Jeremias’ Bog: Ubrydelige løfter og et kald til omvendelse

Jeremias’ Bog er skrevet på et af de mørkeste tidspunkter i Israels historie før, under og efter Juda Riges undergang i 586 f.Kr.

Jeremias var en af de sidste profeter, som Gud sendte for at advare folket og dets ledere om hans dom over deres udbredte afgudsdyrkelse og uretfærdighed, og han oplevede selv babyloniernes belejring, erobring og ødelæggelse af Jerusalem.

Efter at folket havde boet omkring 800 år i det land, Gud havde lovet deres stamfader Abraham, at hans efterkommere skulle bo i, og efter at have haft deres eget kongedømme i mere end 400 år var det slut. Babylonierne indtog Jerusalem og førte store dele af befolkningen i eksil. Og der skulle gå mere end 2500 år, før Israel igen blev en selvstændig stat over en længere periode.

Et kald med konsekvenser

Jeremias var præst og kom fra byen Anatot i Benjamins stamme, som levitterne (den stamme, som alle præster tilhørte) fik overdraget, da Josva fordelte landet (Jos 21,1-2.18).

Gud kalder Jeremias til at forkynde Guds vrede og straf over folket og kalde til omvendelse. Gud siger, at Jeremias var bestemt til at være profet, allerede før han blev født. Jeremias afslår i første omgang med den begrundelse, at han er ung og ikke forstår at tale. Det kan skyldes, at han endnu ikke er fyldt 30 år, som var det tidspunkt, hvor levitterne kunne begynde at udføre tjenesten i templet (4 Mos 4,3). Gud svarer, at hans alder er uden betydning; det afgørende er, at han går, hvor Gud sender ham, og taler det, som Gud befaler ham.

Jeremias’ opgave som profet får store konsekvenser for hans liv. Flere gange var der nogle, som forsøgte at dræbe ham (11,19.21 og 18,23), men Gud beskyttede ham som lovet (1,8). En anden konsekvens er, at Gud befaler ham ikke at gifte sig og få børn. Derudover bliver han udelukket fra at tage del i nogle af samfundets helt centrale begivenheder, for eksempel fester og ligklage over døde (16,5.8-9).

De personlige konsekvenser i Jeremias’ liv kommer også til udtryk flere steder i bogen, hvor han klager over folkets frafald og konsekvenserne af det (fx 8,18-23). Han klager også over den opgave, han har fået, og at det fører til, at han bliver spottet og forfulgt (fx 20,7-18).

På den måde er Jeremias’ Bog et stærkt vidnesbyrd om, at den, som følger Gud og fastholder sandheden i hans ord, ikke er garanteret et liv uden modgang og lidelse. Nogle gange vil det modsatte være tilfældet, fordi Guds ord konfronterer menneskers tanker, følelser og ønsker.

Glimt af håb

På baggrund af Jeremias’ opgave og den katastrofale situation for Israel kunne man tro, at Jeremias’ Bog vil være én lang opremsning af folkets skyld og oprør mod Gud samt af den straf, som skulle komme over dem. Men tværtimod er bogen underligt fragmenteret. Der kommer igen og igen små glimt af håb, når Gud understreger sin trofasthed mod de løfter, han har givet til Israels folk og Davids kongehus. Ikke mindst løftet om at føre folket tilbage til landet, når den straf, han har bestemt for dem, er fuldført.

Jeremias er blevet kaldt den grædende profet på grund af sin sorg over folkets synd og det budskab om dom, som han var sendt med. Men den titel yder ikke fuld retfærdighed mod bogens budskab. Jeremias’ Bog har nemlig også nogle af de stærkeste løfter og vidnesbyrd om Guds trofasthed og ubetingede kærlighed.

Fra midten af kapitel 30 og til slutningen af kapitel 33 er der nogle markante løfter. Gud lover at bringe Israels folk hjem og vende deres skæbne. Et af de bemærkelsesværdige løfter er, at Gud vil forbarme sig over Efraim, der beskrives som »en dyrebar søn« (31,20).

»Efraim« er en anden betegnelse for Nordriget, der blev erobret af assyrerne i 722 f.Kr. og ofte kaldes »de tabte stammer«, fordi de blev ført væk fra Israels land og ikke vendte tilbage på samme måde som de bortførte fra Sydriget (som Jeremias profeterer til). Tidligere var det så godt som umuligt at opspore disse tabte stammer, men ved hjælp af DNA-prøver har man i de senere år kunnet påvise slægtskab mellem jøder og folkegrupper i for eksempel Indien. Folkegrupper, som i nogle tilfælde endda har bevaret traditioner, der minder om de jødiske.

I dag har vi altså mulighed for at registrere, hvordan Gud opfylder sit løfte om, at også folk fra Nordrigets stammer skal vende tilbage til landet.

Ubrydelige løfter

De stærkeste løfter findes i slutningen af kapitel 31. Gud vil slutte en ny pagt med Israel. En pagt, som grundlæggende vil ændre forholdet mellem ham og dem.

Guds lov skal ikke længere være skrevet på stentavler og papir. Den skal skrives i deres hjerter, så de kender ham og ønsker at følge ham, fordi han har udslettet deres skyld. Vi har set begyndelsen på opfyldelsen af dette løfte, som er muliggjort gennem Jesu død og opstandelse samt Helligåndens udgydelse, men endnu er det kun en lille del af Israels folk, som har fået del i denne nye pagt.

I Jeremias’ Bog binder Gud sine løfter til naturens orden og universets dimensioner som vidnesbyrd om, at de er ubrydelige. Kun hvis der ikke længere er sol, måne og stjerner, vil Israel ophøre med at være hans folk, står der. Kun hvis universet kunne måles og man kunne tage ind for at udforske jordens indre, ville Gud kunne forkaste Israel som sit folk på grund af alt, hvad de har gjort mod ham. Det sidste understreger, at Guds forhold til Israel ikke bygger på, hvad de har gjort, hverken af godt eller ondt. De kan ikke gøre så meget godt, at de fortjener at være hans folk, og de kan ikke gøre så meget ondt, at de kan ophæve Guds løfte om, at de er hans folk.

Det betyder ikke, at den enkelte, som tilhører Israels folk, automatisk er garanteret frelse. Frelsen fås alene ved Jesu død og opstandelse. Men det betyder, at Gud aldrig kan annullere sine løfter til Israel, så længe denne verden eksisterer.

Nebukadnesar, Guds tjener

Det var nogle voldsomme ord, Jeremias fik at profetere mod Juda og Jerusalem: For eksempel at babyloniernes konge, Nebukadnesar, skulle gøre landet til ruiner og ødemark. I den forbindelse er det meget bemærkelsesværdigt, at Gud ligefrem kalder Nebukadnesar for sin tjener.

I dag kan vi være tilbøjelige til at overse, hvor provokerende det budskab var, fordi vores fokus er på, at babyloniernes erobring af Jerusalem var en retfærdig dom over folkets afgudsdyrkelse og uretfærdighed, og ikke på grusomheden i Nebukadnesars krigsførelse.

Nebukadnesar var ikke Guds tjener i den forstand, at han var bevidst om, at han udførte det, der var Guds vilje, og Gud siger, at han og hans land selv skal rammes af straf for det, de har gjort mod Israel. Men han var Guds tjener i den forstand, at Gud brugte hans stormagtsambitioner til at gennemføre sin plan om at straffe Israel for deres afgudsdyrkelse og uretfærdighed.

På samme måde kan Gud også i dag bruge mennesker, der på ingen måde ønsker at tjene ham, til at fuldføre sine planer og kalde mennesker ind i fællesskab med ham. Et af de stærkeste eksempler er, når forfølgelse af kristne på grund af deres tro, nogle gange fører til vækkelse.

En advarsel og et kald til omvendelse

En overfladisk læsning af Jeremias’ Bog kan måske give det indtryk, at der er tale om en selvcentreret, hævngerrig og straffende Gud, som kun er optaget af, hvordan han kan gøre det værst mulige ved dem, der ikke vil adlyde ham.

Når man læser lidt grundigere, bliver det klart, at det ikke er tilfældet. Gud kalder igen og igen til omvendelse fra afgudsdyrkelse og uretfærdig behandling af andre mennesker, og han giver løfter om, at han en dag vil velsigne folket ved at føre dem tilbage til landet og give dem fred, velstand og vilje til at gøre det gode. På den baggrund bliver et væsentligt formål med de profetier, som Jeremias bragte, at advare folket, så de kunne forstå konsekvenserne af deres uretfærdighed og ondskab og handle godt, for at de ikke skulle rammes af straffen (fx 7,1-7).

Her kan der ses en parallel til nutidens debat om fortabelsen. Nogle hævder, at talen om fortabelse er ondskabsfuld og i direkte modstrid med, at Gud er kærlighed. De hører fejlagtigt budskabet sådan, at Gud bare venter på og nærmest glæder sig til at sende mennesker i fortabelsen.

Jeremias fik besked på at viderebringe budskabet om den kommende dom over Juda og Jerusalem og kalde folket til omvendelse – også selvom Gud var klar over, at flertallet ikke ville høre og handle efter det (7,27). På samme måde taler Gud i Bibelen om fortabelsens realitet, fordi han ønsker, at mennesker, før det er for sent, skal forstå det og finde redningen i Jesus, som døde og opstod.

Et budskab til os

Et af de skræmmende temaer i Jeremias’ Bog er, hvordan folket og dets ledere flere gange spurgte Jeremias om Guds vilje og vejledning, hvorefter de, da Jeremias havde viderebragt Guds ord, afviste, at det kunne være sandheden.

Kong Sidkija bad Jeremias om svar, og Jeremias sagde til ham, at hvis han overgav sig til babylonierne, ville det gå ham godt. Alligevel forsøgte kongen at flygte, hvorefter hans sønner og folkets ledere blev halshugget, og han selv fik øjnene stukket ud (38,14 – 39,7).

Da Jerusalem var erobret, spurgte de tilbageværende Jeremias om råd og lovede, at de ville adlyde det, Gud sagde, men da han bragte dem beskeden om, at de skulle blive i landet, og at de ville blive velsignet der, afviste de det og valgte at handle direkte modsat (42,1-6). Det er en alvorlig påmindelse til vores tid, hvor der også er mennesker, som giver udtryk for, at de ønsker at høre Guds vilje og følge den, men hvor det alligevel kan være følelser og menneskelige hensyn, som kommer til at afgøre deres holdninger til for eksempel tjenestedeling, skilsmisse og nyt ægteskab, abort og forvaltning af økonomiske midler.

Jeremias’ Bog rejser også spørgsmålet om, hvor vi søger vores tryghed og sikkerhed. For lederne i Israel var det deres magt og velstand, der gav dem det, de mente at have brug for. I en sådan grad, at de så stort på retfærdig behandling af folket. Selv da de under den hårdeste belejring af Jerusalem havde frigivet de landsmænd, som var slaver, fortrød de og gjorde dem til slaver igen (34,8-11).

Den udbredte afgudsdyrkelse i folket var også et vidnesbyrd om, at de ikke så Gud som deres sande kilde til liv og fred. De ville hellere overholde deres løfter til afguderne end følge Guds vilje (44,17-18). I dag er det ikke dyrkelse af fysiske afguder, der holder os fra at følge Gud. I en tid, som er præget af usikkerhed omkring sygdom, krig, stigende udgifter og svigtende forsyninger, bliver vi til gengæld udfordret på, hvor vi søger vores tryghed. Det kan være med til at afsløre, om vores fokus er rettet mod giveren eller mod de gaver og den velsignelse, vi har levet under.

Fremtid og håb

Jeremias’ Bog er fuld af gråd, smerte og straf, men den har også et stærkt budskab om håb og velsignelse på grund af Guds indgriben og trofasthed. Judas folk blev bortført til Babylon som straf for deres ulydighed mod Gud, og på samme måde kan livet i denne verden ses som en straf for menneskehedens oprør mod Gud. Men Gud ønskede ikke, at det skulle være en lidelse for folket at bo i Babylon. Han ønskede, at de skulle stræbe efter fremgang for byen og have et godt liv (29,4-7).

Det samme ønsker han for os i denne verden. Samtidig lover han, at vi en dag kan vende tilbage til det fællesskab med ham, som gik tabt ved syndefaldet, på samme måde som han lovede de bortførte, at de en dag skulle vende tilbage til Israels land (29,10).