TuBiShvat forberedes i vuggestuen
Kirsten ved appelsintræet i Joffihusets gårdhave d. 25.januar (foto: KØ)
Kirsten Østerby har nu været i Jerusalem godt tre uger og er travlt beskæftiget med mange forskellige opgaver. Blandt andet er hun tilbage som volontør i den vuggestue, Ordet og Israel har et samarbejde med.
I dag – d. 25.januar – fejer man i Israel TuBiShvat (den 15. i måneden Shvat), som er træernes nytår. Det er også blevet forberedt i vuggestuen, fortæller Kirsten:
”Jeg har i går været på arbejde i vuggestuen, hvor jeg er 2 dage om ugen. I dag hørte børnene om TuBiShvat - træernes nytår. De lærte om forskellige frugter, der vokser på træerne. Og så sang vi sangen om, hvem der gerne vil have de gyldne appelsiner.
”Ani” (jeg), råbte børnene. De har måske ikke styr på så meget andet af teksten, men dét kan de”,
griner Kirsten og fortsætter:
”Bagefter skulle de male urtepotter. Og her er det så, at min danske ordenssans bliver sat på prøve. Malingen bliver trykket ud af tuben direkte på bordet, og så får børnene lov til med fingre og pensler at rode rundt i malingen. Noget kommer på urtepotterne, men der kommer også en del på fingre, ansigt, stole mm. Jeg sidder næsten på mine hænder for ikke at styrte rundt og tørre op. Jeg skal vist bare lære at slappe lidt af????”.
Kirsten fortæller, at der selvfølgelig bliver ryddet op og tørret af, når alle er færdige med deres urtepotte-kunstværker.
Men hvordan er det at arbejde i vuggestuen?
”Jeg er meget glad for at være i vuggestuen. Jeg får mange dejlige smil, og er der noget skønnere end et barns glade latter?
I vuggestuen er der både jødiske og muslimske børn. De har alle et eller andet handicap og har brug for ekstra støtte. Derfor er det så vigtigt, at vi kan bringe danske volontører herned for blandt andet at hjælpe her. Jeg bliver hver dag mødt med stor taknemmelighed.
De ansatte er også en blanding af jøder og muslimer, og der er en gensidig stor respekt for hinanden. Jeg har både oplevet, at min jødiske leder sidder i et hjørne med sin bønnebog, mens børnene leger, og at min muslimske kollega ruller sit bedetæppe ud mellem de sovende børn. Det opleves for mig, som om der er et godt og fint fællesskab blandt de ansatte, og det er godt at være en del af,” slutter Kirsten
Vær med til at bede for Kirsten Østerby i Jerusalem.