Profeten Obadias og hans budskab

Selv om Obadias' Bog er kort, indeholder den et stærkt budskab både om profetens egen tid og den fjerne fremtid, hvor Gud vil gøre op med de antikristelige kræfter i verden. Samuel Roswall skriver om Obadias' profeti.

Obadias' Bog er med sine 21 vers det korteste skrift i Det Gamle Testamente. Samtidig er den mættet med indhold og anvender et poetisk billedsprog. Bogen påberåber sig guddommelig autoritet, idet der fire steder (v.1, 4, 8 og 12) bruges udtryk som "Herren siger" eller "Herren har talt".
Den historiske ramme omkring bogens budskab er forholdet mellem Judæa (Jerusalem) og Edom. Edomitternes område lå sydøst og øst for Judæa mellem Rødehavet og Dødehavet. På kong Davids tid var Edom en del af Israel. Senere blev landet selvstændigt og udvidede tilmed sit område på bekostning af Judæa. Edoms endeligt blev fuldbyrdet ca. 130-120 f.Kr., da det blev nedkæmpet af makkabæerne, som havde magten i Israel 167-63 f.Kr. På det tidspunkt havde nabatæerne taget magten i det tidligere Edom, og landet havde fået det græske navn Idumæa.
Faktisk var judæerne og edomitterne to broderfolk, der havde henholdsvis Jakob og Esau som stamfædre. De to fik hver deres frelseshistoriske opgave. Endnu inden de var født, sagde Herren til deres moder, Rebekka: "To folk er i dit moderliv, to folkeslag skal udgå af dit skød. Det ene folk skal være stærkere end det andet, den ældste skal trælle for den yngste" (1 Mos 25,23).
Striden mellem de to brødre blev til et stadigt fjendskab mellem deres efterkommere. I Obadias' Bog kommer det til udtryk ved, at Edom har støttet Judæas fjender og har glædet sig over Judæas ulykke. Derfor vender Herren sig mod Edom og lader sin dom ramme dette folk. Herrens dom over Edom omtales i øvrigt flere andre steder, f.eks. Es 34,5ff. og Ez 25,12ff.

Profeten Obadias
Obadias er et hebraisk navn, der betyder Herrens tjener. I Det Gamle Testamente findes der flere personer med det navn. Men det er tvivlsomt, om profeten er nævnt andre steder end i den bog, der indeholder hans syn.
I jødisk tradition (Den Babyloniske Talmud) findes den opfattelse, at profeten er den samme som den fromme hofchef hos kong Akab (874-853 f.Kr.) Hvis det er rigtigt, siger det noget om, hvilke(n) begivenhed(er), der tænkes på i vers 11, hvor Edom gøres medskyldig i Jerusalems ulykke. Det, som Edom har gjort, kan i så fald være enten det, som er nævnt i 2 Krøn 21,8ff eller i 2 Krøn 28,16ff. Konsekvensen af den opfattelse bliver, at Obadias er den ældste af skriftprofeterne. Og hvis han er det, må det antages, at Jeremias har kendt Obadias' bog; vers 19 synes nemlig at have et litterært slægtskab med Jer 49,7-11.
En anden - og mere sandsynlig - opfattelse går på, at Obadias har levet langt senere. Omtalen i vers 11 refererer da til, at Edom sympatiserede med babylonerne, da Nebukadnesar i 586 f.Kr. indtog Jerusalem. Den katastrofe var langt større end det, som omtales i 2 Krøn. Edoms bidrag til Jerusalems ødelæggelse er omtalt i Sl 137,7.

Vers 1-9: Edom skal udslettes
Bogen er resultatet af et syn, som Obadias havde. Men det var ikke alene noget, han så. Synet talte til ham (sml. Åb 1,12f), ja, Herren talte. Hvad var så Herrens anliggende? Han ville ægge til strid mod Edom.
Men hvordan var det kommet dertil, at Edom skulle ydmyges? Svaret er, at folket havde ladet sig forføre af sit eget overmod. Edom var altså selv skyld i sin ulykke.
Hvad edomitterne mere præcist havde gjort, siges fra vers 9. Men først kommer en poetisk beskrivelse af Edoms overmod. Det har sin årsag i, at Edom er rigt på bjerge. Derfor er området nogle steder vanskeligt fremkommeligt for fjender. Edomitterne kunne derfor søge tilflugt i kløfter eller på høje steder. Det skabte tryghed. Men en tryghed, som ikke har sin årsag uden for én selv, fører ofte til selvsikkerhed, ja hovmod. Det førte i hvert fald til, at Edom sagde ved sig selv: "Hvem kan styrte mig til jorden?"
Den tryghed er imidlertid intet værd, hvis man får Gud til fjende. Selv om man søger at nå endnu højere op, end man er i forvejen, kan man intet stille op mod Herren, når han rejser sig mod én.
Det poetiske billedsprog fortsætter med en beskrivelse af, hvad tyve og voldsmænd normalt gør over for deres ofre. Almindeligvis bliver noget tilbage efter hjemsøgelsen. Men når Herren hjemsøger Esaus efterkommere, edomitterne, bliver alt gennemrodet. Kulturen og alle værdier bliver ødelagt. Herrens hjemsøgelse af Edom finder vi også beskrevet i Mal 1,2-5.
I praksis gennemfører Herren dette ved at få andre folkeslag til at føre krig mod Edom (jf. v.1). På en stærk måde bliver vi her mødt med det historiesyn, som vi møder i hele Bibelen, nemlig at Gud er verdens konge, og at hans skaberværk står til hans rådighed. Selv syndens frugter - nemlig krigens gru - er i hans hænder. Krig er altså ikke udtryk for, at Gud har sluppet verden. Krig kan være et redskab i Herrens hænder, som han betjener sig af, når han gør op med modstanden imod sig selv.
Guds straf er altså ikke alene en del af evighedens alvor, men også en del af historiens barske virkelighed. Når folk og lande opstår og går til grunde i historiens smeltedigel, er det dybest set Herrens værk. Det er en sandhed, vi møder flere steder i Bibelen. F.eks. også i teksten om pottemageren i Jer 18.
Edomitternes ydmygelse sker ikke ved folk, der altid har været deres fjender. Den vil i stedet for ske ved tidligere pagtsfæller, dem som de har haft bordfællesskab med.
Edom har søgt at grave en grav for andre. Nu falder de selv i den. Vennerne vender nemlig ryggen til, og ydmygelsen bliver total. Hele landet - helt til grænsen - bliver ramt. Edoms viden og dermed kulturen bliver til intet. Selv heltene i fæstningsbyen Tenan bliver bange. I første omgang skete dette, da nabatæerne tog magten i Edom. Formentlig var det i øvrigt de nabatæiske ingeniører, der skabte den kendte klippeby, Petra.

Vers 10-14: Årsagen til Herren dom
Edom begik flere forbrydelser (jf. Am 1,11). I Obadias' Bog nævnes specielt, hvad Edom har gjort mod broderfolket. Edomitterne har øvet vold mod Juda. Men ikke alene har de selv gjort det. De har også stået på afstand og set på, når andre gjorde det - da fremmede gik ind i Jerusalem og bortførte byens og templets værdier. Det blev konkret opfyldt, da Babylon under kong Nebukadnesar indtog byen - se 2 Krøn 36,10 og 18.
Edom så til med skadefryd og glædede sig. Ja, forgreb sig også på de judæiske flygtninge, som forsøgte at undslippe babylonernes hærgen. Det folk, som på den måde forbander Guds ejendomsfolk, bliver selv forbandet (1 Mos 12,3). Det gælder ikke alene Edom. Forbandelsen kan ramme alle folk. Det ser vi i Joel 4,1-8, der handler om Guds rettergang med folkeslagene, den dag han vender Judas og Jerusalems skæbne.

Vers 15-21: Bogens fremtidsperspektiv
Nu kommer vi til fremtidsperspektivet hos profeten Obadias. Budskabet i vers 15 synes at være det samme, som omtales i den nævnte Joel-profeti. I vers 15 tales om folkeslagene og deres gerning, som skal ramme dem selv. Det sker i forbindelse med Herrens dag, som kommer over folkene.
Udtrykket Herrens dag findes flere steder i Det Gamle Testamente, især hos profeten Joel, men også hos Esajas og altså her hos Obadias. Herrens dag er en frygtelig, dommens dag - men samtidig en frelsens dag for dem, som hører Herren til.
Sådan omtales den også i Ny Testamente, f.eks. 1 Thess 5,2. Dommen over Edom for dets ugerninger mod broderfolket bliver hos profeten brugt som et billede på det, som i endetiden skal ramme Antikrist og hele hans magt.
Hermed er der sket en udvidelse af perspektivet i profetens budskab. For det første er perspektivet udvidet fra fortiden til også at gælde fremtiden. Men samtidigt udvides det fra at dreje sig om Juda og Edom til også at vedrøre folkeslagene og kampen mellem Herren og hans modstander.
I vers 16 står der, at folkene har drukket på "mit hellige bjerg". Bjerget er Zions bjerg (v.17) - centrum og udgangspunkt for Guds kongemagt (Sl 2,6). Folkene beruser sig i deres egen magt og ønsker naturligvis ikke, at Herren skal få magten. Det svarer til, hvad Paulus senere skrev om Guds modstander, at han "ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så at han sætter sig i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud" (2 Thess 2,4).
Men det er ikke kampens slutning. For "på Zions bjerg skal der være redning ..." Og så kommer det for en dag, hvad der består. Det nævnes i vers 18. På den ene side har vi Jakobs og Josefs hus, dvs. begges slægter formentlig som udtryk for det samlede Israel. Og på den anden side har vi Esau. De to første bliver til ild og flamme, som fortærer Esaus hus sådan, at ingen af Esaus efterkommere undslipper. Det svarer til, at der i 1 Thess 5,3 står, at ingen af folkene skal undslippe på Herrens dag.
Det er således tydeligt nok, at Obadias beskæftiger sig med det, som i Det Nye Testamente beskrives som endetidens opgør med de antikristelige kræfter. De lider nederlag, hvorimod Guds rige vil sejre og bestå. Men der er mulighed for redning. Redningen består imidlertid, som profeten nævner, alene i at søge tilflugt hos Herren.
I de sidste tre vers i Obadias' Bog forlades den poetiske form. I disse vers beskrives fremtiden stadig med udgangspunkt i den gamle strid mellem Jakob (Israel) og Esau (Edom). Israel tager hele området i besiddelse. Og i modsætning til tidligere, hvor Edom udryddede Judas flygtninge, står der nu, at "de landflygtige fra israelitternes hus skal tage kana'anæerne i besiddelse". Israel bliver nu som befriere, der drager op til Zions bjerg for at holde dom over Esaus bjergland.
Årsagen til denne nye situation beskrives i bogens sidste sætning: "Kongemagten skal tilhøre Herren". Da bliver det konkret virkelighed, at Herren har indsat sin konge på Zion (Sl 2,6). Han vil udøve sin magt ved ord. Sådan siges det netop i Es 2,3: "For belæringen udgår fra Zion og Herrens ord fra Jerusalem".