Et nyopdaget aftryk af kong Hizkijas seglaftryk

For nylig blev et nyt seglaftryk opdaget i Jerusalem.

Aftrykket viser et af kong Hizkijas segl. Han er en af de vigtigste konger i Det Gamle Testamente og regerede i slutningen af det 8. århundrede og begyndelsen af det 7. århundrede f.Kr.

Det var i 702-701 f.kr under hans regering, at det store assyriske felttog fandt sted.

Felttoget kulminerede i den mirakuløse redning af Jerusalem fra en belejring, der truede med at ødelægge kongeriget (2 Kong 18 og 19).

Baggrund

Fundet er en sensation af både arkæologiske, historiske og bibelske grunde.

Seglaftryk, eller bullae, blev lavet, når datidens mennesker ville besegle dokumenter, så de kunne identificeres senere.

Skriftrullen, som regel af papyrus eller vellum (dyreskind), blev rullet sammen og bundet med snor.

Ejeren tog så en smule våd jord og ler, formede det og lagde det på snoren. Derefter tog han sit personlige segl og beseglede leret.

Rullen blev identificeret ved hjælp af seglaftrykket, som så blev ødelagt ved at gnubbe det mellem fingrene, så dokumentet kunne rulles ud.

Hvis en brand raserede rummet med skriftrullerne, ville rullen og snoren naturligvis blive brændt op, men seglaftrykket blev gjort til keramik, som arkæologer i fremtiden ville kunne finde.

Sådan gik det til i dette tilfælde. Ifølge lederen af udgravningen, Eilat Mazar, blev aftrykket fundet på en ældgammel losseplads langs med en royal lagerbygning fra de bibelske konger i Judas tid.

Det er én af flere kendte bullae af kong Hizkija, men denne er noget særligt: Det er den eneste, der nogensinde er fundet i en officiel udgravning. Alle de andre er kommet fra antikvitetsmarkedet.

Dette er vigtigt, for selvom de andre nok er interessante, betyder deres mangel på en kendt sammenhæng, at vi ikke ved noget om dem ud over deres udseende. Dertil kommer, at forekomsten af falsknerier på antikvitetsmarkedet gør de andre seglaftryk suspekte.

Opdagelsen af dette aftryk i en kendt arkæologisk sammenhæng tilføjer en mængde viden til vores forståelse af det.

Seglaftrykket

Bullaen er meget lille, 13 x 12 mm, på størrelse med en tommelfingernegl. Skriften er næsten mikroskopisk og afslører, at det er en erfaren håndværker, der står bag. Aftegningen på forsiden indeholder skrift og billeder, og selvom der ikke er blevet udgivet noget fotografi af bagsiden, vil den med al sandsynlighed vise nogle spejlvendte mærker efter snor og den beseglede papyrus.

Der er to tekstlinjer i toppen og bunden af inskriptionen, en solskive med vinger i midten og to ankh-symboler i egyptisk stil, der flankerer midterbilledet på højre og venstre side. To linjer omkranser hele billedet.

Ikke alle bogstaverne er tydelige, men der er nok til at være sikker på, hvad der står:

 "Tilhører Hizkija (søn af) Akaz, Judas konge"

 Der er ikke tvivl om, at der tales om Judas konge Hizkija, som nævnes i Bibelen. Han nævnes også i assyriske optegnelser.

I centrum af bullaen er en solskive med seks stråler og et par vinger, der vender nedad. Den vingede solskive er et almindeligt billede i antikkens Mellemøsten, herunder Egypten og Assyrien, og tjente som regel som symbol for nationens øverste guddom. Det er i høj grad muligt, at det her repræsenterer JHVH, Israel og Judas nationale guddom.

Men der er andre billeder på seglet: to ankh-symboler, et på højre side og et meget svagt aftegnet på venstre side. Ankhen er et egyptisk symbol på liv.

Hizkijas relation til Egypten

Spørgsmålet er derfor, hvilken indflydelse Egypten havde på kong Hizkija.

Da assyrerne belejrede Jerusalem i 702 f.Kr., refererer kongebøgernes forfatter en samtale mellem den øverste assyriske embedsmand, den såkaldte Rav Shakeh, og tre af Hizkijas embedsmænd.

I samtalen beskylder den assyriske general Hizkija for at stole på Egyptens støtte, og han beskriver nedladende kongen af Egypten som en »knækket rørstok«, som gennemborer hånden på alle, der støtter sig til den (2 Kong 18,20-21).

I samme samtale kritiserer han Hizkija for at stole på Egyptens vogne og ryttere (18,24).

Profeten Esajas, der var aktiv under Hizkijas kongedømme og jævnligt konfererede med kongen, advarede ham mod at danne en alliance med Egypten, »som er min ånd imod« (Es 30,1-5), og han samlede temaet op igen ved at advare imod dem, som går til Egypten efter hjælp, for »egypterne er mennesker, ikke guder, deres heste er kød, ikke ånd« (Es 31,1-5).

Det er muligt, at disse vers alle stammer fra den store krise i Hizkijas regeringsperiode, da assyrerne angreb kongeriget.

Måske ledte Hizkijas modvilje mod Assyrien ham til at se mod Egypten efter hjælp.

Vi må ikke glemme, at Juda på politisk niveau var en lille stat med en utrolig vigtig placering, og overlevelse afhang af at have den rette alliance med stormagterne. Hizkijas far, Akaz, havde vendt sig til Assyrien, da han blev truet, og nu, da Assyrien truer Hizkija, vender han sig til Egypten.

Andre seglaftryk fra Hizkija viser også egyptiske motiver som eksempelvis skarabæer. Så det var ikke kun under denne krise, at Hizkija søgte tætte relationer til Egypten; det kunne tyde på, at han og hans kongerige i anseelige perioder af hans regering kom under politisk, kulturel og muligvis åndelig indflydelse fra Egypten.        

Solskiven er et andet symbol, der var almindeligt i antikkens Mellemøsten. Repræsenterer det en form for soldyrkelse her? Der er nogle underfundige referencer til soldyrkelse i Bibelen (Ez 8,16-18), men her, ligesom med ankh-symbolerne, er det sandsynligt, at billedet af solen blev brugt som et generelt billede på magt, styrke og liv, som en afspejling af nationens Gud, JHVH’s, beskyttelse over Hizkijas kongerige.

Eksempelvis fortæller Salme 84,12: »For Herren er sol og skjold.«

Egyptiske billedmotiver var generelt meget populære i den antikke verden. Det er derfor sandsynligt, at disse simple billeder er kommet fra Egypten og er blevet tilpasset Juda og andre nationer i området.

Det assyriske felttog

Naturligvis er det assyriske felttog nøglebegivenheden i Hizkijas regeringstid, og det er beskrevet med mange detaljer, ikke bare i Bibelen, men også i assyriske optegnelser.

Læser vi beskrivelsen i 2. Kongebog 18 og 19, er fokus næsten udelukkende på assyrerkongen Sankeribs belejring af Jerusalem. Men i vers 14 læser vi, at Hizkija sendte en delegation til assyrerkongen, som var i Lakish. Og i vers 17 læser vi, at de tre højtstående embedsmænd kom til Jerusalem, som stadig var under belejring, fra Lakish.

Lakish var Judas anden by med et enormt royalt palads på toppen af højen og en stærkt befæstet byport og -mur. Den var et kardinalpunkt i det assyriske felttog, og kong Sankerib var til stede ved angrebet og ødelæggelsen af byen.

Begivenheden var så vigtig for Sankerib, at han skildrede belejringen af Lakish på tronrummets vægge i paladset i Nineve.

Disse relieffer har været på The British Museum, siden de blev opdaget i det 19. århundrede.

Men belejringen og ødelæggelsen af Lakish bliver kun nævnt i forbifarten i Det Gamle Testamente. Belejringen af Jerusalem er langt vigtigere i det profetiske perspektiv for de bibelske skrifters forfattere.

Der er tre skildringer: 2 Kong 18 og 19, den næsten identiske skildring i Es 36 og 37 og en anden version i 2 Krøn 32, mens det større overblik over Sankeribs felttog bliver beskrevet i poetiske passager i Mika 1 og hos Esajas (kapitel 1, 8-10 og 22).

Mirakuløs redning

Tydeligvis er begivenhederne i årene 702-701 f.Kr. af enorm betydning for kongeriget Juda, og skriverne, der var ansvarlige for at nedfælde kongerigets historie, vendte tilbage til det igen og igen.

Interessant nok var felttoget ikke alene betydningsfuldt for Sankerib, som afbildede det på adskillige prismer og i sin tronsal i Nineve, men også for Juda.

Som vi ved fra den bibelske skildring, endte belejringen med de assyriske troppers tilbagetrækning fra Jerusalems omegn og deres retur til Assyrien. Jerusalem overlevede belejringen.

Men hvordan skete det? Kongebøgerne og Esajas’ Bog giver Herrens engel fortjenesten for at dræbe 185.000 assyriske soldater og dermed fremtvinge hærens pludselige retræte. Krønikebøgerne noterer blot, at en engel fra Herren udslettede alle de assyriske officerer, ledere og fodfolk.

Det er interessant, at Sankerib ikke hævder at have ødelagt Jerusalem. Hans optegnelser fortæller kun, at han indespærrede Hizkija som en fugl i et bur.

Det, der står tilbage, er, at det var en mirakuløs udfrielse, som viste judæerne Guds nåde i sejren – til trods for det faktum, at belejringen efterlod kongeriget reduceret med hensyn til størrelse, status, rigdom og evne til at overleve.

Landbrugsjorden i lavlandet blev overdraget til filistrene, Jerusalems indbyggertal blev fordoblet på grund af de overlevende fra hele landet, der flokkedes i byen som flygtninge, og manglen på mad og evnen til at skabe fornødenhederne til at understøtte folket bragte næsten landet i knæ.

Staten blev en vasalstat under Assyrien, og de næste 75 år blev den domineret af assyrisk indflydelse. Det var kun på grund af Hizkijas søn og efterfølger, Manasses, politisk stærke ledelse og lange regeringstid, at Juda kom til kræfter igen – men prisen var høj.

Landet gled ind i en fuldstændig afgudsdyrkelse, fordi Manasse åbnede sit kongeriges døre for enhver, der kunne hjælpe riget med at genvinde sin rigdom. Disse nytilkommere bragte deres traditioner, religioner, guder, gudinder og andre fremmede vaner med sig.

Nationen kom sig politisk og økonomisk, men Manasse fik kun sytten vers i 2. Kongebog, og hans eftermæle er skræmmende:               

»Ud over den synd, han forledte Juda til, så de gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, udgød Manasse så meget uskyldigt blod, at Jerusalem blev fyldt til randen af det.« (2 Kong 21,16)

Men det er en anden historie.