Det begyndte i Jerusalem ...

Kort før sin himmelfart lovede Jesus disciplene, at de ville opleve en udgydelse af Guds Ånd, som ville udruste dem til at sprede evangeliet i Jerusalem og videre ud i verden (Luk 24,47; ApG 1,8).
Den unge kirke i Jerusalem oplevede en kraftig medlemsvækst i de første år efter Jesu himmelfart. Man koncentrerede sig om den jødiske befolkning i Jerusalem og omegn i en sådan grad, at hedningernes rolle i Guds frelsesplan blev nedtonet.
Så måtte Gud gribe til overnaturlige midler for at minde om sin frelsesplan.

De første kristne i Jerusalem

Den første kristne kirke opstod i Jerusalem. Når man læser Apostlenes Gerninger, er det værd at bemærke, at de første syv kapitler udelukkende foregår i Jerusalem.
Jerusalem var en hellig by, for her lå templet, Guds bolig på jorden. Templet var der, hvor den årlige syndstilgivelse fandt sted på Den store Forsoningsdag, yom kippur, og hvor man dagligt kunne bringe forskellige ofre.
Jerusalem var – som den er i dag – en meget religiøs by. Der fandtes en broget mangfoldighed af jødisk religiøsitet og forskellige teologiske grupperinger i Jerusalem.
En af disse grupper var de Jesus-troende jøder.
Den allerførste kristne kirke havde et stærkt jødisk præg, da de troende menighedsmedlemmer var jøder, efterkommere af Abraham. De var organiseret med et apostolsk lederskab (Jesu tolv apostle), diakoner (ApG 6,1ff), gudstjenester i hjemmene og daglig tilbedelse i templet (ApG 2,46; 3,1).

Messiansk- jødisk kirkevækst

Jerusalem-menigheden var fra starten en hurtigt voksende menighed. Allerede på kirkens »fødselsdag«, pinsedagen, hvor Gud begyndte at udgyde sin Ånd over alle mennesker, kom hen ved 3000 mennesker i Jerusalem til tro på Jesus Kristus og blev døbt (ApG 2,41).
Det har været en travl arbejdsdag for den nyfødte kirke, og det er ikke svært at forestille sig disciplenes glade råb i de små gader: »Kom og giv mig en hånd her, folk står jo i kø for at blive døbt!«.
Dagene inden kunne de tælles i få hundreder. Nu taltes de i tusinder. Og i den følgende tid var der dagligt mennesker, som kom til tro på Jesus som Messias (ApG 2,47).
Og kirkevæksten fortsatte. Kort tid efter nåede tallet af Jesus-troende jøder, uden at tælle kvinder og børn med, op på omkring 5000 (ApG 4,4). Både i templet og hjemme i hverdagslivet fortsatte de dagligt med at undervise og forkynde, at Jesus er »den Salvede« (hebraisk: Messias; græsk: Kristus).
Da Jesu bror Jakob nogle år senere blev leder af Jerusalem-menigheden, var der en skare på »mange tusinde jøder, der er blevet troende, og de brænder alle af iver for loven« (ApG 21,20).

Tilbedelse i templet

I Jerusalem havde menighedsmedlemmernes trosliv og gudstjenesteform et entydigt jødisk særpræg.
Det kan være svært at forstå for os hedningekristne på næsten 2000 års afstand. Hvis man tror på Kristus, så tilbeder man ham vel ikke i et jødisk tempel? Jo, det gjorde de i begyndelsen af kirkens historie! De troede på Kristus, brændte af iver for loven og gik i templet for at tilbede og dér undervise om Guds frelsesplan (ApG 2,46; 5, 21).
Som jøder levede de blandt jøder. Så længe der var et tempel i Jerusalem, var det et naturligt tilbedelsessted for dem. Her fandt de det tilknytningspunkt, der gav deres forkyndelse relevans og gennemslagskraft i en jødisk sammenhæng. Tilbedelse af Faderen og Sønnen i Ånd og sandhed var for dem forbundet med tilbedelse af Gud og Kristus i templet i Jerusalem.

Hedningernes plads i Guds frelsesplan

Men den første menighed løb ind i problemer. Fremtrædende medlemmer af Jerusalem-menigheden havde overordentligt svært ved at forestille sig, at evangeliet også skulle forkyndes for dem, der ikke hørte til Israels land og folk og derfor ikke havde nogen særlig berøring med Guds ord i Det Gamle Testamente, ikke var omskårede og ikke overholdt de jødiske renhedsforskrifter.
Kunne Jesus Messias overhovedet tilbedes i en sådan ikke-jødisk sammenhæng?
En læsning af Apostlenes Gerninger viser, at holdningerne var delte. Nogle ledere mente tydeligvis, at udgydelsen af Helligånden i første omgang var forbeholdt de jødekristne. Og man drog den logiske konsekvens: Først skulle hele Israel frelses, og så skulle tiden komme for mission blandt hedninger.
Mon ikke det er den forventning, der ligger bag disciplenes spørgsmål til Jesus i ApG 1,6: »Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?«
Men i den unge kirke skete der en dag noget, som førte til, at mange af de Jesus-troende jøder måtte revidere store dele af deres verdensbillede.

Simon Peter

En af de mest fremtrædende Jesus-troende jøder var apostlen Simon Peter. De fire evangelier beretter om, hvordan han fornægtede sin Herre og Mester. I Joh 21 fortælles det, hvordan Simon Peter derefter bliver mødt af den opstandne Jesus ved Genesaret Sø og dér bliver tilgivet og indsat af Jesus som hyrde og leder.
Simon Peter var nu Jerusalem-menighedens første leder, og han spiller en fremtrædende rolle i de første 12 kapitler af Apostlenes Gerninger.
Beretningen i Apostlenes Gerninger tyder på, at Peter i begyndelsen delte den forståelse, at evangeliet kun skulle forkyndes inden for rammerne af Israels folk, Jerusalem og templet.
Hvis hedninger ville forsones med Israels Gud, måtte det ske inden for disse rammer.

Simon Peters syn

I ApG 10 får Simon Peter imidlertid et syn fra Gud, som gør det tydeligt, hvordan de Jesus-troende jøder skulle se på de hedninger uden for Israel, der kom til tro på Jesus.
I synet ser Simon Peter en stor dug fyldt med alverdens forskellige dyr. Der er dyr, som for en jøde er urene, men Peter befales af Gud at slagte og spise af dem.
»Ikke tale om«, siger Peter, men en røst svarer: »Hvad Gud har erklæret for rent, må du ikke kalde vanhelligt« (ApG 10,14).
Efter at have set det samme syn tre gange, hører han sit navn blive råbt nede fra gaden. Guds Ånd tilskynder Simon Peter til at følge med mændene, der råber, og Peter går forvirret ned fra hustaget og åbner døren for nogle mænd, som bringer bud fra hedningen Cornelius i Cæsarea.
På vej til Cæsarea har Simon Peter haft tid til at grunde over synet.

Et nyt verdensbillede

Han møder op i Cornelius’ hus, som er fyldt med hedninger, og siger blandt andet: »I ved, at det ikke er tilladt for en jøde at omgås eller besøge nogen fra et fremmed folk. Men Gud har vist mig, at jeg ikke skal kalde noget menneske vanhelligt eller urent« (ApG 10,28).
Og han fortsætter: »Nu forstår jeg, at Gud ikke gør forskel på nogen, men at han i et hvilket som helst folk tager imod den, der frygter ham og øver retfærdighed. Det er det ord, Gud sendte til Israels folk, da han forkyndte fred ved Jesus Kristus, han er alles Herre« (ApG 10,34-36).
Peter forkynder om Jesus, om tilgivelsen og opstandelsen for hedningerne, og de tager imod ordet og bliver døbt med vand og ånd i Jesu navn (ApG 10,47) til stor undren for en gruppe Jesus-troende jøder, som var fulgt med Simon Peter (ApG 10,45).

Et glædeligt opgør i Jerusalem

Rygtet om denne utrolige begivenhed er løbet i forvejen, så da Peter vender hjem til Jerusalem, konfronteres han af en gruppe mennesker, som i den danske oversættelse af ApG 11,2 kaldes for »jøderne«. Det er en misvisende oversættelse, som virker forvirrende. Oversat direkte fra græsk står der: »De som praktiserer omskærelse«, og ud fra sammenhængen er det klart, at der er tale om Jesus-troende jøder fra Jerusalem-menigheden.
Det bliver tydeligt i det følgende, hvor Peter forklarer hændelsesforløbet for dem, og slutter med ordene: »Når nu Gud har givet dem (hedningerne i Cornelius’ hus!) den samme gave, som vi fik, da vi var kommet til tro på Herren Jesus Kristus, hvordan skulle jeg så kunne hindre Gud i noget?« Det beroliger dem, de bliver glade og udbryder: »Så har Gud da også givet hedningerne omvendelsen til livet.« (ApG 11,17f).

En ny tid

I dag tilbedes Israels Gud og Herren Jesus Kristus i Jerusalem og ud over verden af Jesus-troende jøder.
I dag tilbedes Israels Gud og Herren Jesus Kristus ud over hele verden af Jesus-troende hedninger. Og tiden, hvor alt skal genoprettes og jorden nyskabes, er rykket nærmere. »Ydmyg jer derfor under Guds stærke hånd, så vil han ophøje jer, når tiden kommer,« skrev apostlen og menighedslederen Simon Peter i et brev (1 Pet 5,6).
Lederen af Jerusalems menighed så syner og blev profetisk henrykket af Gud på et fladt hustag nær Middelhavet. Derigennem forandredes verdensbilledet hos menighedslederen Peter, og der blev skabt åbenhed i menigheden for at forkynde om Messias blandt uomskårne hedninger.
Det er vel først efter Jerusalems ødelæggelse og templets fald i år 70 e.Kr., at apostlene og andre Jesus-troende jøder har forstået den fulde rækkevidde af Jesu profeti til en samaritansk kvinde i Joh 4,21-23 om, at der kommer en tid, hvor Gud ikke længere alene skal tilbedes i Jerusalem, en tid, hvor tilbedelsen af den eneste sande Gud skal ske ud over hele jorden.
En tid, hvor Gud – med Simon Peters ord ovenfor – »i et hvilket som helst folk tager imod den, der frygter ham og øver retfærdighed«. Det er den tid vi lever i nu. Indtil Kristus atter sætter sin fod på Oliebjerget.