Daniels Bog 1-2: Falskneri eller åbenbaring?

Daniels Bog er dramatisk. Men er den også sandfærdig? Torben Mathiesen, der er medlem af Ordet og Israels bestyrelse, har set nærmere på bogen.

Daniels Bog har ofte været i modvind og under anklage for ikke at have noget at gøre med den Daniel, som blev bortført til Babylon.
Er bogen i virkeligheden et falskneri, eller er den en del af Guds åbenbaring, der i sagens natur er historisk korrekt? Tilsyneladende møder den opmærksomme bibellæser problemer allerede i de første to kapitler.

Dramatisk fortælling
Som helhed er Daniels Bog et spændende skrift. Mange bibellæsere, der har fordybet sig i denne bog, er blevet fængslet af den dramatiske fortælling om den unge Daniel, som bortføres til Babylon af storkongen Nebukadnesar for at oplæres til en tjeneste ved hoffet. Herefter spiller Daniel over mange år en central rolle i en række voldsomme begivenheder, der udspiller sig i det babylonske verdensrige.
Læser man hele bogen igennem, støder man endvidere på nogle meget spændende profetier, som har et særligt fokus på verdenshistoriens forløb og verdensrigernes skæbne frem til Messias' komme og Israels forløsning.

Bibelkritik
Daniels Bog byder altså bibellæseren på spændende oplevelser! Men samtidig indeholder den store udfordringer. Bogen er nemlig ét af bibelkritikkens yndlingsofre.
Der er utallige eksempler på, at Daniels Bog forsøges frakendt sin status som Guds åbenbaring. Anklagerne er mange og forskelligartede. Det er især nogle påståede fejl i den historiske del og nogle meget detaljerede profetier, der bliver opfyldt under og efter Alexander den Stores tid, som får kritikere til at indtage den holdning, at bogen er en eventyrlignende fortælling, der i virkeligheden er blevet til langt senere, end den selv giver indtryk af. Kritikernes teori går kort sagt ud på, at bogen er blevet til som et trøsteskrift under makkabæeroprøret omkring år 160 f.Kr. - og derfor hverken er skrevet af Daniel eller personer omkring ham i 500-tallet f.Kr.
Allerede de første to kapitler rejser en række spørgsmål, dels om den historiske sandhedsværdi, dels om bogens tilsyneladende eventyrpræg.

Uhistorisk?
Et godt eksempel på diskussionen om fejl og unøjagtigheder i bogens historiske del, findes såmænd allerede i forbindelse med bogens første vers: I Judas konge Jojakims tredje regeringsår drog babylonerkongen Nebukadnesar mod Jerusalem og belejrede den (Dan 1,1).
Der er almindelig enighed om, at dette sker efter Nebukadnesars vigtige sejr over den egyptiske hær ved Karkemish i sommeren 605 f.Kr. Men problemet opstår, når man lægger mærke til, at Jeremias refererer til samme begivenhed i Jer 46,2, hvor der imidlertid står, at det skete i kong Jojakims fjerde regeringsår.
Er dette ikke et bevis for manglende historisk korrekthed?
Svaret er, at der findes flere mulige, gode forklaringer på den tilsyneladende uoverensstemmelse mellem Jeremias og Daniel:
1) Forskellen kan skyldes, at Jeremias her har valgt at bruge en tidsregning, hvor årstallet skifter om foråret (nemlig med måneden nisan), mens Daniel bruger en tidsregning, hvor årstallet skifter om efteråret (nemlig med måneden tishri). Ifølge tishri-kalenderen, der sandsynligvis var den almindelige i Juda på dette tidspunkt, foregik slaget ved Karkemish i Jojakims tredje regeringsår. Ifølge nisan-kalenderen var det i hans fjerde regeringsår.
2) En anden forklaring kan være Jojakims fjendskab med sin yngre bror Joakaz, der var konge i tre måneder inden Jojakims magtovertagelse. Ifølge en korrekt og præcis tidsregning foregik slaget ved Karkemish i Jojakims tredje regeringsår - præcist som Dan 1,1 siger. Men Jojakim anerkendte tilsyneladende ikke, at hans yngre bror Joakaz var blevet gjort til konge, da deres far døde. Da Jojakim tre måneder senere selv overtog tronen, blev han derfor udtrykkeligt gjort til "konge efter hans far Josija". Han ignorerede altså tilsyneladende sin brors tre måneder lange regeringstid og lagde den til sin egen regeringstid, som derved ifølge den gamle israelitiske tællemåde blev ét år længere. Hvis det er rigtigt, har Dan 1,1 anført det korrekte årstal ifølge Jojakims reelle regeringstid, mens Jer 46,2 har anført årstallet efter Jojakims egen måde at tælle på.
3) En tredje, noget enklere, forklaring kan være, at årstallet i Jer 46,2 slet ikke går på tidspunktet for slaget ved Karkemish, men derimod på tidspunktet for Jeremias' profeti.
Uanset hvilken forklaring der er rigtig, er der absolut ingen tvingende grund til at tale om fejl i hverken Dan 1,1 eller Jer 46,2!

Eventyrtræk?
Især to ting i de første to kapitler giver anledning til snakken om, at Daniels Bog blot er et smukt eventyr:
Den første er selve handlingen: Daniel fremstilles tilsyneladende udelukkende som den smukke jødiske helt, der uegennyttigt når helt til tops i Babylon og får selv storkongen Nebukadnesar til at kaste sig ned for sig. Dette sker vel at mærke samtidig med, at han aldrig giver køb på sin identitet som jøde!
Den anden er, at Daniel må have været meget ung - måske kun omkring 13-14 år - da han blev bortført til Babylon. (Bemærk at ifølge Dan 10,1 levede Daniel stadig i Kyros´ 3. regeringsår, som var i 538 f. Kr. - altså 67 år senere.) Og han er ikke blot ung og smuk, han opnår tilsyneladende også sin store indflydelse med ekspresfart.
Historien kan da også virke ret utrolig! Og det er måske ikke så sært, at man kan få associationer til den gæve gut i folkeeventyrene, der blot er sig selv, men som ved sit mod og held vinder prinsessen og det halve kongerige.
Kort opsummeret skildrer kapitel 1, at Daniel og de andre bortførte ved hoffet skulle oplæres i løbet af tre år og derefter træde i kongens tjeneste, mens kapitel 2 fortæller historien om Nebukadnesars drøm om billedstøtten, som det viser sig, at kun Daniel kan gengive og tyde. Afsnittet slutter med, at kongen vil gøre Daniel til hersker over hele provinsen Babylon og overhoved over alle Babylons vismænd (Dan 2,48).
Et nærmere studium viser dog, at historien slet ikke er så banal.

Den smukke jødiske helt
At de bortførte var smukke, er ikke bare en eventyrlig beskrivelse. Idéen var selvfølgelig, at den jødiske ungdom skulle være en slags gidsler for at sikre kong Jojakims loyalitet. Men samtidig blev de medtaget som statussymboler for Nebukadnesar. Og konger havde (og har) det altså med at omgive sig med smukke ting og mennesker.
Desuden skulle de oplæres, sandsynligvis også i mange okkulte discipliner. Derfor er der langt mere på spil for Daniel end blot det heltemodigt at bevare sin identitet som jøde, da han ikke vil spise af maden ved det babylonske hof. Baggrunden er nemlig dybt alvorlig. Når Moseloven forbød nogle dyr som urene, var det ikke først og fremmest af hensyn til sundheden, som mange forskere i dag ellers vil forklare det med. Tværtimod er der en nær forbindelse med hedenskabets brug af disse dyr til ritualer. Når Daniel og vennerne ikke ville spise maden, var det først og fremmest af hensyn til faren for at blive åndelig forurenet af afguderne i Babylon. Det var en kamp på liv og død. Når Paulus mange år senere i 1 Kor 10, 23 siger de berømte ord: "Alt er tilladt, men ikke alt gavner", så har han forinden gjort det meget klart, at man ikke skal spise afgudsofferkød, for det medfører fællesskab med dæmonerne. Det har været denne åndelige virkelighed, som Daniel så i øjnene.
Dybest set var det eneste eventyrlige ved Daniel, at han var fyldt af Guds ånd, men Gud har jo netop haft det for vane at oprejse særlige mennesker, når der var allermest brug for det…

Ung lærling eller erfaren tjener?
Videre skal vi nok allerede i kapitel 2 forestille os Daniel som andet og mere end en ung knøs på 17 år. Tilsyneladende er der en indre konflikt i teksten: Dan 1,18 siger, at Daniel trådte frem for kongen, da den fastsatte tid var gået - altså efter de 3 år - mens Dan 2,1 angiver, at Daniel første gang træder frem for Nebukadnesar i kongens andet regeringsår.
Hvordan kan Daniel på én gang være bortført af kong Nebukadnesar selv, træde frem efter 3 år og blive tilkaldt i kongens andet regeringsår? Og skal vi virkelig forestille os, at Nebukadnesar, datidens mægtigste konge, ender med at sætte tre 17-årige jødedrenge til at styre Babylon, rigets vigtigste provins?
Svarene skal sikkert findes i det følgende: Godt nok dateres Nebukadnesars drøm til hans andet regeringsår, og man regner med, at Nebukadnesars kongedømme i Babylon startede i år 605 f. Kr. Der kan altså være tale om år 603 f. Kr. Men det er langt mere sandsynligt, at Daniels bog daterer Nebukadnesar efter, hvornår han regerede over Davids og Salomos trone. Nebukadnesar stormede og besejrede Jerusalem i 586 f.Kr. Hvis det er rigtigt, befinder vi os altså ikke i 603 f.Kr., men derimod i 584 f.Kr.
På dette tidspunkt har Daniel og hans venner sandsynligvis været omkring 35 år! Det virker langt mere realistisk, og hvad mere er: Denne tolkning forklarer også hele den indvendige sammenhæng i historien om Nebukadnesar. Efter Daniels udlægning af drømmen (læs Dan 2,36-45) ville han ikke have faret frem mod Jerusalem med bål og brand, som han gjorde i 586 f.Kr. Tværtimod giver det netop mening, at han får drømmen efter sin ødelæggelse af Jerusalem. Forstået på den måde fortæller de følgende kapitler simpelthen om Nebukadnesars skæbne, efter han har forgrebet sig på det hellige. Det er i sig selv meget spændende læsning - og alt andet end et eventyr!

Gift og modgift
Der er mange flere spændende problemstillinger i Daniels Bog. I sagens natur kan en artikel som denne ikke redegøre for alle argumenter og modargumenter i diskussionen om bogen. Men hvis man ønsker at forvisse sig om, at Daniels Bog indeholder masser af modstandskraft mod de beskyldninger, der rettes imod den, så henvises der til litteraturlisten til sidst i denne artikel.
Og har man brug for en hurtig modgift mod det altid snigende: "har Gud virkelig sagt…", så kan det være en hjælp for mange blot at konstatere, at Jesus i hvert fald ikke havde de samme forbehold og ikke tøvede med at betragte Daniel som en ægte profet (se Matt 24,15).
Det ændrer naturligvis ikke på, at bibellæseren ærligt må arbejde med de spørgsmål, som teksten rejser. Men som ved de første kapitler vil en grundig læsning kun bekræfte, at Guds ord nok kan være eventyrligt spændende, uden at det er på bekostning af den historiske virkelighed!

Anvendt litteratur
Poul Hoffmann: Babylon det store (Lohse 1976)
Flemming Frøkjær-Jensen: Daniels Bog, Bibelværk for menigheden (Lohse 1996)
Allan R. Millard: Med Daniel til fest hos Belshassar (TEL nr. 3, 2002)