Gud og Avatar – Bibelen og Babylon

Den bibelske skabelsesberetning adskiller sig på afgørende punkter fra oldtidens skabelsesberetninger i babyloniske og mesopotamiske skrifter.

Da de første arkæologer i løbet af det 19. århundrede begyndte at udgrave de mange ruinhøje i Nærorienten, dukkede monumenter og inskriptioner op, som for manges vedkommende havde ligget begravet i flere tusinde år.
Og da semitiske filologer i slutningen af det 19. århundrede havde knækket koden i det sumeriske og de semitiske sprog og begyndte at dechifrere de mange tekster, kom det hurtigt til at stå klart, at der var tekster med så mange lighedspunkter med tekster fra Det Gamle Testamente, at de på en eller anden måde måtte være i »familie« med hinanden.

Bibel og Babel

Efterhånden som de mange fund fra Mesopotamien – og efterhånden også Egypten – kastede lys over flere og flere tekster fra den såkaldte urhistorie i 1 Mosebog 1-11, fik teologer sværere og sværere ved at opretholde et syn på de bibelske tekster som unikke åbenbaringer fra Gud.
 Det var en udvikling, som kulminerede i publiceringen af den tyske teolog Hermann Gunkels Schöpfung und Chaos in Urzeit und Endzeit (»Skabelse og kaos i urtid og endetid«) i 1895. Gunkel sammenlignede de babyloniske skabelsesmyter og vandflodsberetninger med teksterne i 1 Mos 1-11 og argumenterede for, at de mesopotamiske tekster var de ældste, og at de bibelske beretninger derfor måtte forstås som senere versioner af disse.
 Da den anerkendte tyske assyriolog Friedrich Delitzsch i sine berømte Babel und Bibel foredrag i 1902-04 argumenterede for, at de gammeltestamentlige forfattere havde lånt og bearbejdet de mesopotamiske skabelsesberetninger, blev det startskuddet til den såkaldte pan-babylonisme, som skulle præge bibelforskningen frem til 1. verdenskrig.
 I dag har forskningen fået et langt mere afbalanceret forhold til sammenligningen af teksterne og taler i stedet om, at alle teksterne må forstås på baggrund af en enhedskultur, som på de fleste områder prægede den gamle Orient helt fra det tredje årtusind og frem til midten af det første årtusind f.Kr., hvor indflydelsen fra den græske filosofi efter Alexander den Stores erobringer begyndte at gøre sig gældende også i Nærorienten.  
 Så selvom den ovenfor nævnte »babyloniske« og bibelkritiske læsning af bibelteksterne desværre stadig lever mange steder i kristendoms- og religionsundervisningen i folkeskoler, gymnasier og seminarier, så er det altså efterhånden længe siden bibelforskningen har forladt denne ensidige vægtlægning på babyloniske tekster som udgangspunkt for at forstå de bibelske tekster.
 Ved at læse teksterne i lyset af den fælles kulturelle baggrund er det i stedet kommet til at stå i et endnu klarere lys, at der både er ligheder i forhold til de andre tekster, men også unikke forskelle. Forskelle, der er så markante, at der på en række punkter tydeligvis er tale om religiøs polemik, som ikke kun er interessant for religionshistorikere, men som også kan være med til at skærpe den almindelige bibellæsers forståelse for Skaberen i Bibelen

Kampen for verdensordenen

I såvel babylonisk, kana’anæisk og egyptisk religion foregår der en uendelig kamp mellem de gode og onde kræfter.
 I Babylon blev der hvert år i forbindelse med nytårsfesten opført et rituelt drama, hvor højguden Marduk måtte kæmpe mod kaosdyret Tiamat for at opretholde verdensordenen.
 I kana’anæisk religion måtte Ba’al kæmpe mod guderne Yam (havet) og Mot (døden) for at sikre livet, og i Egypten måtte solguden Amon-Re hver eneste nat kæmpe mod kaosdyret Apep for at sikre solopgangen næste morgen.
 Kendetegnende for disse kaoskampe er for det første, at ingen af de implicerede højguder har absolut magt, og at de derfor igen og igen er nødt til at kæmpe mod de mørke kræfter, som til stadighed truer med at ødelægge verdensordenen.
 Et andet kendetegn er, at menneskets, naturens og gudernes sfære hænger uløseligt sammen. Guderne betragtes ikke bare som stående uden for den skabte verden, men optræder også som personificeringer af havet, stormen, solen og så videre. Samtidig har mennesket på forskellige måder mulighed for at påvirke naturen og guderne.
 Ved at opføre det ovenfor nævnte rituelle drama ved nytårsfesten var babylonierne overbeviste om, at de kunne påvirke udfaldet af det kommende år.
 Ved rituelt at føre solguden Amon-Re i sin solbåd fra det allerhelligste i templet ned til Nilen troede egypterne, at de støttede og deltog i kampen mod de livsfjendske kræfter, der ville hindre solen i fortsat at bringe sit livgivende lys.
 Og da de 450 Ba’al-profeter, som ifølge 1 Kongebog 18,19 »havde deres plads ved Jezabels bord«, tog Elias’ udfordring op ved styrkeprøven på Karmels bjerg, var det fordi de var overbeviste om, at de kunne påvirke Ba’al til igen at lade det regne og dermed afslutte den katastrofale tørke, der havde plaget landet i tre år.
 Ligesom mennesker på den måde kunne støtte guderne, kunne de også »straffe« dem. For eksempel kunne man i forbindelse med magtskifter afsætte guderne og erstatte dem med andre guder.
 Det er overfor denne virkelighedsopfattelse, hvor naturen ikke kun er »naturlig«, hvor guderne ikke er rigtige guder, og mennesker ikke bare er mennesker, at den bibelske skabelsesberetning fremstår unik.

Hvem er som Gud?

En af hovedpointerne i beretningen er således, at Gud er den eneste og det eneste, som er uskabt. Alt andet er skabt af ham.
 Når det i 1 Mos 1,2 hedder, at der ved begyndelsen af Guds skabelse »var mørke over urdybet, og at Guds ånd svævede over vandene«, så er polemikken ikke til at tage fejl af.
 Det hebraiske ord tehôm, der i den danske oversættelse er gengivet med »urdybet«, er således i sproglig familie med navnet på det babyloniske kaosdyr Tiamat, og dét vand, som Guds ånd svævede over, er netop det naturelement, som personificeres i de kana’anæiske og babyloniske skabelsestekster.
 Men til forskel fra de babyloniske og kana’anæiske tekster er der ikke skyggen af personificering eller truende kaosmagt over den bibelske skabelsesberetning. 
 Hverken urdybet eller vandene udgør nogen trussel mod Gud overhovedet, men fremstår på lige fod med alt andet skabt som en del af Guds skaberværk.
 Og når skabelsesberetningen i 1 Mos 1,16 undgår de normale hebraiske ord šemeš og yareah for sol og måne og bruger udtrykkene »de to store lys«, så er det for at undgå sammenblanding med de semitiske guder af samme navn, og for at understrege, at der ikke er tale om personificerede guder, men om skabte elementer på lige fod med alle andre elementer i skaberværket.
 Polemikken er klar. Alene Gud er uskabt, alt andet er skabt af ham. Intet i skaberværket udgør derfor nogen trussel mod Gud. Han har al magt i himlen og på jorden og vil altid have det.
 Samtidig indebærer det tydelige skel mellem Skaber og skaberværk, at mennesket ikke gennem ritualer, magi eller anden manipulation har tvingende indflydelse på Guds handlinger eller på naturkræfterne.
 Fordi Gud er dén eneste og dét eneste uskabte i skaberværket, er han suveræn og kan kun påvirkes i det omfang, han selv beslutter sig for det.
 Bibelen har en skabelsesforståelse, som lader Gud være en »rigtig« Gud, og som beskriver skaberværket som villet af ham, ordnet af ham og underlagt ham.
 Både naturen og mennesket står derfor til ansvar over for ham. Naturen som upersonlige elementer, der har til opgave at udføre det »arbejde«, Gud har givet dem. Mennesket som personer, der er kaldet til at underlægge sig jorden og fylde den med »gudsbilledlighed«.

May the force be with you

Polemikken i skabelsesberetningen er mere aktuel, end man måske lige tror. Efter en historisk lang periode med kristen enhedskultur udfordres den vestlige verden i dag nemlig af en virkelighedsforståelse, som på mange måder minder om den virkelighedsforståelse, som skabelsesberetningen oprindelig polemiserede mod.
 Det gælder ikke mindst i filmindustrien, som udgør en af de mest indflydelsesrige trendsetters i vores tid.
 Både i Disney’s animationsfilm Pocahontas og Løvernes Konge og i adventurefilm som Star Wars, Det gyldne Kompas, Harry Potter og Avatar hænger tilværelsen sammen på samme måde som i den gamle Orient.
 Hvad enten det er bedstemor piletræ i Pocahontas, stjernekrigens »the Force«, livstræet Eywa i Avatar, »støvet« i Philip Pullman’s His Dark Materials eller den uendelige kamp mellem det onde og det gode, mellem Voldemort og Harry Potter, så beskriver det en virkelighed hvor gud(er), mennesker og natur er en del af det samme kredsløb, og hvor menneskets tilværelse derfor på godt og ondt er afhængig af, hvorvidt det lykkes at påvirke eller leve i pagt med den (over)naturlige og guddommelige sfære.
 Jeg har selv set alle filmene og læst alle bøgerne. Og nydt det. Men jeg ved også, at hvis ikke virkelighedsforståelsen i disse fortællinger skal forvandle sig fra at være fiktion til at påvirke min personlige virkelighedsforståelse, så har jeg brug for den bibelske skabelsesberetning.
 Jeg er overbevist om, at vi som kristne har mere brug for de bibelske skabelsestekster, end vi længe har haft, hvis vi vil være kritiske forbrugere af populærkulturen.
 Kun ved at være solidt grundfæstede i troen på Bibelens Skabergud kan vi på én og samme tid nyde den gudsskabte kreativitet, som forfattere og instruktører af ovennævnte fortællinger lægger for dagen, og samtidig fastholde over for os selv og andre, at i den virkelige verden er der en langt større Gud, som har skabt et langt bedre liv i en langt bedre verden!