Jonas og Israel i samme båd

Hvem kender ikke historien om den sure profet Jonas, der satte næsen mod vest, da Gud befalede ham at gå mod øst? Ikke mange ting kan sætte så meget gang i fantasien hos en flok søndagsskolebørn, som når de hører om fisken/havdyret/hvalen, der åbner gabet og sluger Jonas og først tre dage senere spytter ham op på land. Og når vi voksne hører historien, kan de fleste af os vel godt føle lidt med Jonas, da han til sidst alligevel trasker mod øst og prædiker for de ugudelige hedninger i Nineve. Sværere er det at forstå hans surhed efter, at byen omvendte sig - i den situation bør man jo synge lovsange, ikke være gnaven over en sølle vissen olieplante!

Jo, beretningen om Jonas er rimeligt kendt. Her skal vi imidlertid ikke genfremkalde søndagsskoleforestillingerne om fiskens bug, men derimod spørge om, hvad der er budskabet til os i denne gamle beretning. Hvad kan vi lære af historien om Jonas?

Dét spørgsmål giver teksten nogle særdeles spændende og overraskende svar på. Lad os se på to af dem.

Når Gud ikke holder sit ord

Tit bliver Jonas beskrevet som en ussel kryster, der ikke turde gå til Nineve og forkynde, at Gud ville ødelægge byen. Men hvis vi ser lidt nærmere på teksten, opdager vi, at den sande grund til, at han ikke ville til Nineve, var en helt anden.

Jonas var bange for, at Gud alligevel ikke ville ødelægge byen (3,10-4,3). Det var derfor, han nægtede at gøre det, Gud befalede.

Og egentlig kan man jo godt forstå manden. Jonas gik rundt i Nineve og råbte, at byen ville blive ødelagt om 40 dage (3,4). Men byen blev ikke ødelagt. Det, Jonas gik omkring og forkyndte, skete ikke! Gud fortrød. Da byen omvendte sig, valgte Gud alligevel ikke at ødelægge den.

Det var ikke sundt for Jonas’ ry. Tænk over, hvad der ville ske, næste gang Gud sendte Jonas til en by med et domsbudskab. »Bare rolig,« ville folk sige, »det er jo bare Jonas. Kan I ikke huske, dengang han profeterede, at Nineve ville blive ødelagt om 40 dage? Og Nineve lever stadigvæk i bedste velgående!«

Det var derfor, Jonas i første omgang slet ikke ville gå til Nineve. Og det var derfor, han i anden omgang blev sur, da Gud lod være med at ødelægge den.

Jonas ville have, at Gud skulle ødelægge Nineve, selv om den omvendte sig. For Guds troværdigheds skyld. Og for Jonas’!

Men budskabet i Jonas’ Bog er, at sådan er Gud ikke. Gud er »nådig og barmhjertig, sen til vrede og rig på troskab« (4,2).

Det er rigtigt, at Gud holder sit ord. Men hans domsprofetier er betingede. De bliver kun opfyldt, hvis mennesker ikke lytter til dem. Hvis mennesker derimod omvender sig, så tilgiver Gud dem og lader være med at straffe. For Gud er en nådig Gud, der har medlidenhed med de mennesker, han selv har skabt.

Så kærlig er Gud!

Jonas og Israel

Men der gemmer sig mere i Jonas’ Bog.

Bogen fortæller den samme historie to gange. Den er bygget op af to dele, der i hovedtræk indeholder det samme. Begge dele indledes med Guds befaling til Jonas om at gå til Nineve. Derefter hører vi om Jonas’ svar (første gang nej, anden gang ja). Så følger der en beskrivelse af Jonas’ møde med nogle hedninger (første gang søfolkene på skibet, anden gang indbyggerne i Nineve). Og begge afsnit slutter med, at Jonas beder til Gud. Hele bogen afrundes med en fælles afslutning.

Jonas’ Bog indeholder altså to parallelle historier: historien om en profet, der sagde nej til Guds kald, og historien om en profet, der sagde ja. Det helt overraskende er, at resultatet i de to historier er præcis det samme: Gud bruger Jonas som redskab til at få nogle hedninger til at omvende sig.

Da Jonas var ulydig mod Gud, brugte Gud ham til at nå søfolkene, så de blev »grebet af stor frygt for Herren« og ofrede til ham og aflagde løfter til ham (1,16). Og da Jonas var lydig, brugte Gud ham til at nå indbyggerne i Nineve, så de »troede Gud på hans ord« (3,5).

Det vil sige, at Gud brugte Jonas som sit redskab - uanset om Jonas ville eller ej. Jonas var Guds tjener, som Gud brugte til at åbenbare sig igennem. Og det kunne Jonas ikke sige nej til.

Jonas kunne være ulydig, og det var alvorligt - for ham selv! Jonas’ ulydighed betød nemlig, at han havde forladt Gud og kom ind under Guds vrede (1,3). Men Jonas’ ulydighed kunne ikke ændre på, at Gud havde valgt at bruge ham som sit redskab.

Præcis her er Jonas et billede på hele Israel. Gud har udvalgt Israel som sit redskab til at åbenbare sig igennem. Uanset hvad Israel gør, kan de ikke ændre på det.

Israel kan være ulydig og vende sig fra Gud. Det er alvorligt, fordi det betyder, at folket så er under Guds vrede. Men det ændrer ikke på, at Gud har udvalgt dem og bruger dem som sit redskab. Faktisk bruger han netop deres ulydighed som redskab til at nå os hedninger med frelsen (Rom 11,11).

Israel er Guds folk, som han bruger til at gennemføre frelsesplanen med, uanset om de er lydige eller ulydige. Præcis lige som han brugte Jonas.

Så stor er Gud!