Profeten Haggaj og hans budskab

En af Bibelens små bøger er skrevet af profeten Haggaj for 2500 år siden. Samuel Roswall giver en introduktion til Haggaj og hans bog.

Vi ved ikke meget om Haggaj som person. Men vi ved, at han fik Herrens ord betroet. Det ord forkyndte han kort, klart og fyndigt. Og det bar frugt.
Haggaj virkede som profet nogle år efter, at ca. 50.000 jøder i året 538 f.Kr. havde valgt at drage tilbage til Israels land fra fangenskabet i Babylon. De ønskede igen at bo på fædrenes jord og dyrke Israels Gud i løftets land. På det tidspunkt var Babylon blevet underlagt det nye storrige Persien, hvilket var den historiske årsag til, at det blev muligt at rejse.
Straks efter tilbagekomsten byggede de et brændofferalter på tempelpladsen, hvor det nu ødelagte Salomos tempel havde stået (Ezra 3,1-3).
De hjemvendte havde forladt Babylon i overensstemmelse med et dekret fra kong Kyros, der - som han sagde - havde fået et pålæg fra Himlens Gud om at bygge Herren et hus i Jerusalem. Genopbygningen af templet i Jerusalem var altså det egentlige formål med at lade jøderne drage hjem.
Men i Jerusalem viste der sig store vanskeligheder i forbindelse med projektet. Især betød det noget, at der var opstået en ny folkegruppe, samaritanerne. Den var blevet til ved at jøder, som ikke kom i fangenskab, havde blandet sig med folk, som var kommet til fra andre lande. Samaritanerne tilbød deres assistance til tempelbyggeriet. Tilbuddet blev afslået, hvorefter de vendte sig mod jøderne og lagde hindringer i vejen for byggeriet.
Dertil kom, at de hjemvendte jøder havde rigeligt at gøre med at bosætte sig. Resultatet var, at efter 18 år havde man stadigvæk ikke engang lagt grunden til det nye tempel.
Netop på det tidspunkt træder Haggaj frem med fire budskaber, der alle har som forudsætning, at "Herrens ord kom ved/til profeten" (1,1; 2,1; 2,10 og 2,20). Hans virke blev kortvarigt - nemlig kun fire måneder.

Første budskab (1,3-11)
Folket var nu kommet under tag for egen del. Men på tempelpladsen var der kun et alter og så de gamle ruiner. Det bebrejder Gud dem gennem Haggaj.
Det er ikke svært at forestille sig rimelige undskyldninger. Hvis man virkelig skal kunne yde en frivillig arbejdsindsats i Guds rige, må man have en base som udgangspunkt. De, som var vendt hjem, måtte jo begynde helt forfra i deres liv. Hvad var derfor mere naturligt end selv at få sig etableret, så der blev et naturligt overskud til at tage fat på templet?
Dertil kom, at mange af nybyggerne måtte konstatere, at de ikke havde held med deres afgrøder. Selv om de såede, høstede de kun lidt på grund af tørke. Det sled på kræfter og økonomi, så der ikke var overskud til at tænke på tempelbyggeri.
Men når det kom til stykket, var det ikke alt dette, som var det egentlige problem. Det bestod nemlig i den opfattelse, at "tiden er ikke inde til at bygge Herrens hus".
Nu kommer så profeten med en praktisk og pædagogisk undervisning i, hvordan troens folk skal prioritere. "Læg mærke til, hvordan det går jer", siger Haggaj. Det forholder sig faktisk omvendt af, hvad de tænker. Når hverdagen var slidsom, skyldtes det forkert prioritering.
Haggajs budskab svarer til Jesu ord i Matt 6,33 om at søge Guds rige først, "så skal alt det andet gives jer i tilgift". Altså "gives". Jesus siger ikke, at vi skal undlade at betale regninger, husleje m.v., så vi ved at give til Guds rige påfører vor næste tab. Men de regninger, vi skal betale, er jo udtryk for en prioritering. Og Haggaj mødte netop israelitterne med en opfordring til omprioritering.
Jamen, hvad skulle de så konkret gøre? Skulle de rive deres huse ned, ødelægge deres redskaber osv.? Nej de skulle gå op i bjergene, hente træ og bygge templet. Det sker, at vi bliver så optaget af at åndeliggøre livet med Gud, at vi glemmer, at det ikke blot består i ord og ånd. Men sådan prædikede Haggaj ikke.
En prædikant tænker nu og da: Kommer der noget ud af min forkyndelse, bærer den frugt? I 1,12-15 læser vi, at der blev lyttet til profeten både af høj og lav. Alle blev grebet af frygt. De blev ikke bare fascineret af profetens veltalenhed, men altså grebet af Guds ord. Og da det skete, lyder de velsignede ord fra Herren: "Jeg er med jer". Og 23 dage efter profetens prædiken fik den konkrete konsekvenser, idet de gik i gang med byggeriet.
Haggajs forkyndelse gjorde altså en virkelig forskel. Folket lod sig ikke blot gennemstrømme af søde følelser, men lod erkendelsen af Guds vilje få praktiske konsekvenser.

Andet budskab (2,1-9)
Knapt to måneder senere træder Haggaj igen frem. Og igen lyder budskabet til alle, høj som lav.
Arbejdet på templet var nu gået i gang. Men så det ud af noget? Nogle af byggemændene var så gamle, at de som børn og unge havde set Salomos tempel i al dets pragt (Ezra 3,12). Nu står de på fundamentet og græder og har svært ved at se nogen mening i det, de nu er i gang med. De havde hørt Guds ord - og handlet efter det. Men det var svært at fastholde visionen.
Men netop i det stykke kommer Herren dem i møde og gør deres følelser tilladte med et spørgsmål: "Ser det ikke ud af ingenting?" Ved på den måde at sætte ord på deres følelser viser Herren, at han forstår dem. Den usynlige, højt ophøjede Herre, ved hvem alt er blevet skabt, forstår sig altså på en praktisk måde på menneskers følelser i forbindelse med et byggeprojekt.
Men de skal ikke foragte den ringe begyndelse. Derfor "Fat mod". Ikke på grund af særligt høje kvaliteter hos folkets ledere, Zerubbabel og Josva, eller hos folket selv, men alene fordi: "...jeg er med jer, siger Hærskarers Herre".
Dette løfte var ikke et pludseligt påfund fra Guds side. Allerede i den pagt, han mange hundrede år tidligere havde sluttet med Israels folk, havde han lovet at være med dem (2 Mos 29,45-46). Og den pagt var fortsat gældende (jf. 2,5: "min ånd bliver hos jer").
Vers 6-9 udgør et særligt afsnit. De giver profetens andet budskab en særlig tyngde i den aktuelle situation og indeholder samtidig en fremtidsvision. For hvem er det, som opmuntrer til tempelbyggeriet, og hvem er det, som vil være hos sit folk? Det er ham, som kan få himlen, jorden og folkene til at skælve.
Versene antyder i øvrigt, at de, som bygger i Jerusalem, er i gang med et projekt med fremtidsperspektiv. For det første blev Zerubbabels tempel større end Salomos (om end ikke så kostbart udstyret). Finansieringen skete ved persiske skattekroner (Ezra 6,8), hvilket dog ikke er ikke noget problem, for "mit er sølvet, og mit er guldet, siger Hærskarers Herre". Det vigtigste er, at Herren vil fylde huset med herlighed.
For det andet bygger de med en fjern fremtid for øje. Når der tales om himlens, jordens og folkenes skælven, ledes tanken til, hvad Jesus nævnte i forbindelse med sin genkomst, f.eks. i Luk 21,26, hvor der står: "Mennesker skal gå til af skræk og frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes". Men, tilføjer Jesus: "Da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed". Netop forbindelsen til Jesu genkomst kan være baggrunden for Haggajs ord om, at "på dette sted giver jeg fred, siger Hærskarers Herre".
Denne sammenhæng gør det særligt perspektivrigt at følge opfordringen i Sl 122,6: "Bed om fred for Jerusalem".
Endelig er der yderligere en dimension i ordene. I Ny Testamente kaldes Kristi legeme for et tempel (1 Kor 3,17). Også dette - åndelige - tempel fyldes med Guds herlighed, ved at Kristus tager bolig i de troendes hjerter.

Tredje budskab (2,10-19)
To måneder senere løfter Haggaj igen sin røst. Tempelbyggeriet skrider nu frem og har været i gang i tre måneder. Men midt i al aktiviteten (sagens "yderside") er det vigtigt at blive mindet om den usynlige "inderside" af sagen.
Budskabet anlægges meget pædagogisk. Præsterne bliver bedt om at redegøre for renhedsforskrifterne. Deres konklusion er, at man ikke kan gøre noget helligt ved at berøre det med noget, som er helligt. Men hvis man er uren, så får det konsekvenser for alt, hvad man har med at gøre.
Det var baggrunden for al ulykken indtil da. Inden da havde folket ikke først søgt Guds rige, men tilgiften i livet med Gud. Ganske vist havde de rejst et alter på tempelpladsen og ofret "deres hænders værk". Men hjertet var ikke vendt om til at bygge Herrens tempel. Derfor havde de nok at gøre med "det daglige". Men, siger Herren: "Læg mærke til, hvordan det går fra i dag", hvor grunden til templet blev lagt. Fra den dag velsignede Herren. Hvori består den velsignelse? Såsæden vokser, og buske og træer bærer frugt.
På den måde bliver der overskud og kræfter til at bygge Herrens tempel. Omprioriteringen har altså skabt en ny situation.

Fjerde budskab (2,20-23)
Samme dag får profeten endnu et budskab. Denne gang er det specielt rettet til folkets leder Zerubbabel. Det, som allerede er sagt i 2,6ff, siges nu specielt til folkets leder. Og uden tvivl havde han også et særligt behov for at høre dette budskab. Det var ham, der havde skoene på og måtte forholde sig til alle de problemer, som rejste sig både indefra og udefra.
Nu minder Gud ham om, hvilken magt der står bag ham i hans opgave. De kræfter, han har imod sig, er for intet at regne mod ham, der står bag ham. Eller for at sige det med Paulus' ord: "Er Gud for os, hvem kan da være imod os?" (Rom 8,31). Det er der sikkert mange, der kan - men ikke nogen, som betyder noget i forhold til Gud!
Den guddommelige fuldmagt bliver understreget i 2,23. Zerubbabel bliver gjort til Guds "seglring". Dermed får han Guds særlige beskyttelse eller "diplomatstatus", så han kan handle med guddommelig fuldmagt. I jødernes vanskelige situation på dette tidspunkt har dette løfte uden tvivl haft stor betydning.
Ordene peger imidlertid også ud over den aktuelle situation dengang. I Matt 1,12 ser vi, at Zerubbabel som Davids ætling hører til i Jesu slægtsbog. Løfterne til David følger altså Zerubbabel. Ja, og videre til Kristus. Jesus er kongedømmets slutsten. Han er i den dybeste forstand Guds "seglring", der udfører Guds gerning. Det er ham, profeterne i sidste instans vidner om - under dække af løfterne til David og Zerubbabel.