Romerbrevet 9-11: Kan Israel være Guds folk, når de ikke tror på Messias?

I Apostlenes Gerninger kan vi læse om, hvordan det langsomt gik op for den tidlige kirke, at evangeliet – budskabet om Jesu død og opstandelse – ikke kun var et budskab for jøder, men for alle folkeslag i hele verden (fx ApG 10-11). Paulus var en af de fremmeste fortalere for at bringe evangeliet ud til hele verden og slog igen og igen på, at det ikke var nødvendigt at blive jøde for at blive kristen (fx ApG 15).

Det er også en afgørende pointe for Paulus i Romerbrevet. I begyndelsen af brevet fremsætter han den tese, som han gennem hele brevet underbygger og udbygger: at evangeliet er Guds kraft til at frelse alle, der har tro og tillid til Gud, og det gælder, uanset om man er jøde eller ej, og at det netop er derved, at Gud viser sin retfærdighed og trofasthed (1,16-17).

Den tese er hele temaet for Romerbrevet, og Paulus udfolder den særligt i kapitel 1-8, hvor han først afdækker, hvordan Jesus har skabt vej for alle mennesker til fællesskab med Gud, og hvordan dette skaber et nyt Guds folk af alle troende (1,18-4,25). Dernæst udfolder Paulus, hvad der kendetegner dette folk, der er nye mennesker frikøbt fra synden og døden (kapitel 5-8)

Denne understregning af, at evangeliet er for hele verden og skaber et nyt fællesskab på tværs af nationer, føder dog også et andet spørgsmål. For hvis evangeliet skaber et nyt folk, en ny menneskelighed gennem troen, hvad så med Guds oprindelige folk, Israel? Har Gud forkastet dem, og har Guds ord og arbejde med dem gennem Det Gamle Testamente dermed fejlet? Har Gud opgivet sin trofasthed og blot skabt sig et nyt folk?

De spørgsmål vender Paulus sig mod i Rom 9-11, som er den grundigste behandling af de spørgsmål i hele Det Nye Testamente. I denne artikel skal vi prøve at gå tæt på disse tre kapitler og se, hvad Paulus egentlig siger og argumenterer for. Meget mere kan siges og diskuteres om de her kapitler (og om resten af Romerbrevet), end der er plads til her, så find gerne din bibel frem og læs og tænk videre.

Paulus’ tankerække i 9-11 kan deles groft op ved at se på kapitel 9-10 som ét afsnit og kapitel 11 som et andet. I 9-10, vender Paulus sig fra forskellige vinkler mod dem, der siger, at Israel frelses på en særlig måde, nemlig i kraft af at de er udvalgt af Gud – også kaldet topagtsteologi. I kapitel 11 vender han sig mod dem, der på den anden side siger, at Gud har forkastet Israel, så Israel ikke længere er Guds folk – også kaldet erstatningsteologi.

Paulus afviser begge sider, så lad os se på, hvordan han mere konkret gør det.

Guds udvælgelse: 9,1-29

Paulus indleder Rom 9-11 ved følelsesladet at sætte problemet op (9,1-5): Hans jødiske landsmænd har ikke taget imod evangeliet om Jesus som Messias, på trods af deres nære forbindelse til Gud gennem århundreder. Ja, Paulus går så langt som til at sige, at han gerne ville være skilt fra Messias, hvis det kunne gøre, at Israel tog imod evangeliet. For Paulus er det altså en enorm smerte, at størstedelen af Israel har afvist Messias. Paulus indleder Rom 9-11 ved følelsesladet at sætte problemet op (9,1-5): Hans jødiske landsmænd har ikke taget imod evangeliet om Jesus som Messias, på trods af deres nære forbindelse til Gud gennem århundreder. Ja, Paulus går så langt som til at sige, at han gerne ville være skilt fra Messias, hvis det kunne gøre, at Israel tog imod evangeliet. For Paulus er det altså en enorm smerte, at størstedelen af Israel har afvist Messias. 
Spørgsmålet er dog, hvilke slutninger der skal drages af deres afvisning. Har Guds ord slået fejl? (9,6a).

Nej, siger Paulus, og hans første argument er, at slægtstavle ikke gør det alene (6b-13). At være jøde er ikke en fribillet til at være en del af Guds nye folk. For sådan var det heller ikke, da Gud udvalgte og skabte Israel. Selvom Ismael og Esau begge var efterkommere af Abraham, var de ikke en del af Guds udvalgte folk. Hvorfor? Fordi frelsen ikke handler om slægtskab, men om løfte (vers 8).  Selvom Gud gav Abraham et løfte om at blive et stort folk (1 Mos 12,1-3), så præciserede Gud også, at det var gennem Isak, at Gud ville opfylde dette løfte (1 Mos 17,15-22). 

At Ismael og Esau ikke blev en del af Guds folk, skyldes derfor heller ikke, at de ikke havde gjort sig fortjent til det, eller ikke var gode nok til at være en del af Guds folk. Det skyldes alene, at Gud havde valgt at knytte løftet til Isak og Jakob (11-13). Det samme princip gælder kirken. Her er det også dem, Gud har valgt at knytte løftet til, der er en del af kirken, og som Paulus har understreget hele vejen gennem Romerbrevet, og igen gør i kapitel 10, så er det dem, der tror på Jesus, som Gud har givet et løfte om fællesskab med Ham (fx kapitel 4).

Er det dog ikke uretfærdigt, at Gud udvælger på den måde? Er det så ikke ubetydeligt, hvad vi gør, og hvordan vi lever som mennesker, hvis frelsen alligevel kommer an på Guds suveræne udvælgelse? Sådan kan vi dybest set ikke spørge, siger Paulus, for Gud er større end os. Gud er pottemageren, og vi er leret, og vi må huske på forholdet mellem Gud og os. Han har skabt os og givet os livet, og vi har i sidste ende ikke indsigten eller visdommen til at sætte spørgsmålstegn ved Guds måde at styre verden på (Rom 10,20-23). Heldigvis ved vi også, fordi Gud gav sin egen søn for os, at Gud er en god Gud, der ønsker, at ethvert menneske skal finde troen på og fællesskabet med Ham (1 Tim 2,3-6).

Så Paulus’ første svar på, hvorfor Guds ord ikke er slået fejl, kan koges ned til, at det er Gud, der udvælger. Gud er suveræn og har valgt at knytte løftet om frelse til troen frem for etnicitet for derved at skabe sig et folk på tværs af alle nationer i verden. Det næste spørgsmål, der følger, er for Paulus, hvordan Israel så har forholdt sig til evangeliet og troen.

Israel og evangeliet: 9,30-10,21

Nu bliver Paulus mere konkret med hensyn til, hvad der ligger til grund for Israels afvisning af Messias, og hvorfor det er et problem. Først sætter han en kontrast op mellem hedninger, der fandt retfærdighed (frelse/fællesskab med Gud) gennem troen, og Israel, der forsøgte at finde retfærdighed ved at opfylde Moseloven.

Forskellen mellem dem er ikke gejsten eller viljen til at søge Gud, men at Israel ikke har erkendt, at Moselovens mål, Moselovens endelige opfyldelse, er Messias – at Han er det, hele Det Gamle Testamente peger frem imod, og er kulminationen på alle Guds løfter (9,30-10,4).

Paulus’ anklage er dog ikke, at jøderne har forsøgt at være syndfrie og den vej igennem gøre sig selv fortjent til fællesskabet med Gud. Moseloven tager højde for, at vi som mennesker synder, og foreskrev ofre til at dække synden. Problemet er, at de har stolet på deres egen udvælgelse som Guds folk og fokuseret på at holde sig adskilt, som et særligt folk, fra resten af verden og derigennem søgt deres egen vej til retfærdighed frem for Guds vej. Og som Paulus allerede har vist i Rom 1,18-3,20, så kan intet menneske finde sin egen vej til fællesskabet med Gud. Kun gennem Messias og troen på Ham kan det fællesskab og den frelse findes. Det er ikke vores opgave hverken at hive Jesus ned på jorden eller oprejse Ham fra de døde igen. Det gør Gud, og gennem troen på og tilliden til det endelige offer, Jesus har bragt, kan alle, uanset hvilket folkeslag man tilhører, få fællesskabet med Gud (10,5-13).

Paulus opsummerer herved meget af det, han allerede har sagt i første del af brevet (kap. 1-4), men understreger altså her, at det var det, hele Det Gamle Testamente pegede frem imod. Og som afslutning i kapitel 10 pointerer han igen, at Israel burde have vidst bedre. Gennem en række skriftcitater siger Paulus, at Israel har haft chancen. De burde have set og forstået, at Jesus er den Messias, som Det Gamle Testamente peger frem imod, og Gud har gang på gang rakt hånden ud mod dem, uden de har taget imod den (10,14-21).

At Israel ikke har taget imod Messias, er altså ifølge Paulus ikke et udtryk for, at Guds ord har slået fejl, for Guds løfte om frelse er knyttet til troen på Messias og ikke til Israels udvælgelse, og den tro har Israel ikke taget imod. De har haft alle muligheder for at tage imod Ham, for deres egne skrifter har peget frem mod kulminationen i Messias, og Jesus kom midt iblandt dem. Men det jødiske folk har ikke taget imod Ham.

Dette leder Paulus til at tage fat på det næste spørgsmål, der følger heraf: Er Gud så færdig med Israel? Har Gud forkastet sit folk?

Israel er fortsat Guds folk: 11,1-36

»Aldeles ikke!« svarer Paulus (11,1). Gud forkaster ikke sit folk! Hvordan kan Paulus sige det? »Aldeles ikke!« svarer Paulus (11,1). Gud forkaster ikke sit folk! Hvordan kan Paulus sige det?
Jo, først og fremmest understreger han, at det ikke er alle jøder, der har afvist Messias. Selvom størstedelen af folket afviste Jesus, så var Paulus selv og mange andre af de første kristne jøder. Den situation er ikke anderledes end den har været tidligere i GT. Paulus trækker Elias frem som et eksempel på, hvordan en rest på hans tid holdt fast i tilbedelsen af Gud trods et massivt frafald (11,2-4).

At kun en lille del af Israels folk er på rette vej, er derfor ikke en unik situation, men Paulus understreger samtidig, at frelsen af denne rest ikke skyldes deres egne gerninger, eller at de er bedre end resten af folket. Det skyldes Guds nådige udvælgelse. Som i kapitel 9 fokuserer Paulus altså på Guds suveræne udvælgelse her, men hvor pointen i kapitel 9 var at størstedelen af folket ikke havde taget imod Messias, er pointen nu at der er en rest som gennem troen på Jesus som Messias holder fast i fællesskabet med Gud (11,5-7).
Samtidig har det også en funktion i Guds frelsesplan, at størstedelen afviste Messias. For det har betydet, at evangeliet nåede ud til resten af verden (11,11-12). Det oplevede Paulus selv på sine missionsrejser. Han forkyndte ofte først i synagogen, og når han ikke fandt lydhørhed der, gik han i stedet ud og forkyndte for resten af byen (fx ApG 18,5-6). Det næste skridt i Guds frelsesplan, at bringe evangeliet til hele verden, er altså blandt andet sket gennem Israels afvisning af Messias.

Så hvad er det, Paulus egentlig siger her? Siger han, at Gud på forhånd havde bestemt, at de fleste jøder ikke skulle tage imod Messias? At de på forhånd var bestemt til at blive fortabt, for at frelsen kunne bringes til nogle andre? Vers 8-10 kunne godt læses sådan, men jeg tror ikke, det er det, han mener. For Paulus understreger to ting: 

For det første siger han, at jødernes fald ikke var et formål i sig selv. Selvom nogle blev forhærdet (vers 7), så havde denne forhærdelse ikke til formål at føre til fortabelse (vers 11).

or det andet holder han fast i, at adskillelsen fra Gud altid skyldes menneskets mangel på tro og aldrig er et formål i sig selv. Her bruger Paulus et dyrket oliventræ og et vildt oliventræ til at illustrere sin pointe. Det dyrkede oliventræet er et billede på det nye Guds folk, som Gud har skabt gennem troen, og grenene på dette oliventræ er derfor de mennesker, der har fællesskab med Gud. Derfor er det det træ, jøderne, i kraft deres udvælgelse, naturligt hører til. For det er dem, Gud på en særlig måde har talt igennem og boet midt iblandt, og fra dem, Messias kom. Os, der ikke er jøder, hører derimod til det vilde oliventræ, men kan få plads og blive podet ind på det ægte træ. Samtidig kan både naturlige grene (jøder) og vilde grene (ikke-jøder) blive hugget af, men når det sker, er det aldrig et formål i sig selv. De naturlige grene er ikke blevet hugget af, for at de vilde grene kan få plads. Bliver en gren hugget af, er det altid på grund af manglen på tro, og findes troen igen, vil en gren altid blive podet ind igen (11,17-24).

Israels afvisning af Messias har altså ikke været et formål i sig selv. Nærmere tror jeg, vi skal forstå det på linje med det, der skete med Josef. Josef blev solgt af sine brødre til at blive slave i Egypten, men gennem mange omveje resulterede det i, at hele Josefs familie blev reddet fra hungersnød. Overfor sine brødre ser Josef sådan her tilbage på begivenhederne: »I udtænkte ondt mod mig, men Gud vendte det til det gode« (1 Mos 50,20). Josef ser altså stadig brødrenes handling som noget ondt og ikke som, at de blot udførte Guds forudbestemte vilje, men deres onde handlinger kunne Gud bruge til at udføre sin plan.

På samme måde tror jeg, vi kan forstå Israels afvisning af Jesus. Det er en tragedie, og Paulus udtrykker meget kraftigt sin sorg over det. Det har dog ikke afholdt Gud fra at bruge det til at opnå sit mål og lade evangeliet brede sig ud til hele verden.

Samtidig betyder det heller ikke, at Gud så er færdig med Israel, og det er Paulus’ sidste pointe. Gud fortryder ikke de gaver og det kald, Han giver, og fortryder derfor ikke sin udvælgelse og sine løfter til Israel. Derfor kan Paulus her se frem mod, at den forhærdelse, den modstand mod evangeliet, som der er over flertallet i det jødiske folk, en dag skal blive fjernet. En dag »skal hele Israel frelses« (11,26). Det betyder selvfølgelig ikke, at alle jøder til alle tider dermed frelses, det har Paulus været fuldstændig klar omkring i de foregående kapitler. Men det betyder, at Gud en dag vil skabe vækkelse blandt det jødiske folk. For Gud forbliver trofast, og Hans ord slår ikke fejl. For Gud har ikke forkastet Israel, og Han har fortsat planer med sit folk.