Støtte til Israel med smerte og håb

Der var rigtig mange, der tog imod indbydelsen til at være med til mindearrangementet Vi mindes - Vi støtter - Vi håber. 

"Det var meget opmuntrende, at så mange deltog eller så med på streaming", siger landssekretær Nicklas Lautrup-Meiner, "tak til alle, som på den måde var med til at markere mindet, støtten og håbet".

Max Meyer, formand for Dansk Zionistforbund og repræsentant for Det Jødiske Samfund i Danmark, gav sin øjenvidneberetning.

 

I ord, billeder, stilhed, bøn og sang blev det markeret, at vi aldrig vil glemme det, der skete 7.oktober, at vi fortsat vil støtte Israel og det jødiske folk og gå op imod antisemitismen samt at Gud giver os grund til at håbe. Det var en eftermiddag, der gav rum for både smerte og håb. 

Der blev i forbindelse med bønnen tændt 12 lys - for Israels folk, for de 1200 døde og for de 12 måneder 

Pastor Jens Lomborg bød velkommen i Skjern bykirke, der var en video-hilsen fra Israels ambassadør til Danmark, og Max Meyer, formand for Dansk Zionistforbund, fortalte om det, han havde oplevet og hørt ved besøg i flere af de ramte kibbutzer.

Derudover satte Ole Andersen ord på dagens tema: Mindes - støtter - håber. 

Nicklas Lautrup-Meiner og Ole Andersen fortalte om den kibbutz, Ordet og Israel særligt vil støtte med en stor indsamling, som løber ind til 13. oktober. Se mere her

Og arrangementet blev afsluttet med Israels nationalhymne: Ha Tikva/Håbet, som blev sunget af Nicklas Lautrup-Meiner.

 DR lavede en reportage til aftenens TV-Avis kl. 18.30. Indslaget begynder cirka 10 minutter inde i udsendelsen.

 Arrangementet blev livestreamet. Denne streaming kan stadig ses på Ordet og Israels YouTube kanal 

(Alle fotos: Claus Kristensen)