Højsangen: En poetisk kærlighedsfortælling

Mange kristne undrer sig over, at Højsangen er med i Bibelen. De synes, at bogen falder uden for mønsteret i Bibelens øvrige bøger. Den taler om seksualitet på en måde, som de ikke umiddelbart forbinder med deres oplæring i kristendom. Alt for direkte og løssluppent. Hertil kommer, at Højsangen for utallige teenagedrenge har været Bibelens frække bog, som de fnisende har smugkigget i, når der var bibeltime i junior- eller teenklubben.

Nogle vil derfor spørge: Hvorfor vi skal bruge tid på Højsangen, når der er 65 andre meget vigtige bøger i Bibelen? Mit svar på det spørgsmål er følgende:

1: Højsangen hører med til Bibelens kanon (skal være en mindre underoverskrift end de almindelige – tilsvarende med de næste punkter)

Gud har valgt at give os et helt bibliotek med 66 bøger, for at vi kan få et sandt billede at ham, af verden og af os selv. En af bøgerne i Guds udvalgte bogsamling til os er Højsangen. Derfor mangler der noget i vores kristendom, hvis vi begrænser den til kun at bygge på de 65 andre bøger.

2: Højsangen uddyber skabelsesberetningen

Skabelsesberetningen er den vigtigste tekst i Bibelen til at forstå mennesket som mand og kvinde og den indbyrdes relation mellem kønnene. Højsangen supplerer skabelsesberetningen med sin poetiske beskrivelse af livet inden for rammerne og på det fundament, som blev givet i skabelsen.

3: Højsangen insisterer på, at sex og kærlighed hører sammen

I vores tid er der en stigende tendens til at adskille seksuel nydelse og kærlighed. I Højsangen er sex i egentligste forstand »at elske« med en anden.

4: Højsangen hjælper os til at fastholde et positivt syn på sex

Som konsekvens af en opløst seksualmoral i samfundet kan sex let udvikle sig til at blive noget problematisk. Der er så mange former for misbrug af seksualiteten, som kristne skal sige nej til, at der kan sætte sig en trist aura af nejer omkring vores seksualitet. Højsangen er en kærkommen hjælp til at fastholde et positivt syn på seksualiteten.

5: Højsangen insisterer på kærlighedens eksklusivitet

Midt i Det Gamle Testamentes uforståelige omtale af gudfrygtige mænds flerkoneri står Højsangen som et fyrtårn for, at kærligheden er eksklusiv og ikke kan deles mellem flere. Et udtryk for Guds oprindelige tanke. Og midt i vores egen tid står Højsangen stadig som en markering af, at ægte kærlighed ikke deles med flere partnere.

6: Højsangen er en hyldest til det heteroseksuelle parforhold

I en tid, hvor ægteskabet ved lov er blevet kønsneutralt, blæser Højsangen en trompetfanfare for at udleve seksualiteten i det heteroseksuelle forhold mellem mand og kvinde.

7: Højsangen er fuld af indsigter om kærlighedslivet

I sin poetiske og højstemte form rummer Højsangen en lang række værdifulde indsigter om kærlighedslivet mellem mand og kvinde. De er i høj grad værd at grave frem og bringe i spil mellem kærester og ægtefolk i dag.

Hvad er Højsangen for en bog?

Højsangen er en poetisk bog, fuld af billeder, følelser og sansende antydninger. Det er ikke tilfældigt, for kærlighed og ikke mindst forelskelsen har poesi som et nærliggende udtryk.

Men det er anderledes end vesteuropæisk poesi i det 21. århundrede. Højsangen er mellemøstlig digtning fra det første årtusind før Kristus og kan derfor virke fremmedartet. Billedsproget hentes fra det gamle Israel og de omkringliggende landes fremmedartede kultur, men også fra landskabet, floraen og faunaen, som kan genfindes i Israel i dag.

Højsangen handler ikke om rammen for kærligheden mellem mand og kvinde, men om selve relationen. Rammen er givet i skabelsesberetningens berømte ord: »Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød« (1 Mos 2,24). Til denne ramme hører en række forskrifter, der udfoldes i Moseloven og senere i Det Nye Testamentes undervisning om seksualitet og ægteskab. Disse forskrifter er næsten helt fraværende i Højsangen, ligesom der heller ikke omtales børn som en forventelig frugt af kærlighedslivet.

Dette fravær af de ydre sociale og etiske rammer for kærligheden er ikke en fornægtelse af dem, men et udtryk for, at fokus er et andet, nemlig den direkte relation mellem en mand og en kvinde, som elsker hinanden.

Under læsningen kan man indimellem blive i tvivl, om det er kærestetiden eller ægteskabet, som de elskende befinder sig i. Et par steder er vi tilsyneladende til bryllup, men uden at det siges direkte. Denne uklarhed understreger, at Højsangen ikke er et skrift om seksualetik, men en poetisk beskrivelse af kærligheden inden for den ramme, som allerede er givet med skabelsen og hele den øvrige bibelske undervisning.

I den forbindelse hører det også med, at kæreste- og forlovelsestid i den bibelske verden ikke fungerede på samme måde som i Danmark i det 21. århundrede. Det kommende ægtepar havde meget mindre kontakt med hinanden før brylluppet, end vi har i dag. Dette gjaldt ikke mindst fysisk berøring som at holde i hånd eller at kysse og kramme hinanden. Dette kan under læsningen af Højsangen øge forvirringen om, hvor de elskende er i deres formelle forhold, men er samtidig med til at understrege, at bogen skal læses som kærlighedspoesi. Højsangen er ikke optaget af rammen for kærlighedslivet – det overlader den til den øvrige del af den bibelske kanon – men alene af relationen mellem de to elskende.

Hvem er personerne i Højsangen?

Der optræder flere personer i Højsangen, og det er ikke enkelt af få persongalleriet til at falde helt på plads. Den kvindelige hovedperson er tilsyneladende en pige på landet eller måske i udkanten af Jerusalem, men også med forbindelse til Libanon. Hun kaldes Shulamit et enkelt sted i bogen (7,1). Hun har nogle veninder, der omtales som Jerusalems døtre (2,7), og som hun indimellem er i dialog med.

Den mandlige hovedperson er en hyrde fra det samme miljø som Shulamit. Kong Salomo nævnes også (3,7), og han er ofte blevet identificeret med den mandlige hovedperson. Det tror jeg dog ikke er tilfældet, blandt andet fordi Højsangen slutter med en skelnen (og distance!) mellem Salomo og den mandlige hovedperson (8,11-12). Hvis det er rigtigt, betyder det, at Salomo ikke spiller en hovedrolle, men er en del af kulissen for den egentlige historie, som fortælles. Der kan argumenteres for begge synspunkter, og om man vælger det ene eller det andet, er ikke afgørende for at forstå bogens budskab.

Der er dog ikke tale om en egentlig sammenhængende historie med en begyndelse, et fremadskridende handlingsforløb og en afslutning, for eksempel i form af et bryllup. Der er antydning af bryllup et par gange, men det er ikke meget tydeligt. Højsangen er nærmere en samling glimt af den relation, der er mellem de elskende. Disse glimt udtrykker forskellige aspekter og mønstre ved kærligheden. Højsangen har et gennemgående tema, nemlig kærligheden mellem mand og kvinde, men det er svært at finde en gennemgående historie i bogen. Derfor kan vi tillade os at lade historien ligge og i stedet koncentrere os om temaet.

Digtet veksler mellem mandens og kvindens perspektiv med en overvægt til den kvindelige side. Vi møder således en fuldstændig jævnbyrdighed mellem kønnene i det, som er Højsangens anliggende, nemlig selve kærlighedsrelationen.

Kong Salomo knyttes til bogen, som på hebraisk egentlig hedder »Sangenes Sang«. Salomo er dog næppe forfatter til hele teksten, og det er muligt, at den først har fået sin endelige form efter Salomos tid. Bogen afspejler i sin genre og sit sprog international inspiration, blandt andet fra Egypten og Persien, men det siger ikke noget afgørende om, hvornår den er skrevet, og hvordan processen har været.

Højsangen har siden middelalderen og måske også før været læst op i synagogen ved den jødiske påskefejring og har således en mere fremtrædende plads i jødedommen, end den traditionelt har haft i den kristne kirke.

Hvordan skal vi læse Højsangen?

Op igennem kirkens historie har det været almindeligt at fortolke Højsangen allegorisk. Det betyder, at man har ment, at tekstens egentlige mening var en anden end det, den umiddelbart gav udtryk for. Der var en dybere åndelig mening, og teksten skulle »oversættes« til denne dybere mening for at blive forstået rigtigt.

Den dybere og egentlige mening med Højsangen var ifølge denne forståelse at beskrive forholdet mellem Herren og Israels folk og senere forholdet mellem Kristus og hans kirke på jord. Højsangen handlede i virkeligheden slet ikke om kærligheden mellem mand og kvinde, men om relationen mellem Gud og mennesker. Anledningen til denne forståelse har vel dels været en forlegenhed over for Højsangens frodige billedsprog om manden og kvindens kærlighed, dels været en tilknytning til de steder i både Det Gamle og Det Nye Testamente, hvor forholdet mellem Gud og mennesker beskrives som brud og brudgom.

Problemet med den allegoriske forståelse af Højsangen er, at der ikke er noget i teksten selv, som lægger op til en sådan forståelse, ligesom det også er vanskeligt at finde citater i Det Nye Testamente, som bruger Højsangen på denne måde. Jeg mener derfor, at vi skal læse Højsangen som det, den umiddelbart giver sig ud for at være: en poetisk beskrivelse af kærligheden mellem mand og kvinde.

Højsangen udfolder dermed det, som allerede er givet med skabelsesberetningens ramme og grundlag for kærlighedsrelationen mellem mand og kvinde. Vi kan altså tage teksten for det, den selv giver sig ud for.

Når dette er sagt, så er det interessant, at ægteskabet bruges som et af de centrale billeder på Herrens forhold til Israel i Det Gamle Testamente og Kristi forhold til sin kirke i Det Nye Testamente. Paulus udtaler således efter en beskrivelse af ægteskabet følgende: »Dette rummer en stor hemmelighed – jeg sigter til Kristus og kirken« (Ef 5,32). Ægteskabet er ligesom de andre grundlæggende menneskelige relationer (forældre-børn, venner, søskende) et bibelsk billede på relationen mellem Gud og os. De menneskelige relationer er altid ufuldkomne, men siger alligevel noget om vores forhold til Gud. På denne måde rummer Højsangen også indirekte en indsigt, der har betydning for gudsforholdet – for troen ligner kærlighed!