Tobit søgte Gud midt i trængslen

Tobit var omkring år 700 f.Kr. i eksil i Mesopotamien med sine jødiske landsmænd. Han levede et vanskeligt liv med store prøvelser, men holdt fast i Guds bud og søgte ham i bøn – og det blev til velsignelse. Både Tobit og flere andre personer fra Tobits Bog, som er en af de apokryfe bøger, kan lære os meget om lydighed og tillid til Gud. I denne artikel møder vi nogle af dem.

Tobit var en gudfrygtig mand, som levede i en tid med stort åndeligt frafald. Martin Luther kalder Tobits Bog en komedie på grund af dens positive budskab. Personerne i bogen er et stort vidnesbyrd om troskab mod Gud selv i svære tider, og bogen giver os nogle gode åndelige principper til at leve som kristne i trængselstider. Og den er en stærk understregning af, at Gud griber ind på underfuld vis, når hans børn kommer til ham med deres nød.

Troskab mod Guds ordninger

Bogen fokuserer på troskaben mod Guds ordninger ud fra forskellige nøglepersoners oplevelser. Den første er Tobit. Han var den eneste i Nordriget, som var trofast over for templet i Jerusalem i Sydriget, og som den eneste i sin stamme rejste han dertil for at ofre i overensstemmelse med loven – mens hans fæller ofrede på altrene i Israel (Tob 1,5-6).
Da han senere blev tvangsforflyttet til Nineve, måtte han leve i en by med »megen uret og svig; men ingen [følte] skam!« (14,10). I Nineve stod han også alene med sin trofasthed mod loven. Han fik taget alt, hvad han ejede, og måtte flygte. Som om det ikke var nok, blev den fromme Tobit yderligere prøvet, da han fik en fugleklat i øjet, der gjorde ham blind, lige efter at han havde udøvet en barmhjertighedsgerning ved at begrave en landsmand, som var blevet myrdet og smidt på gaden (2,9-10). Det rokkede dog ikke ved hans troskab mod loven.
Men den store modgang og de mange prøvelser bragte ham i en form for depressiv tilstand. Han mistede modet og lysten til at leve, og efter et skænderi med sin hustru bad han om at få lov til at dø. Da den forklædte engel Rafael hilste på Tobit, svarede han: »Hvad har jeg mere at glæde mig over? Jeg er blind og kan ikke se himlens lys, men ligger i mørket ligesom de døde, der ikke kan se lyset. Skønt levende er jeg blandt de døde!« (5,10).
Tobits historie minder på mange måder om Jobs. Ligesom Job var Tobit en meget retfærdig og gudfrygtig mand, der blev prøvet på sin fromhed. Som en konsekvens af sine lidelser – blandt andet sin hustrus anklager – forbandede Job også sit liv og ønskede at dø (Job 3,6 og 7).              
Parallelt til Tobits historie introduceres vi i Tobits Bog til kvinden Sarah, som var plaget af en dæmon, der hindrede hende i at blive gift, fordi den slog hendes kommende ægtemænd ihjel. Hun overvejede at hænge sig, men valgte at komme til Gud i sin nød. Det fremgår dog tydeligt, at hun i den sammenhæng også bad Gud om lov til at dø (3,7-15).

Fiskeindvolde som bønnesvar

Både Tobit og Sarah havde altså mistet lysten til at leve. Men midt i deres trængsel griber Gud ind på en eventyrlig måde.
Under en vandring med englen Rafael sendte Gud en fisk til Tobits søn, Tobias, som skulle giftes med Sarah. Rafael bad ham om at gemme fiskens indvolde. På bryllupsnatten brændte Tobit nogle af indvoldene i brudekammeret, så dæmonen flygtede (8,3). Og da Tobias kom tilbage til sine forældre, smurte han resten af indvoldene på Tobits øjne, så han blev seende igen. Begge undere blev et stort vidnesbyrd for dem, som var omkring dem.
Efter miraklerne med fiskeindvoldene afslørede Rafael sin sande identitet og gjorde det klart, at Gud skulle have æren og takken. Det bud fulgte Tobit – og han døde med lovprisning af Gud på sine læber. Tobits lovprisning minder om Zakarias’ reaktion i Lukasevangeliet kapitel 1, hvor han også takker Gud efter at have fået sin stemme tilbage.
Det fremgår tydeligt, at Tobit og Sarah blev bønhørt og hjulpet, fordi de inderligt ønskede at være tro mod Guds ordninger, og fordi de handlede på hans løfter. Der var en stor risiko forbundet med at gifte sig med Sarah, men Tobias handlede dels på sin fars ønske om et ægteskab i overensstemmelse med loven, dels på Rafaels løfter om, at Gud ville være med ham.
Situationen med dæmonen i brudekammeret var knyttet til seksuel udfoldelse, og bønnen om barmhjertighed og beskyttelse, som Tobit og Sarah bad, lige før de gik i seng, kan fortolkes som en overgivelse af deres seksuelle samliv til Gud – og derfor kunne dæmonen ikke ødelægge deres ægteskab.
I sin fortale til Tobits Bog fremhæver Luther, at Sarahs og Tobits tålmodighed og tillid til Gud er forbilledlig for ægtefolk. 

Familien som centrum

Personerne i Tobits Bog er forbilledlige, når det gælder håndteringen af deres svære situation. Ud over at inddrage Gud i alle beslutninger og handlinger holdt de sammen i deres familie og tjente Gud og hinanden netop i familien.
Det var her, det åndelige liv udfoldede sig, og det fik en afgørende betydning i trængselstiden. Sarah og Tobias lagde deres ægteskab og samliv over til Gud. Og Raguel bad sin datter Sarah om at ære sine svigerforældre lige så højt som sine forældre. Gennem netop familiefællesskabet styrkede de deres åndelige liv i en tid, hvor det åndelige forfald var stort. 

Bønnens betydning

Ligesom i Jobs tilfælde ender fortællingen om Tobit lykkeligt. I Tobits Bog er der en klar sammenhæng mellem bøn og ændringen af personernes livssituation. Rafael blev sendt fra Gud som svar på bøn, og bekæmpelsen af dæmonen var knyttet til bøn (6,18; 12,12). I bogen får vi seks eksempler på bønner, som er meget lærerige. De to første bønner (kap. 3) er klagebønner af henholdsvis Tobit og Sarah. Tobias’ og Raguels bønner i midten af bogen (kap. 8) vedrører ægteskabet mellem Sarah og Tobias. De er både i den jødiske og den kristne tradition blevet betragtet som gode bønner for ægteskabet. De to sidste er Tobits takkebønner, efter at Rafael har åbenbaret sammenhængen for ham (11,14-15; 13). Vi skal se nærmere på de to første bønner – af Tobit og Sarah. 

At være i den rette position

Begge bønner indledes med en lovprisning og anerkendelse af Guds suverænitet og magt i verden: Tobit fremhæver Guds retfærdighed, barmhjertighed og sandhed i hans måde at regere verden på (3,2); Sarah velsigner og priser Gud (3,11). Derpå fremlægger de deres ærinde. På den måde placerer de sig i den rette position i forhold til deres skaber.
 I modsætning til Job, som måtte lære det rette forhold mellem Gud og sig selv, er Tobit og Sarah begge bevidste om, at de er små i forhold til Gud og hans retfærdighed. Det betyder dog ikke, at de ikke af hjertet fremfører deres frustration. Men ved på forhånd at anerkende Guds storhed kan de fremlægge deres sag, som de ser den, og samtidig vide, at Gud vil lede dem i retfærdighed. Sarah fremhæver sin uskyld og beder om at dø. Hvis det ikke er Guds vilje, ønsker hun dog, at retfærdigheden må ske fyldest.
 Hos Tobit bliver bønnen en syndsbekendelse, som også er knyttet til hans folks skæbne. Tobit beder om at dø, fordi han møder spot og modstand. Denne klage over uskyldig lidelse på grund af folkets synder finder vi også hos Moses i ørkenen (4 Mos 11,15), hos Elias efter prøven på Karmel (1 Kong 19,4) og hos Jeremias, da han møder modstand (Jer 15,10-18).
Tobit tager dog sit folks synder på sig og ser sin situation som en konsekvens af Israels ulydighed og af deres følgende eksil. På den måde anerkender Tobit, at hans lidelser ikke er isoleret, men indgår i en kontekst. Tobit er ikke individualist, men ser, at hans liv er en del af Guds forhold til og handling med sit folk.

Bøn og gode gerninger

Bønnerne viser, at vi har frihed til at komme til Gud med alt, og at han vil lede os gennem bøn.
Tobits Bog lægger i høj grad vægt på Tobits gode gerninger. Ud fra et moralistisk synspunkt kan man tolke det sådan, at mennesker skal ofre sine gode gerninger til Gud, for at han griber ind. Bønnesvaret bliver dermed en form for belønning.
Ifølge en kristen tolkning bønhøres Tobit og Sarah dog ikke for deres gode gerninger. Tobits mange fromme gerninger forhindrede ham jo ikke i at ende i en dybt depressiv tilstand. Men midt i hans fortvivlelse hørte Gud ham, fordi han kom til ham i hengiven bøn og i erkendelse af sin egen magtesløshed.

Tobits Bog – en af apokryferne

De apokryfiske skrifter er en samling af jødiske bøger skrevet mellem år 300 og 100 f.Kr. De blev ikke anerkendt af de toneangivende rabbinske lærde i Israel som en del af det Gamle Testamente, selvom de var populære blandt nogle jøder. I oldkirken fik de status som et tillæg til Det Gamle Testamente, og i middelalderen fik de givet større og større autoritet, fordi de blandt andet blev (mis)brugt til at forsvare tvivlsomme lærdomme med hensyn til Marias position og skærsilden. Derfor tog reformatorerne et opgør med dem. Martin Luther ville dog ikke helt kassere dem, men reducerede dem til gode opbyggelige bøger, som ikke skulle tillægges dogmatisk autoritet. Derfor er de stadig en del af den lutherske tradition.  
Tobits Bog er en historie om eksiljøder i Mesopotamien omkring år 700 f.Kr. Bogens centrale del handler om Tobits søn Tobias’ rejse fra sine forældre i Nineve til Rages i Medien. En dansk oversættelse af Tobits Bog er udgivet af Det Danske Bibelselskab, og den findes også på Bibelselskabets hjemmeside.