Hvad er det gode liv? Prædikerens Bog giver svaret

Vi lever i en tid med et utroligt højt aktivitetsniveau. Vi er dybt prægede af tanken om, at vi selv skal skabe det gode liv. Vores muligheder er mange, og vi kan få det indtryk, at vi selv har ansvaret for at skabe en god karriere, gode sociale relationer og den nødvendige viden til det gode liv.

Selvom vi er kristne, kan vi godt tage os selv i, at det kan være svært at finde meningen med Gud i hverdagslivet her og nu. Det er meget godt, at Jesus har frelst mig, men når jeg har fået det gode job, en familie og et godt hjem, kan det måske være svært lige at finde ud af, hvad jeg egentlig skal bruge Gud til i hverdagen.

Det kan være fristende bare at følge verdens trummerum med materielle goder og underholdning. Menighedstjenesten og fællesskabet kan blive en rutine, som kan virke trættende. Måske brænder jeg ud, fordi resultaterne ser ud af for lidt. Måske er jeg skuffet over, at jeg har udrettet så lidt for Gud. Vi lever jo i et resultatorienteret samfund, og er det ikke bedst at droppe det, som ikke virker? Det kan også være, at jeg tvivler på hele projektet. Findes Gud virkelig? Kan jeg stole på ham? Her har vi noget at lære af Prædikeren. 

En kamp med livet

Prædikerens Bog er i vore dage særlig kendt for sin pessimistiske tone. Det hebraiske ord »hebel«, som kan oversættes med »tomhed« eller »forfængelighed«, er et nøgleord, som optræder over 30 gange gennem de 12 kapitler, og bogen både indledes og afsluttes med den desillusionerende konklusion, at »alt er tomhed« (1,2 og 12,8). Bogens berømte digt »Alting har en tid« i kapitel 3,1-8 citeres ofte uden for kirkelige kredse og fortolkes som et udtryk for en slags livsrelativisme, der vækker genklang i mange postmoderne menneskers liv. Mange i dag har opgivet tanken om, at der findes en endegyldig sandhed og et formål med tilværelsen uden den, vi selv må skabe.

Hvis det var hovedbudskabet i Prædikerens Bog, kunne man med rette sætte spørgsmålstegn ved bogens åndelige opbyggelighed. Men bogen afspejler mere en kamp med livet, som vi i en nutidig velfærdsstat som Danmark kan lære af.

De tomme idealers fallit

Der er ingen tvivl om, at Prædikeren har god forståelse for denne verdens idealers begrænsninger. Han har et skarpt øje for den mislykkede jagen efter lykke og mening gennem dyrkelse af det nye (1,3-11), gennem søgen efter visdom (1,12-18) og gennem forbrug og rigdom (2,1-11).

Prædikeren var tydeligvis selv blevet fanget af materialisme og dyrkelsen af sit eget ego gennem forskellige projekter, som skulle gøre ham til noget stort. Alligevel kan han ikke, når det kommer til stykket, finde mening i det. Det kan ikke gardere ham mod følelsen af menighedsløshed, da resultaterne virker tilfældelige, og da han ikke kan holde fast på det i længden (2,12-23).

Det giver ham oplevelsen af, at de ting, vi gør i verden, har sin tid, og udfordringen er at finde meningen med det, når det sker. Vi aner, at der er et dybere formål med verdens gang, men vi kan ikke gennemskue, hvad det går ud på. (3,1-11).

Hvor er Gud i det hele?

Denne vanskelighed med at forstå de forhold, mennesker lever under, får Prædikeren til at vende sig mod Gud (2,24-26). I første omgang ikke i bøn og tillid, men derimod med nogle spørgsmål til ham. Prædikeren kan se, at Gud har lagt alting godt til rette for mennesker. Men han oplever også, at alle disse gode ting i sidste ende er »jagen efter vind«, og at der ikke er noget udbytte af det (2,10-11). Arbejdets slid og ondskaben i verden lægger en dæmper på livsglæden. Det gælder ikke kun i den enkeltes liv, men også på samfundsplan, hvor uretfærdigheden slår igennem (7,15-22). De følgende kapitler afspejler kampen med at forstå Guds veje.

På den ene side forstår han ikke, at Gud overlader mennesker til skæbnen; det vil sige tomheden i livets mislykkede projekter og uretfærdigheden under solen. Guds gaver kan se underlige ud, og det kan virke, som om lidelse knytter sig til dem. Det er simpelthen for svært at gennemskue Guds handlinger med mennesker og få dem til at give mening (6,1-8,17).

På den anden side vokser der gennem bogen en stigende erkendelse af Guds godhed frem hos den desillusionerede Prædiker. Han anerkender tidligt, at Guds gode gaver er vigtige at nyde og tage til sig. Det gælder både materielle og åndelige gaver, og det bliver et ankerpunkt for ham i sin kamp med at forstå Gud (se 2,24-26; 5,17-19; 8,15; 9,7-10). Ja, det er en ulykke at have Guds gaver og ikke nyde dem (6,1-12). Han kan også se, at Gud har skabt verden god, selvom verdens gang ikke giver mening (3,10-15).         

Visdommen tilbage på ret kurs

Fra kapitel 10 sker der en vending i bogen, og den begynder at ligne Ordsprogenes Bogs undervisning med korte ordsprog, som gives fra en ældre til en yngre mand. Allerede i versene inden (9,13-18) vender Prædikeren tilbage til en erkendelse af, at visdom er det vigtigste redskab til at beherske verden. Det vigtige i at nyde livets goder står stadig centralt, men i stigende grad kommer gudsfrygten på banen. Den nævnes tidligt i bogen (3,14) og bliver særlig fremhævet i slutningen af afsnittet om at søge Guds hus (4,17-5,6).

Opfordringen til gudsfrygt er faktisk bogens konklusion. I det sidste kapitel opfordres den unge mand til at »huske på din skaber i ungdommens dage«, før de hårde dage og døden kommer. Bogen slutter af med det smukke digt om alderdommen og døden med de kendte poetiske billeder, hvor det erfarede liv for eksempel sammenlignes med en bearbejdet sølvsnor der brister, eller en guldskål, der revner (12,1-7). Bogen slutter med en direkte opfordring til at frygte Gud og holde hans bud, selvom tilværelsen samtidig opleves som endeløs tomhed (12,8-14). Denne opfordring er muligvis tilføjet af Prædikerens sekretær, men den opsummerer meget godt Prædikerens konklusion på livets gåde.  

Hvad er livets mening og det gode liv?

Budskabet i bogen er, at søgen efter lykke og fylde gennem verdslige glæder kun er et gode for mennesket, hvis det sættes i det rette forhold til Gud. Verdens goder skal vi nyde med glæde, men hvis ikke gudsfrygten sættes over det hele, mister det sin mening og rette plads i tilværelsen.

Med andre ord vil et liv, der leves, uden at Gud er herre over det, miste sin mening og glæde – hvis ikke før, så når alderdommen svækker livsglæden og døden finder sted.

For kristne danskere i Velfærdsdanmark er det vigtigt ikke at falde for fristelsen til at sætte de verdslige goder over gudsfrygten. Desuden er bogens budskab en hjælp, når meningsløsheden, depressionen eller desillusionen over livets store projekter trænger sig på. Livets mening er: Frygt Gud, og glæd dig over livets små goder! Sæt ikke din lid til rigdom, visdom eller den jordiske kamp for retfærdighed, for der finder vi ikke forløsning.

Selvom tomheden og desillusionen dominerer, kan vi finde hvile i at stole på Gud og glæde os over hans gaver. På den måde kan vi betragte Jesu undervisning om ikke at bekymre sig for livet som en forlængelse af Prædikerens budskab (se Matt 6, 24-34). Desuden kan det være Prædikeren, Paulus har haft i tankerne, når han beskriver troen på, at vi som Guds børn en dag endelig vil blive befriet fra tomheden i tilværelsen (se Rom 8,18-23).      

Meget tyder på, at kong Salomo er Prædikeren

Prædikerens Bog fremstår som et testamente fra en klog mand til eftertiden. Vi får ikke oplyst et navn på Prædikeren, men i første vers står der, at han er »Davids Søn, konge i Jerusalem«. Meget tyder på, at det er den vise kong Salomo i al sin rigdom og magt. I 12,9 beskrives Prædikeren nemlig som »vis«. Det passer med beskrivelsen af Salomo i Første Kongebog 3-5.

Samtidig passer krisetonen i Prædikerens Bog på beskrivelsen af Salomo i hans alderdom, hvor han »ikke var helhjertet med Herrens sin Gud« og måtte leve med Guds dom over sin slægt på grund af sin halvhjertethed (se 1 Kong 11, 6-13).

Prædikerens bitre erfaringer med kvinder (Præd 7, 23-29) er en anden parallel til Salomo. Nogle vers i bogen indikerer, at Prædikeren distancerer sig fra kongen. Det har fået nogle til at afvise, at Prædikeren skulle kunne være Salomo. Det kan dog også være et udtryk for splittelsen i den aldrende Salomos sind, hvor han har svært ved at finde sig selv i den oprindelige rolle, som Gud har givet ham.