Fem fantastiske lektioner om Guds rige

De, der lyttede til Jesu undervisning, blev »slået af forundring over hans lære, for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge«.
Denne forundring gjaldt ikke mindst for dem, der stod Jesus allernærmest, disciplene.
Grundlæggende skabte det forundring, at Jesus virkelig var den lovede Messias. En stor del af forundringen skyldtes enorme overraskelser i Jesu afsløring af, hvordan Messias var.
Men noget af forundringen skyldtes også, at Jesus inddrog disciplene i sin undervisning på en helt speciel måde.

Markusevangeliet

I det følgende skal vi se på fem udvalgte lektioner om Guds rige, som Jesus giver disciplene.
Vores udgangspunkt er Markusevangeliet. Mange mener, at Markus især har Peter som kilde. Under alle omstændigheder giver netop Markus os på en særlig måde nogle oplysninger om, hvordan Jesus underviste sine disciple, og om den forundring de ofte stod i, når han tog dem i skole.
Ved nærmere eftersyn er udviklingen i disciplenes forståelse faktisk et klart tema gennem hele evangeliet.

1. Det første bespisningsunder

Den første af de udvalgte lektioner er et bespisningsunder (Mark 6,30-44).
Markus er den ene af de to evangelister, som beretter om to bespisningsundere. At Jesus hele to gange gjorde et bespisningsunder, er en vigtig pointe for Markus.
Sammenhængen viser, at det første bespisningsunder skete blandt jøderne, mens det andet især skete blandt hedninger.
Ud over at være et utroligt under har det første bespisningsunder et særligt budskab til jøderne: Underet peger tilbage på, hvordan Gud sørgede for sit folk i ørkenen, indtil de kom til det forjættede land.
Nu vil Jesus føre folket fra dets religiøse ørken og ind i det nye forjættede land: Guds rige.
Derfor er det næppe tilfældigt, at der ved dette bespisningsunder bliver tolv kurve til overs. For der er nok til alle Israels tolv stammer i dét, Jesus gjorde.
Og ligesom jøderne i ørkenen fik lov at samle ekstra manna ind til sabbatten (2 Mos 16), er der også her ekstra brød, efter de har spist. Det ekstra brød peger dermed frem mod den sabbatshvile, som Guds rige skal være.
I lektion 1 fik disciplene altså på en fantastisk måde bekræftet, at det virkelig var Messias, de havde mødt! Her var der en mand, der kunne samle folket omkring sig, og som ønskede at føre det jødiske folk ind i Guds rige. Og hvilken mageløs konge kunne han ikke blive! Når han kunne brødføde folket på denne måde, kunne der ikke være grænser for, hvor strålende Israels fremtid ville blive.

2. Det andet bespisningsunder

Kort efter det første bespisningsunder vælger Jesus at tage disciplene med til egnen ved Tyrus (Mark 7,24), der var et hedensk område. Da han kommer tilbage derfra, vælger han – lige så påfaldende – at gå over på den modsatte side af Genesaret Sø i forhold til, hvad han plejede (Mark 7,31). Også dette er hedensk område. Og her sker så det andet bespisningsunder (Mark 8,1-10).
I forhold til det første under er der et par forskelle: Denne gang er det Jesus og ikke disciplene, der tager det første initiativ. En anden forskel er det åbenlyse behov: Modsat det første under, er der denne gang ikke noget sted, hvor folk kan gå hen og købe mad.
Også dette under rummer et budskab: Jesus gik til jøderne først, men hans gerning var ikke kun for dette ene folk. Hans budskab gælder også hedningerne, som ikke har mindre behov.
Også for hedningerne er der nok i det, Jesus gør. Eftersom de tolv kurve havde en symbolsk betydning ved det første under, er det oplagt at overveje, om det samme er tilfældet med de syv kurve, der blev tilovers ved det andet under.
To skriftsteder kan tyde på det: Jos 3,10 hvor Herren netop nævner syv folkeslag, som skal drives bort, da israelitterne skal drage ind i Kana´an, og ApG 13,19, hvor Paulus også bruger dette tal som en betegnelse for de hedningefolk, der skulle fordrives. Således kan de syv kurve symbolisere, at Guds frelsende gerning ikke længere er forbeholdt jøderne, men nu udvides til også at gælde hedninger.
Lektion 2 var noget af en overraskelse for disciplene. For dem var det en helt ny tanke, at Guds rige og Messias også skulle være for hedningerne. Og det er da også først senere, da Gud i ApG 10 igen har givet en grundig lektion om hedningernes inddragelse, at apostlene handler efter det.

3. Den blinde i Betsajda og forklarelsen på bjerget

Efter bespisningsunderne fortæller Markus i kapitel 8 og 9 om en lille rejse, som Jesus og disciplene foretager til den nordlige del af Israel.
Baggrunden for at tage op til dette – i øvrigt meget smukke – område var, at disciplene havde brug for mere undervisning. Selv efter den stærke undervisning igennem bespisningsunderne, havde de endnu ikke helt forstået, hvem Messias var.
Ved begyndelsen af denne rejse sker der noget bemærkelsesværdigt i Betsajda: Jesus helbreder en blind mand (Mark 8,22-26).
Det bemærkelsesværdige er måden, det sker på. For første og sidste gang i Markusevangeliet hører vi om en trinvis helbredelse. Hvorfor mon Jesus helbreder på den måde i stedet for bare at klare det hele på én gang? Et godt gæt er, at også dette skulle være et tegn for disciplene.
Da de sejlede på søen lige efter det andet bespisningsunder (Mark 8,18), bebrejdede Jesus netop disciplene, at de havde øjne, men ikke kunne se. Disciplene havde fået åbnet øjnene ved bespisningsunderne. Men dermed havde de ikke set det hele. De så stadig kun i tåger, hvem Messias var. Men ligesom ved helbredelsen af den blinde, ville Jesus nu åbne deres øjne helt.
Helbredelsen bliver på den måde en profetisk, symbolsk gerning, der varsler, hvad disciplene nu kommer ud for, og hvad de skal erkende.
Efter helbredelsen sker der to ting: For det første begynder Jesus at undervise disciplene om, at Messias skal lide og dø (Mark 8,31-33). For det andet kommer forklarelsen på bjerget (Mark 9,1-13).
Lektion 3 bestod altså i, at disciplene skulle erkende, at håbet om det herlige Guds rige måtte begynde med Jesu død og hans senere opstandelse (jf. også 1 Kor 15,12-28).
Forklarelsen på bjerget var en understregning af, at Jesus virkelig var den Messias, som Israel ventede på. Først efter at Peter og de andre havde set Jesu herlighed og Moses og Elias sammen med ham, kunne de tage imod sandheden om ham. Deres indre blindhed var ved at blive helbredt, og på vej ned ad bjerget begyndte de at acceptere, at Messias måtte dø.

4. Forbandelsen af figentræet

Efter begivenhederne i Nordisrael går Markus hurtigt over til at fortælle om begivenhederne omkring Jesu korsfæstelse. Sidste tredjedel af Markusevangeliet foregår således i Jerusalem, og selv om Jesus her henvender sig til hele folket, underviser han også fortsat disciplene.
Midt i beretningerne om indtoget i Jerusalem, tempelrensningen og Jesu undervisning på Tempelpladsen, er der en underlig beretning om, hvordan Jesus forbander et figentræ (Mark 11,12-14).
Umiddelbart virker denne forbandelse meget mærkelig. Skulle Jesus virkelig i et øjebliks vrede og skuffelse forbande et figentræ, så det visner (jf. 11,20), bare fordi han ikke kunne få figner at spise? Det bliver ekstra mærkeligt, når man lægger mærke til, at teksten siger, at det slet ikke var figentid.
Sagen må være, at Jesus igen gør brug af et tegnunder, fordi han vil undervise sine disciple.
Først og fremmest bruger Jesus anledningen til at sige noget om, hvad tro er (Mark 11,19-26).
Men måske er der også et andet aspekt i dette under. I Det Gamle Testamente har figentræet nemlig tidligere været brugt som et billede på Israel. Generelt optræder træet i Det Gamle Testamente både i forbindelse med Guds løfter om vækst og velstand for folket og i profeternes advarsler.
For eksempel fortæller Jeremias, at Gud ser Israel som et figentræ, der ikke bærer frugt (Jer 8,13). Senere bruger Jeremias igen fignerne som et billede på Israels folk: De gode figner betegner de israelitter, som havde adlydt Gud, mens de dårlige figner er de israelitter, som havde været ulydige (Jer 24).
Også profeterne Hoseas (9,10), Mika (7,19) og Habakkuk (3,17) bruger dette billede.
Hvis vi lægger mærke til det, der sker umiddelbart efter forbandelsen af figentræet, så ser det ud til, at Jesus med dette tegn (ligesom med helbredelsen af den blinde i Betsajda) foregriber det, der skulle ske kort efter.
Lige efter forbandelsen af figentræet kommer nemlig tempelrensningen (Mark 11,19-26), Jesu møde med ypperstepræsterne og de skriftkloge (Mark 11,27-12,12), mødet med farisæerne og herodianerne (Mark 12,13-17) og mødet med saddukæerne (Mark 12,18-27). Alle de mennesker, som skulle have vejledt folket, har svigtet!
Jesus bruger – ligesom Jeremias – figentræet som et billede på det Israel, han møder i Jerusalem.
I lektion 4 fik disciplene altså igen et profetisk tegn. Midt i deres forvirring over, at Messias skulle dø, måtte de også erkende, at Israel – tilsvarende figentræet – ikke bar frugt. Og Jesu forbandelse af figentræet rummede et uhyggeligt varsel om konsekvensen af, at Israel forkastede deres Messias. Guds rige så ud til at være langt borte fra Israel.

5. Lignelsen om figentræet

To kapitler senere refererer Markus, hvordan Jesus kort før sin død underviser disciplene om de sidste tider. Her spiller figentræet igen en rolle (Mark 13,28-32).
Jesus fortæller om de tegn, der skal gå forud for hans genkomst, for det er med tegnene som med figentræet: Når figentræets grene får blade, er sommeren på vej. Når tegnene viser sig, er Jesus på vej.
Samtidig kan figentræet være et symbol på selve Israel: Når træet igen bliver levende (jf. forbandelsen), så er Jesu genkomst nær, og så kommer det til at bære den sene frugt, som for eksempel Rom 11,12 taler om.
Dog skal vi bemærke, at det ikke er frugten, der er et tegn på, at Jesu komme er nær, kun at figentræet får blade!
Det er i øvrigt påfaldende, at også Matthæus, som skriver det evangelium, der er mest rettet mod jødiske læsere, vælger at nævne både forbandelsen og Jesu lignelse om figentræet.
I den 5. lektion blev der tændt et håb for disciplene. Først og fremmest understregede Jesus, at han ville komme igen. For Jesu jødiske disciple må det have været en glæde, at Israel – på trods af dets svigt – stadig har en rolle at spille i Guds store plan om at lade sit rige bryde helt igennem.
Måske blev Jesu lignelse om figentræet ved med at sidde i baghovedet på disciplene. Efter Jesu opstandelse og endnu fyrre dages undervisning om Guds rige, stillede de ham i hvert fald spørgsmålet: »Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?« (ApG 1,3-6).

Guds rige

Jesu undervisning om Guds rige omfattede meget mere end ovenstående fem lektioner. Men det er vigtigt at bemærke, hvordan Jesus i Markusevangeliet gradvist afslørede flere aspekter af Guds rige i sin uddannelse af disciplene.
Disciplene forundredes over, at Guds rige var langt større, end det israelitiske storrige, som mange af dem forventede, at Messias skulle oprette. Jesus ville bo i menneskers hjerter! At erkende dette mysterium tog tid. Også selvom Jesus afslørede det på helt fantastiske måder. Og midt i det hele skulle de rumme, at der stadig var håb for Israel, selvom flertallet af folket forkastede deres Messias.
Det er ikke mærkeligt, at disciplene blev slået af forundring over Guds store plan. Kan man egentlig andet?