De første kristne blandt farisæere og skurke (religiøse retninger i Israel på Jesu tid)

Der gemmer sig en skurk i Det Nye Testamentes beretninger om de første kristne. Spørgsmålet er bare, hvem skurken er.

I jagten på ham tager Ole Andersen os med på en tur gennem Apostlenes Gerninger og peger på nogle spændende oplysninger, som tit bliver overset.

Afsløringen af skurken vil sikkert overraske mange kristne.

For 2000 år siden dannede Jerusalem rammen om et mylder af religiøse grupper og retninger. En rabbiner fra 200-tallet fortæller, at der var ikke mindre end 24 forskellige retninger i jødedommen, da Jerusalem blev ødelagt i år 70 e.Kr.

En del af disse retninger er omtalt i Det Nye Testamente. Det gælder først og fremmest saddukæerne, som var et præste- og rigmandsparti, og farisæerne, som var en bibeltro lægmandsbevægelse. Men Det Nye Testamente fortæller også om sikarierne, der var en af de mange oprørsbevægelser mod romerne, og om hellenisterne, det vil sige de græsktalende jøder fra diasporaen, som havde slået sig ned i Jerusalem.

Kriminalgåden

En dag i 30’erne, hvor tusindvis af jøder var samlet i Jerusalem for at fejre den jødiske pinsefest (shavuot), opstod der en ny retning i det jødiske folk. Fiskeren Peter fra Galilæa holdt en prædiken, der overbeviste næsten 3000 mennesker om, at Jesus fra Nazaret var Israels Messias.

De Jesus-troende jøder kom helt fra begyndelsen af til at udgøre en selvstændig gruppe i folket. Men det betød ikke, at de holdt op med at være jøder. De Jesus-troende jøder blev ved med at deltage trofast i gudstjenesten i templet. De læste den jødiske bibel og bad de jødiske bønner. Og Apostlenes Gerninger fortæller endda, at den nye retning var populær selv hos nogle af de jøder, der ikke troede på Jesus (ApG 2,47). Den nye gruppe af jøder, der troede på Jesus, blev kaldt for »Vejen« (ApG 24,14). I årene efter pinsedagen sluttede endnu flere jøder i Jerusalem sig til Vejen. En del år senere kunne Jakob som leder af de Jesus-troendes menighed stolt fortælle, at der på det tidspunkt var mange tusinde jøder i Jerusalem, som var kommet til tro på Jesus (ApG 21,20).

Gnidningsfrit var det dog ikke, at der pludselig dukkede en konkurrent op til de øvrige religiøse retninger i byen. Gang på gang fortæller Apostlenes Gerninger om sammenstød mellem tilhængere af Jesus og jøder fra andre retninger i Jerusalem. Det er i forbindelse med disse sammenstød, at Det Nye Testamente skjuler en lille »kriminalgåde«.

To skurke og en hjælper

Hvem var de jøder, der kæmpede hårdest mod de jødekristne? De fleste kristne i dag vil uden betænkningstid svare: Farisæerne.

Farisæer er i kristen sprogbrug blevet til et af de mest negative skældsord, der kan tænkes. En dansk sognepræst skrev for et par år siden i et avisindlæg om Jesus, der »brød med farisæernes forstenede og fordømmende religion«.

Opfattelsen af farisæernes tro som benhård lovtrældom kombineres hos mange kristne med en opfattelse af farisæerne som de mest indædte modstandere af de første kristne. Spørgsmålet er, om denne almindelige antagelse er rigtig.

Apostlenes Gerninger fortæller om fem større sammenstød mellem de Jesus-troende jøder og andre jøder i Jerusalem. Beretningerne om de fem sammenstød viser, at det som regel var tilhængere fra to bestemte jødiske partier, der bekæmpede de jødekristne. Til gengæld fik de jødekristne god støtte og hjælp fra tilhængerne af en af de øvrige jødiske retninger.

Eller sagt med andre ord: Set med de jødekristnes øjne var der to skurke og én hjælper blandt de jødiske retninger i Jerusalem. En oversigt over de fem sammenstød afslører tydeligt, hvem der spiller hvilken rolle i dramaet.

Det første sammenstød

Det første sammenstød mellem jødekristne og andre jøder hører vi om i ApG 3-4.

Peter og Johannes har helbredt en lam mand ved en af templets porte. Helbredelsen vækker opsigt, og folk stimler sammen på tempelpladsen, hvor Peter griber anledningen til at prædike om Jesus.

Peter og Johannes’ »gademission« bliver dog afbrudt, fordi der pludselig dukker nogle mennesker op og arresterer dem. Næste dag bliver apostlene fremstillet for »folkets ledere og ældste«, tilsyneladende det store råd, Sanhedrin, som var jødernes øverste myndighed. Rådet vælger en kompromisløsning: de løslader Peter og Johannes, men giver dem samtidig en umisforståelig advarsel mod igen at prædike om Jesus.

Hvem stod bag arrestationen af apostlene?

Det gjorde »præsterne og tempelvagtens anfører og saddukæerne« (4,1). Tempelvagtens anfører var ikke en hr. hvemsomhelst, men ypperstepræstens stedfortræder. Det var altså de ledende præster, det vil sige saddukæernes parti, der stod bag arrestationen.

Det er bemærkelsesværdigt, at rådet vælger at ophæve saddukæernes arrestation af apostlene. Og det er endnu mere bemærkelsesværdigt, at en af grundene til løsladelsen er, at rådet er bange for »folkets holdning« (4,21). Dette sammenstød er altså ikke, som det ellers ofte bliver fremstillet, et sammenstød mellem de Jesus-troende jøder på den ene side og alle andre jøder på den anden side.

Det første sammenstød, vi hører om i Apostlenes Gerninger, er klart beskrevet som et sammenstød mellem saddukæerne på den ene side og de Jesus-troende jøder støttet af den almindelige folkestemning i Jerusalem på den anden side.

Oppositionens stemme

Apostlene blev dog ved med at prædike i søjlegangene på tempelpladsen. Dermed var der lagt op til næste sammenstød (ApG 5).

Igen er det saddukæernes parti med ypperstepræsten i spidsen, der får apostlene arresteret (5,17-18). Om natten lader Gud imidlertid en engel åbne fængselsporten for dem, så tempelvagtens anfører næste morgen igen må ulejlige sig op på tempelpladsen for at hente dem.

Saddukæerne indkalder endnu engang Sanhedrin og anklager apostlene for at have overtrådt forbudet mod at prædike om Jesus. Apostlenes svar under forhøret gør saddukæerne så rasende, at de vil dræbe dem (5,33). Men så sker der noget spændende.

I Sanhedrin sad der både saddukæere og farisæere. Indtil nu har vi kun hørt om saddukæernes reaktion på apostlenes forkyndelse. Men nu rejser farisæeren Gamaliel sig i rådet og holder en tale. Gamaliel er en kendt skikkelse fra rabbinernes litteratur. Han var leder af farisæerne og anerkendt blandt mange jøder både i Israel og i diasporaen. Og så var han forresten også lærer for den unge farisæer Paulus.

Hvad har denne fremtrædende leder af oppositionspartiet farisæerne at sige om de jødekristne?

Jo, Gamaliels konklusion er klar: »I denne sag siger jeg jer: Hold jer fra disse mennesker og lad dem gå! For hvis dette er menneskers vilje eller værk, falder det fra hinanden, men er det fra Gud, kan I ikke fælde dem; kom ikke til at stå som mennesker, der kæmper mod Gud« (5,38-39).

Farisæernes leder forsvarer apostlene. Det store råd er altså delt. Farisæerne kræver, at apostlene bliver løsladt, mens saddukæerne vil have dem dræbt.

Det bliver farisæerne, der vinder. Rådet beslutter at løslade apostlene, efter at de - velsagtens som en indrømmelse til saddukæerne - er blevet pisket og har fået indskærpet forbudet mod at prædike.

Det forventede billede

I ApG 6-9 hører vi om det tredje sammenstød. Denne gang er anledningen en voldsom diskussion mellem den Jesus-troende Stefanus og nogle andre jøder. Diskussionen ender med, at Stefanus bliver stenet, og hele episoden resulterer i en forfølgelse af de jødekristne i Jerusalem.

Initiativtagerne til mordet på Stefanus var nogle jøder »fra den synagoge, der hed De Frigivnes, Kyrenæernes og Alexandrinernes Synagoge, og nogle fra Kilikien og provinsen Asien« (6,9).

Det var med andre ord jøder fra den græsktalende diaspora, de såkaldte hellenister, der i denne situation var initiativtagere. Men de var ikke alene om det. En af de aktive både i mordet og den efterfølgende forfølgelse var farisæeren Paulus, Gamaliels elev (7,58-8,3).

Her møder vi altså endelig det billede, vi på forhånd havde forventet: en farisæer dybt engageret i forfølgelsen af de jødekristne.

Så ivrig var Paulus i sit had, at han rejser til Damaskus med officielle breve, der bemyndiger ham til at arrestere tilhængere af Vejen dér. Men her indeholder teksten en overraskende oplysning: Paulus »gik til ypperstepræsten og bad ham om breve til synagogerne i Damaskus...« (9,1-2).

Paulus var farisæer og tilmed discipel af selve Gamaliel, farisæernes leder. Rabbinske tekster fortæller, at Gamaliel fra Jerusalem sendte officielle udsendinge med breve fra Jerusalem til jødiske samfund rundt om i verden. Hvorfor gik Paulus så ikke til sin egen lærer for at få et brev til samfundet i Damaskus? Hvorfor gik han som farisæer tværtimod til ypperstepræsten, lederen af saddukæernes parti?

Den naturligste forklaring er, at forholdet til de jødekristne havde ført til et brud mellem Paulus og hans lærer Gamaliel. Gamaliel og de fleste farisæere forholdt sig afventende over for de jødekristne. Paulus, der hadede de jødekristne, valgte derfor at indgå i en alliance med nogle hellenistiske jøder og saddukæerne, der delte hans had.

Agrippa’s forfølgelse

ApG 12 fortæller, at kong Herodes Agrippa (år 40-44 e.Kr.) henrettede apostlen Jakob og arresterede Peter.

Dette fjerde sammenstød adskiller sig imidlertid fra de andre, fordi initiativtageren er en enkeltperson, og ikke en af de jødiske grupper. Det betyder, at vi ikke ud fra denne beretning kan lære meget om det indbyrdes forhold mellem de forskellige jødiske grupperinger.

Ballade i rådet

Det femte sammenstød foregår først en del år senere. Paulus er kommet tilbage til Jerusalem efter de tre missionsrejser og er lige ved at blive lynchet på tempelpladsen. Initiativtagerne er »jøderne fra provinsen Asien« (21,27), altså igen hellenister fra diasporaen. Den romerske kommandant kommer imidlertid til og redder Paulus. Kommandanten får indkaldt det store råd og fremstiller Paulus for dem.

Efter nogle indledende skærmydsler giver ApG følgende malende beskrivelse af forhøret:

»Da Paulus vidste, at den ene del af Rådet bestod af saddukæere og den anden del af farisæere, råbte han: ‘Brødre, jeg er farisæer og stammer fra farisæerne. Nu skal jeg dømmes for håbet om dødes opstandelse!’ Da han sagde det, opstod der strid mellem farisæerne og saddukæerne, og forsamlingen blev splittet.«

Her indskyder Apostlenes Gerninger en forklaring om, at saddukæerne hverken tror på en opstandelse eller på engle og ånder, mens farisæerne tror på det hele. Og så fortsætter beretningen:

»Der blev en voldsom råben, og nogle af de skriftkloge fra farisæernes parti rejste sig og gjorde indsigelse: ‘Vi finder ikke, at den mand har gjort noget ondt. Tænk, hvis en ånd har talt til ham, eller en engel!’ Der blev sådan en strid, at kommandanten var bange for, at de ligefrem skulle rive både arme og ben af Paulus...«

Paulus får dog lov til at beholde sine lemmer. Men det bemærkelsesværdige er, at farisæerne i rådet selv så mange år efter pinsedag forsvarer den jødekristne Paulus mod saddukæernes og de hellenistiske jøders angreb.

Skurkene fundet

Apostlenes Gerninger giver ikke plads for tvivl. Set med de jødekristnes øjne var der to »skurke« blandt de jødiske retninger i Jerusalem: saddukæerne og nogle hellenistiske jøder fra diasporaen. I fire ud af de fem sammenstød er det disse to grupper, der tager initiativ til forfølgelsen. Farisæerne bliver derimod gennem hele Apostlenes Gerninger konsekvent beskrevet som enten afventende eller direkte som støtter for de jødekristne.

Denne konklusion er vigtig af flere grunde.

For det første for sandhedens skyld. Mens mange kristne har et entydigt negativt billede af farisæerne, er billedet i Det Nye Testamente nuanceret. Det er rigtigt, at der er nogle store teologiske forskelle på Jesus og farisæerne. Men samtidig var farisæerne den gruppe i antik jødedom, der var mest venskabeligt indstillet til de første jødekristne.

For det andet er dette vigtigt på grund af forholdet mellem jøder og kristne i dag. Rabbinsk jødedom, som vi kender den i dag, er - noget forenklet sagt - vokset ud af farisæisk jødedom på Det Nye Testamentes tid. Derfor er det vigtigt, at vi som kristne ikke sortmaler farisæerne.

Religiøse retninger i Israel på Det Nye Testamentes tid

1. Saddukæerne

Et præste- og rigmandsparti med stor indflydelse.

ApG 5,17; 23,8; Luk 20,27.

2. Farisæerne

Datidens »bibeltro«, der nøje fulgte GT’s love.

ApG 26,4-5; Gal 1,14; Mark 7,1-4.

3. Herodianerne

Muligvis tilhængere af Herodes-slægten. Enkelte forskere: andet navn for essenerne.

Mark 12,13.

4. Sikarierne

En af flere oprørsgrupper mod romerne.

Apg 21,38; 5,37.

5. »De fromme«

Ikke egentligt parti, men strømning eller bevægelse af »bibeltro« jøder, der kom i templet og synagogerne.

Luk 2,25; 2,36-38; ApG 8,2.

6. Hellenisterne i Jerusalem

Græsk-talende jøder fra diasporaen, der for kortere eller længere tid opholdt sig i Jerusalem.

Joh 12,20; ApG 6,1.9; 9,29; 21,27-28.

7. »Vejen«

Jøder, der troede på Jesus som Messias.

ApG 2,41; 6,7; 9,2; 21,20; 24,14.

8. Essenerne

En streng, religiøs gruppe med tilhængere over hele Israel og en form for center ved Qumran. Dødehavsrullerne tilhørte sikkert denne gruppe.

Er næppe direkte omtalt i NT.