Det kongelige æsel

Et æsel!? Hvordan i alverden kan det være, at Jesus valgte at ride ind i Jerusalem palmesøndag på et æsel? Havde det ikke været mere passende for én, der kom for at lade sig krone som davidskonge at ankomme på en hest? Måske endda en hvid hest?

Det er Matthæus, der i sin fortælling om forberedelserne til indtoget i Jerusalem beretter, at Jesus valgte et æsel som ridedyr »for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten [Zakarias], der siger: ”Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl”« (Matt 21,4-5 jf. Zak 9,9).

Det er indlysende, at der ligger en symbolik i valget af æslet, men spørgsmålet er, hvordan vi skal forstå symbolikken, når vi nu kommer fra en kultur, hvor æslet fremstår som et stædigt, larmende og på mange måder komisk dyr. Her er det interessant at se på den helt anderledes symbolik, der er knyttet til æslet både i Det Gamle Testamente og i den kultur, som profeten Zakarias var en del af.

Zakarias’ profeti

Zakarias’ profeti befinder sig i et afsnit, der fokuserer på den dom og fred, som den kommende davidskonge skulle bringe med sig.

I Zak 9,9 beskrives kongen som retfærdig, sejrrig og sagtmodig – hvor det sidste skal forstås i betydningen »ydmyg« og »lydig« i forhold til den opgave, Gud havde givet davidskongen. Den kommende davidskonge skulle i al ydmyghed udføre den opgave, han havde fået, nemlig at besejre Israels fjender (9,1-8) og etablere et grænsesprængende fredsrige (9,10-12).

Beskrivelsen af kongens ankomst »på et æsel; på en æselhoppes føl« skal ses som en modsætning til beskrivelsen af en hest i det efterfølgende vers. I Det Gamle Testamente symboliserer heste krig, og de bruges desuden som et udtryk for en tom tillid både til egen styrke (fx Es 2,7; Mik 5,10) og til fjender som assyrerne, egypterne (fx Es 31,1) og perserne (Hag 2,22).

I første del af vers 10 beskrives alt det, som kongen på æslet skal tilintetgøre: vognene, krigsbuerne – og hestene! Dernæst beskrives den »fred«, kongen kommer med. Dette tyder på, at det er freden, der først og fremmest symboliseres med æslet. Sekundært – men selvfølgelig ikke uvæsentligt – er det en kongelig fred.

Resultatet af kongens komme med retfærdighed og sejr i ydmyg lydighed er dels, at alt, der står for ufred, fjernes, så alt, der kendetegner fred, bliver til virkelighed.

Isoleret set kunne udryddelsen af alt, der er uforeneligt med fred, nemlig »vognene i Efraim og hestene i Jerusalem« forstås som udtryk for, at Israel havde en intern fjende; altså at det drejer sig om Efraims og Jerusalems egne vogne, og at ufreden derfor skyldes folket selv. Men set i sammenhæng med vers 1-8, hvor det er de fremmede fjender, der truer folket, er det mere oplagt at forstå det om de umiddelbart omkringboende folk i almindelighed og den egentlige besættelsesmagt, perserne, i særdeleshed.

Budskabet i afsnittet er altså, at davidskongen, der kommer for at oprette sit fredsrige, skal gøre det i ydmyg lydighed mod Gud. Dermed tjente Zakarias’ profeti på hans tid til at skabe håb hos de jøder, der var vendt tilbage fra eksilet i Babylon til det, der ikke længere var et selvstændigt Israel, men den persiske provins Yehud.

Det kongelige æsel

I tekster fra den kultur, som Zakarias var en del af, er æslet forbundet med kongelighed. Når muldyret bliver nævnt i det følgende, er det, fordi æsel og muldyr optræder sammen og med samme symbolik i såvel de bibelske som de ikke-bibelske tekster.

Hvad muldyret angår, nævnes det i tekster fra byen Mari ved Eufratfloden, at amoritterkongen Zimri-Lim (ca. 1775 til 1761 f.Kr.) valgte muldyret, da han skulle besøge sin kommende svigerfar, kongen af Yamhad, fordi det netop var et symbol på kongemagten. Og en anden tekst fortæller, at kongen i en anden situation råder ham til ikke at ride på en hest, men på et æsel, fordi netop æslet symboliserede kongemagten.Fra samme tid forklarer en embedsmand fra den assyriske handelskoloni Kanesh i Anatolien, hvorfor han ønsker at ride på et muldyr. Det gør han for på bedste måde at kunne repræsentere kongemagten.

Rent tidsmæssigt er der et godt stykke vej fra disse tekster til Zakarias’ Bog, men da vi finder samme forståelse af æslet i andre bibeltekster, er der god grund til at tro, at denne symbolik også gjorde sig gældende på Zakarias’ tid. Det gælder for eksempel modstillingen af »hest« og »muldyr« i 1 Kg 1,5, hvor Adonija skabte ufred ved at anskaffe sig »vogne og heste« i bestræbelserne på at sikre sig kongemagten. I vers 33 hører vi, at Salomo blev sat på kongens mulddyr for at sikre davidsslægtens herredømme.

Men også i en anden »kongelig« kontekst støder vi på æslet, nemlig i optakten til Sauls kroning som Israels første konge. Sauls søgen efter de bortløbne æsler fører Saul og hans mænd gennem de efraimittiske områder Shalisha, Sha’alim, Benjamin og Suf (1 Sam 9,3-5) til profeten Samuel – og kongedømmet! »Æselhoppe« forbindes endvidere med kongelighed i 1 Mos 49,10-11, mens det i Dom 5,10 hedder, at Israels herskere rider på »hvide æsler.«

Det fredelige æsel

Der er imidlertid også en anden symbolik knyttet til æslet, som kan have fået en klokke til at ringe hos de oprindelige læsere af Zakarias’ profeti. I en række tekster fra Mari ved Eufratfloden omtales et såkaldt »fredsæsel«, som blev ofret i forbindelse med indgåelsen af en fredspagt mellem de to grupper hanæerne og idamarerne.

Eftersom den æselridende konge i Zak 9 netop bringer »fred« med sig, er det tænkeligt, at æslet af Zakarias’ samtidige blev opfattet som et sådant fredsæsel. Især fordi det også i andre bibeltekster forbindes med fred.

Efter ufreden i forbindelse med Abimeleks forsøg på at blive konge berettes det i Dom 10,4 om den periode, der fulgte med fredsdommerne Tola og Jair, at sidstnævnte »havde tredive sønner; de red på tredive æsler og havde tredive byer«. Det samme fortælles om fredsdommeren Abdon, der havde »fyrre sønner og tredive sønnesønner; de red på halvfjerds æsler« (Dom 12,14).

Dobbelt symbolik

Både de bibelske tekster og den symbolik, der var forbundet med æslet i kulturen, underbygger i høj grad det budskab om kongedømme og fredsrige, som Zakarias forbinder med kongens ridt.

De to dokumenterede symbolikker behøver som tidligere nævnt ikke at være gensidigt udelukkende, hverken hos Zakarias eller hos Mattæus, og hvis begge symbolikker er blevet aktiveret gennem Zakarias’ beskrivelse af den kommende davidskonge, så har profetien altså været ladet med symbolik, der inviterede både Zakarias’ og Mattæus’ samtidige til at forstå æslet i lyset af andre tekster om det fuldkomne kongedømme og fredsrige.

Var Jesus redet ind i Jerusalem på en hest, ville han have indfriet de forhåbninger, der var til en politisk messias, der med vold og magt skulle fordrive romerne. Men han valgte et æsel, fordi hans rige »ikke er af denne verden« (Joh 18,36), og for at kunne forkynde: »Fred være med jer!« (Joh 20,19).