtet for at sone ethvert menneskes modstand mod Gud. Hans klæder var forbryderens snavsede og blodbestænkte lændeklæder på et kors, og han bar korsfæstelsens mærker på sin krop.

Dog er der ét felt, hvor Arons præstedragt peger frem mod Jesu ypperstepræstelige gerning: stenene med Israels stammenavne. Jesus bærer vores navne, ikke på ædelstene, men på sit eget hjerte. Han bringer vedvarende vores navne i erindring hos Gud, fordi han er hos Faderen.

Det er ikke kun de fremragende åndelige ledere, de store teologer og de stærke martyrer, som han nævner for Guds ansigt, men alle Guds børn.

På dette område vidner Arons hellige tekstiler om den virkelighed, som alle Guds børn står i: At Jesus som vor ypperstepræst bærer vore navne til erindring hos Gud i den himmelske helligdom.