Da Det Nye Testamente blev samlet

Hvad siger NT selv?
Vi får desværre ikke en indholdsfortegnelse over NT i slutningen af Johannes’ Åbenbaring. Det havde gjort det betydeligt mere enkelt at svare på spørgsmålet om, hvorfor NT består af netop de 27 bøger, som vi finder i vores danske oversættelse af Bibelen. Denne tavshed betyder dog ikke, at vi er overladt til tilfældighedernes vilkårlige spil. Dertil er sagen også alt for vigtig.
Jesus lovede i sin afskedstale til disciplene skærtorsdag aften, at han ville sende Talsmanden (Helligånden) til at vejlede dem til hele sandheden (Joh 14,26; 16,13). NT er skrevet som en særlig opfyldelse af disse ord til apostlene.
Allerede i NT har vi vidnesbyrd om, at man i menighedens gudstjeneste brugte dele af Jesus-overleveringen, før den blev skrevet ned i evangelierne; se bl.a 1 Kor 7,10; 11,26; 12,25; 15,3-4. Vi har også et par henvisninger i NT til andre NT-skrifter på linje med GT. Det drejer sig om 2 Pet 3,15f, som omtaler Paulus’ breve, og 1 Tim 5,18, som henviser til Luk 10,7. Men ellers er NT’s vidnesbyrd om hvilke skrifter, som hører med, sparsomt.

Autoritet går forud for kanon
Samlingen af NT’s skrifter beskrives nogle gange således, at de bøger, som kom med i NT, dermed fik guddommelig autoritet. Men det er en misforståelse. Det forholdt sig lige omvendt. Det var de bøger, der havde guddommelig autoritet, som kom med i NT’s kanon. Den udskillelsesproces, som førte til samlingen af NT’s skrifter, var en udkrystalisering af, hvilke skrifter som allerede i udgangspunktet havde apostolsk autoritet og dermed var bærere af Jesu egen autoritet. Den guddommelige autoritet kom først, derefter en plads på listen over NT’s bøger.

Efter apostlenes død
I 60-erne e.Kr. blev behovet for at få overleveringen om Jesu liv skrevet ned mere og mere påtrængende, fordi øjenvidnerne blev gamle og nogle begyndte at dø. I begyndelsen af det 2. århundrede blev de fire evangelier nok samlet, og fra nu af henvises der til evangeliet ifølge Matthæus, ifølge Markus osv.
Allerede i slutningen af 1. århundrede fandt der sandsynligvis en lignende samling sted af Paulus’ breve. De kom til at bære overskriften ‘apostelen’ med tilføjelsen til galaterne, til romerne osv.
Apostlenes Gerninger hørte oprindeligt sammen med Lukasevangeliet som det andet bind af Lukas’ værk, men da Lukas blev en del af evangeliet, blev de to bind fra Lukas’ hånd adskilt. Apostlenes Gerninger beholdt dog naturligt den samme autoritet og anerkendelse som Lukasevangeliet. Dette skrift kom til at spille en vigtig rolle som bindeled mellem evangeliet og samlingen af Paulus’ breve.
Hos de såkaldte apostolske fædre, som er en samling skrifter fra første halvdel af 2. århundrede, har vi et stærkt vidnesbyrd om, at Paulus’ breve har nydt stor anerkendelse i hele kirken. Der henvises også til evangeliet, men det er endnu lidt uklart, om det er budskabet eller samlingen af de fire skrifter, som hentydningen gælder.

Kætteren Markion og kirkens svar
Omkring 140 e.Kr. kom der en lærer fra Lilleasien ved navn Markion til Rom. Han samlede en så stor tilhængerskare, at de kirkelige ledere blev nødt til at forholde sig til ham. Markion afviste helt GT og store dele af NT, fordi han her kun fandt jødedom. Han lavede en liste over den nye pagts skrifter, som indeholdt Lukasevangeliet uden henvisningerne til GT og 10 af Paulus’ 13 breve i hans egen redigerede udgave. Det er den tidligste egentlige liste over NT’s bøger, som vi kender til. Markion var på den måde med til at fremskynde den proces, som allerede var i gang i kirken, for at klarlægge, hvilke skrifter som hørte med til NT. Kirkens svar til Markion var, at ‘evangeliet’ indeholdt fire skrifter og ikke kun ét, og at ‘apostelen’ indeholdt 13 breve og ikke kun 10.
Omkring år 200 e.Kr. tegner der sig et billede af bred enighed i hele kirken om hovedparten af NT’s indhold. Det drejer sig om fire evangelier, Apostlenes Gerninger, alle Paulus’ 13 breve samt 1. Petersbrev, 1. Johannesbrev og Åbenbaringen, som alle anerkendte som ægte apostolske skrifter, der hører med til NT. Der var derimod uenighed om seks af NT’s mindre skrifter nemlig: Hebræerbrevet, Jakobs og Judas’ breve, 2. Petersbrev samt 2. og 3. Johannesbreve. Enkelte andre skrifter fra det 2. århundrede overvejes af nogle, det vigtigste hedder ‘Hyrden’ af Hermas. Disse andre skrifter kom dog aldrig virkelig i betragtning, dertil var de affattet på for lang afstand af aposteltiden.

Egentlige kanon-lister
Fra omkring 180 e.Kr. har vi den første egentlige liste over NT’s bøger fra den rettroende kirkes hånd. Listen kaldes Muratorianum. Denne liste indeholdt de fire evangelier, Apostlenes Gerninger, alle Paulus’ 13 breve samt 1. og 2. Johannesbrev og Åbenbaringen. I forhold til det NT, som vi kender i dag, er følgende bøger udeladt: Hebræerbrevet, Jakobs Brev, begge Petersbrevene samt 3. Johannesbrev. Endvidere nævnes, at et skrift fra det 2. århundrede, som hed Peters Åbenbaring, hørte med.
Den næste egentlige liste, vi kender til, er fra Origenes (o. 185-254 e.Kr.). Han fortæller, at 22 af NT’s skrifter var almindeligt anerkendt på hans tid, men at fem mindre breve var omdiskutterede, nemlig Jakob, Judas, 2. Peter og 2. og 3. Johannes. Endvidere nævner han, at to skrifter fra det 2. århundrede blev overvejet af nogle, nemlig Hermas’ Hyrde og skriftet Didaché.
Den næste liste over NT’s skrifter finder vi hos kirkehistorikeren Eusebius (265-340 e.Kr.). Han anfører kun de 27 skrifter, som NT indeholder i dag, men nævner, at de seks ovenfor nævnte er omdiskutterede. I perioden mellem 300 og 400 e.Kr. bliver diskussionen om de seks ‘små’ breve mindre og mindre, men nogle stiller så til gengæld spørgsmålstegn ved Johannes’ Åbenbaring, noget som ikke var sket før 300 e.Kr., og som må tilskrives teologisk skepsis især over for omtalen af tusindårsriget i Åb 20.
Første gang vi møder en liste med præcis de skrifter, som NT indeholder i dag, er i biskop Athanasius af Alexandrias påskebrev fra 367 e.Kr. Herefter klinger uenigheden om de seks ‘små’ breve ud, og omkring 400 e.Kr. diskutteres omfanget af NT ikke mere.

Kriterier for en plads i kanon
Der forelå visse kriterier, som var afgørende for, om et skrift kunne anerkendes som en del af den nye pagts hellige skrifter. Disse kriterier var vigtige for at hindre falske autoriteter i at komme ind i den kristne menighed.
Det vigtigste kriterium var, at skriftet skulle være apostolsk, det vil sige enten skrevet direkte af en apostel eller af en fra apostlenes kreds. Til dette kriterium føjede sig to underpunkter, nemlig alder og ret lære. Et udtryk for, om et skrift var apostolsk, var nemlig, at det kunne føres tilbage til apostlenes tid, og at det klart gav udtryk for apostlenes lære. Når Hebræerbrevet var omdiskuteret, skyldes det uvidenhed om, hvem forfatteren var, fordi det ikke er angivet direkte i brevet. Brevets oprindelige modtagere har vidst det, men det er blevet glemt for eftertiden, og man har manglet sikkerhed for, hvem fra apostlenes kreds det stammede fra.
Det andet store kriterium var udbredelse. For at blive anerkendt skulle skriftet være kendt i hele kirken og brugt ved menighedens gudstjenester. Dette er sikkert grunden til, at de små breve ikke uden videre fandt vej til NT’s kanon. De var ganske enkelt ikke tilstrækkeligt kendt i hele kirken, selvom de var apostolske.

Nogle konklusioner
Jesus har ikke givet os en direkte åbenbaring, hvor han fortæller, hvilke skrifter der hører med til NT. Men det betyder ikke, at vi ikke kan sige noget.
For det første må vi understrege, at det er Jesu egen autoritet, som er den kristne menigheds øverste og dybest set eneste autoritet. Denne autoritet har Jesus overdraget til sine apostle. Jesu autoritet er ikke alene knyttet til den mundtlige overlevering af hans liv og lære, men også til apostlenes skrifter, som er den nye pagts hellige skrifter. Kanonprocessen er en udkrystalisering af de skrifter, som allerede havde guddommelig autoritet. Denne udskillelse af, hvilke skrifter som hører med til NT’s hellige skrifter, skal sikre at kirken ikke kommer til at bygge på en falsk autoritet.
Skal vi prøve at konkludere, kan det være gavnligt at skelne mellem historiske og teologiske konklusioner.
Ud fra en historisk betragtning er NT’s kanonproces afsluttet. Der vil ikke komme flere skrifter til, og ingen vil kunne tage nogle ud. Langt den største del af NT hører historisk set indiskutabelt med til NT, nemlig 21 af de 27 skrifter. Om de sidste 6 mindre skrifter gælder, at de ikke hører med til kanon med samme historiske ret som de øvrige 21, men at de dog alligevel kom med. Vi kan også ud fra et historisk perspektiv sige, at ingen skrifter, som i dag ikke er med i NT, kan påberåbe sig en historisk ret til at være med.
Men alt er ikke sagt med de historiske konklusioner; de teologiske er nok så vigtige om end lidt mere uhåndterlige. For det første må vi konstatere, at vi ikke har et ord fra Jesus om, hvilke skrifter der hører med til NT. Derfor er NT i modsætning til GT i princippet en uafsluttet kanon. Når det er sagt, er der tre forhold, som hører med i vurderingen af NT’s kanon.
For det første gennemløb NT’s kanonproces et forløb svarende til det, som GT gennemløb, og Jesus har tilsyneladende intet at indvende mod GT’s kanon. Vi kan derfor ikke have nogle indvendinger mod, at NT tager form gennem en historisk udkrystaliseringsproces.
For det andet peger Jesus i sit løfte om Helligånden fremad, og det er nærliggende at regne med Åndens vejledning til hele sandheden også i den proces, som udskilte de skrifter, der var bærere af Guds egen autorietet (Joh 14,26; 16,13).
Endelig bør vi også regne med, at Guds forsyn og nidkærhed for sit ord (Jer 1,12) ikke ville tillade ham, der er historiens herre, at lade hans kirke på jord kom til at bygge på en autoritet, som ikke var fra ham selv.