En duft af bryllupsrejse i Tredje Mosebog

Jeg havde på et tidspunkt chancen for at læse i Mosebøgerne sammen med en amerikansk-jødisk rabbiner. Det var fascinerende at opleve ham arbejde med bibelteksten. Det var, som om disse vanskelige tekster fra en fjern fortid kom til live og begyndte at hænge sammen.

Siden hen har jeg selv fået mulighed for at gå i dybden med særligt Tredje Mosebog, og i denne artikel vil jeg gerne dele nogle af de højdepunkter, jeg er stødt på i denne ret fantastiske bog.

På bryllupsrejse i ørkenen

Man taler normalt om Mosebøgerne som fem bøger, men faktisk er det ét samlet værk, der trækker en lang linje fra skabelsesberetningen til Moses’ død på grænsen til det forjættede land.

Midt i dette historieværk står Tredje Mosebog, som handler om israelitternes ophold ved Sinaj bjerg. Forinden har vi i Anden Mosebog hørt om folkets udvandring af Egypten og deres rejse gennem ørkenen til Sinaj. Og Fjerde Mosebog beretter om endnu en ørkenvandring, nemlig fra Sinaj til Shittim på grænsen til det forjættede land.

Begge ørkenvandringer var hårde og slidsomme for israelitterne, men ude i den brandvarme ørken talte Gud til sit folk og underviste dem i, hvad det vil sige at være Guds folk. De mange års ørkenvandring og opholdet ved Sinaj var derfor ikke en ubelejlig forsinkelse på vejen mod det forjættede land. Det var derimod en vigtig periode i folkets historie, hvor de nu skulle lære deres Gud og frelser at kende.

Da profeten Hoseas mange år senere kiggede tilbage på denne tid, beskrev han tiden i ørkenen som en slags bryllupsrejse: »Jeg [Gud] lærte dig at kende i ørkenen, i luftspejlingernes land« (Hos 13,4). Andre steder bruges ordet »kende« om det intime (seksuelle) kendskab mellem mand og kvinde i et ægteskab.

Herude i ørkenen var der kun israelitterne og Gud. Det befriede folk og dets befrier.

Dødelig urenhed

Lad os bare være ærlige og indrømme, at Tredje Mosebog kan fremstå noget gammeldags for os moderne læsere. Bogens første syv kapitler beskriver nøgternt og i detaljer, hvilke typer ofringer folket skulle bringe, og hvordan præsterne skulle håndtere ofringerne. Det er svært at se, hvad vi overhovedet skal bruge disse lovtekster til. Men de giver faktisk rigtig god mening, når man tager et blik på den større fortælling i Bibelen.

Tredje Mosebog står som et slags spejlbillede af skabelsesberetningen om Adam og Eva i Edens have. Her havde Gud og de første mennesker et harmonisk fællesskab, og Adam og Eva levede i Guds nærvær og velsignelse. Syndefaldet gjorde en ende på harmonien, og menneskeheden blev fordrevet fra haven og Guds umiddelbare nærvær. Konsekvenserne af syndefaldet ser vi overalt i Bibelen, også i Tredje Mosebog.

For eksempel er der et afsnit med renhedslove (3 Mos 11-15), herunder spiseregler. Gennem disse renhedsforskrifter ser vi de dystre konsekvenser af syndefaldet. Den skabte verden, som fra begyndelsen var god, er blevet uren, og urenheden adskiller mennesket fra Gud. Urenheden er i sig selv ikke dødbringende, men det er katastrofalt at nærme sig Gud, hvis man ikke er ren. Profeten Esajas er et stærkt eksempel på dette, for da han så Gud i et syn inde i templet, frygtede han for sit liv: »Ve mig, det er ude med mig, for jeg er en mand med urene læber, jeg bor i et folk med urene læber, og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers Herreּ« (Es 6,5).

Situationen efter syndefaldet var først og fremmest, at Guds nærvær gik fra at være livgivende til at være dødeligt. Selv Moses fik ikke lov til at se Guds ansigt, for så ville han dø (2 Mos 33).

Gud vil fællesskab

Men Gud vil ikke acceptere denne situation. Han vil have et nært fællesskab med sin udkårne. Han elsker os mennesker. Og i Tredje Mosebog ser vi et glimt af, hvordan Gud vil genoprette fællesskabet med menneskeheden.

Midt i den urene verden udvalgte Gud et folk og befriede dem fra slaveriet i Egypten. Han bragte dem ud til sig i ørkenen og gav dem nøje instruktioner om at bygge en helligdom. I helligdommen skulle de ofre til ham i tilbedelse og tak. De skulle også bringe fællesskabsofre (kaldet »måltidtidsofre« i oversættelsen af Bibelen fra 1992) og på den måde have et konkret, usynligt fællesskab med Gud i himlen. Og de skulle rense sig fra deres urenhed og synd gennem renselsesofre.

Kort sagt er der mange lange kapitler om præstetjeneste, ofringer og konstruktionen af telthelligdommen, og de er svære at forstå. Men den vigtigste ting, jeg har lært af disse tekster, er, at Gud er så grundig i sin instruktion, fordi han mere end noget andet ønsker at have fællesskab med sit folk.

Det er et fællesskab, der er i konstant fare på grund af urenheden i verden og ikke mindst i hjerterne. Det er en faretruende urenhed, som kan koste livet – og som kostede liv, da Arons to sønner, Nadab og Abihu, eksperimenterede med deres egne ofringer (3 Mos 10).

Den hellige, rene Gud vil have fællesskab med urene mennesker, men det skal ske på hans måde. Derfor de lange, detaljerede ritualtekster.

Gudstjeneste og hellighed

Første halvdel af Tredje Mosebog kulminerer i den årlige forsoningsdag (yom kippur), hvor helligdommen og folket renses for al synd og urenhed (3 Mos 16). Billedligt kan man sige, at der gennem forsoningen er skabt en miniatureudgave af Edens have midt i den urene ørken.

Gennem de tilbagevendende ofringer fjernes urenheden, og Gud kan bo midt i sit folk, og de kan leve i hans beskyttende og velsignende nærvær. Gud siger endda, at han vil vandre midt i sit folk (3 Mos 26,12), ligesom han vandrede i Edens have (1 Mos 3,8).

Det er i lyset af dette tema, at man skal læse resten af bogen. Fra kapitel 17 bevæger bogen sig videre til et nyt tema, som kan sammenfattes under overskriften »hellighed«. Kapitlerne handler knap så meget om ofringer og renhed og langt mere om etik. Kort sagt: Hvordan skal dette befriede og forsonede folk leve i harmoni med hinanden og med Gud? I kapitel 19 opsummeres temaet: »I skal være hellige, for jeg, Herren jeres Gud, er hellig« (3 Mos 19,2).

Forsoning og hellighed hænger altså sammen. Eller udtrykt med nogle andre ord: Tro og liv hænger sammen – også i Det Gamle Testamente.

I denne del af Tredje Mosebog beskrives det så, hvad det vil sige at leve et helligt liv. Den vigtigste lektie er måske, at hellighed dækker alle områder af ens liv, lige fra påklædning og udseende til seksualitet, forholdet til ens nærmeste og endda til de fremmede. Der er med andre ord ikke en niche af ens liv, hvor Gud ikke kræver hellighed, både i det synlige og i det skjulte. Her ligger en vigtig formaning til os i dag.

Gælder hellighedslovene i dag?

Der er mange, der i tidens løb har spurgt, om de gamle love fra Det Gamle Testamente også gælder kristne i dag. Et typisk svar er, at kun de ti bud gælder i dag, eller at det kun er de bud, som Jesus og apostlene direkte bekræfter.

Men kigger man efter i Det Nye Testamente, dukker der mange referencer til Tredje Mosebog op. Af pladshensyn vil jeg blot nævne tre.

For det første sammenfatter Jesus hele loven i to bud: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv« (Matt 22,37-39). Næstekærlighedsbuddet er et direkte citat fra Tredje Mosebog 19,18. Buddet om at elske Gud er fra Femte Mosebog 6,5.

For det andet kalder Peter de kristne til at leve et helligt liv og refererer direkte til Tredje Mosebog 19,2 (1 Pet 1,16). Det var ikke kun israelitterne i Det Gamle Testamente, der skulle leve et helligt liv i overensstemmelse med den Gud, som havde befriet dem fra slaveriet. Det gælder i mindst lige så høj grad de kristne, som på et endnu dybere plan er befriet fra syndens slaveri.

Og for det tredje tager Paulus fat i nogle af de vanskeligste kapitler i Tredje Mosebog, når han underviser korinthermenigheden i, hvordan de skal håndtere incest (1 Kor 5). I Tredje Mosebog 18 og 20 beskrives incest, homoseksuelt samliv og dyresex som modsætninger til et helligt liv, og handlingerne straffes med døden. Kapitlerne er for så vidt nemme at forstå, men de er blevet stadig mere kontroversielle, i takt med at homoseksualitet er blevet mere og mere acceptabelt i samfundet.

Paulus’ håndtering af et incestuøst forhold giver et vigtigt pejlemærke med hensyn til at forstå, hvordan vi skal bruge Det Gamle Testamentes love i en kristen etik. I 1 Kor 5 forbyder Paulus samlivet mellem en mand og hans fars hustru. Det gør han blandt andet med reference til en meget voldsom formulering fra Mosebøgerne: »I skal udrydde den onde af jeres midte« (fx 5 Mos 13,6).

I Mosebøgerne handler det normalt om dødsstraf, men det gør det bestemt ikke for Paulus. Tværtimod handler det for Paulus om udstødelse af kirken, altså om kirketugt. På den måde udleder han gode principper for et helligt liv og et godt menighedsliv ud fra lovene i Mosebøgerne, men med den væsentlige forskel, at kirken ikke har mandat til fysisk straf.

Tredje Mosebog er profeti

Mod slutningen af Tredje Mosebog ændrer bogen fuldstændig karakter. De mange lovtekster når deres klimaks i en tale fra Gud til israelitterne fyldt med formaninger og opmuntringer til at overholde lovene og leve et helligt liv (3 Mos 26).

Budskabet er, at hvis israelitterne holder lovene, vil Gud til gengæld lade sine velsignelser regne ned over folket, og de vil blive et stort og rigt folk, som kan leve i fred for deres fjender. Men hvis folket ikke vil høre på Gud og leve med ham, så vil han ramme dem med forbandelser i form af krig, sygdom, hungersnød og eksil fra det land, som Gud ellers ville lade dem bo i.

Disse forfærdelige straffe understreger, hvor skrøbelig denne miniatureudgave af Edens have ude i ørkenen i virkeligheden er. Vi ser, at det smukke og gode fællesskab mellem Gud og israelitterne er malet på en dyster baggrund, fordi der inderst inde i bruden er et uforsonligt og oprørsk hjerte. Igen og igen advarer Gud om konsekvenserne ved ikke at høre på ham og overholde hans bud. Alligevel viser historien i resten af Det Gamle Testamente, at israelitterne var oprørske og søgte andre guder.

Tredje Mosebog har dermed et profetisk skær over sig. På den ene side tegner den godt nok et billede af, hvordan Gud ønskede at bo i et trygt og helligt fællesskab med sit folk midt i den urene verden – en slags paradis på jord, kunne man sige. Men på den anden side viser særligt slutningen af bogen, at det ikke kunne lade sig gøre, og at et harmonisk fællesskab mellem Gud og mennesker kræver noget helt ekstraordinært.

På den måde peger Tredje Mosebog ud over selv og bliver på sin egen måde en profeti om Jesus, Guds søn, der blev menneske og døde for os. Hans død var ikke en tilfældig død, men et renselsesoffer for al verdens synd og urenhed. Derfor kan vi ved troen på ham med frimodighed have fællesskab med Gud (Heb 10,19).

I Bibelens allersidste kapitler får vi så et glimt af fremtiden. Der skal nemlig være bryllupsfest! Med nogle fantastiske billeder beskriver apostlen Johannes, hvordan Guds folk som en brud forenes med sin brudgom, Jesus (Åb 21).

Profetien fra Mosebøgerne er gået opfyldelse – i al evighed skal Gud bo sammen med sit folk, og der skal ikke længere være synd, død eller sorg.