Skal du være Ordet og Israels nye generalsekretær?

Hent Stillingsopslag som pdf 

eller læs det her:

Jobbet

Som generalsekretær er det dig, der er vores ansigt udadtil fx i møder med samarbejdspartnere i både kristne/messianske og jødiske miljøer i Danmark og Israel. Du sidder for bordenden, når Ordet og Israels teologiske linje skal udtænkes og formuleres, og du står på talerstolen, når den skal forkyndes og forsvares. Du evner både at argumentere akademisk og folkeligt for Ordet og Israels ståsted og at relatere til både unge og ældre kristne i en lang række forskellige kirker. Indadtil er det dig, der holder fanen højt hævet for de øvrige medarbejdere og frivillige og indgyder dem gejst og en oplevelse af at stå sammen om et fælles mål. Sammen med bestyrelsen og landssekretæren sætter du strategiske mål for fremtiden og udfører dem.

Konkrete arbejdsopgaver

- Forkyndelse og undervisning i menigheder landet over om Ordet og Israels DNA og mærkesager
- Undervisning på kurser mm. i Israel
- Netværk med interessenter i ind- og udland
- Debatter og læserbrevsskrivning
- Overordnet ledelse af organisationen
- Strategiarbejde
- Deltage i møder med bestyrelsen

Din profil

- Du deler Ordet og Israels DNA, formål og grundlag
- Du har det godt med at stå forrest
- Du kan lide at tale med både unge og ældre og lytte til dem
- Du kan bevare overblikket
- Du trives i et job uden faste arbejdstider og med rejseaktivitet i ind- og udland
- Du kan være tydelig og samtidig diplomatisk

Vi tilbyder 

Vi tilbyder dig et job, der først og fremmest er en livsstil, hvor du selv tilrettelægger arbejde og fritid. Du bliver overordnet leder for en bevægelse med omkring 10 medarbejdere i Danmark og Israel, mange engagerede frivillige og endnu flere forbedere. Den daglige ledelse varetages i tæt samarbejde med landssekretæren, og sammen sætter I retning udadtil og indadtil.

Ansøgningsfrist

17. februar 2025 kl. 12. Samtaler holdes i uge 10.

Om Ordet og Israel

Ordet og Israel er sat i verden for at styrke båndene mellem Israel og Kirken. I Israel hjælper vi jøder, fordi Gud elsker Israel med en evig kærlighed, og fordi vi som kristne står i taknemmelighedsgæld til det jødiske folk. I Danmark underviser vi kristne om Israels rolle i fortid, nutid og fremtid, fordi Gud ikke har forkastet sit folk, men vil bruge dem til at føre sin frelsesplan igennem for hele verden. Vi er overbeviste om at hele Bibelen er sand og at det gamle og det nye testamente hænger uløseligt sammen. Vores grundlag er luthersk, og arbejdet finansieres af frivillige gaver.

Kontakt

Du kan få flere oplysninger ved at kontakte formand for Ordet og Israel, Rolf Weber Jørgensen, på tlf. 2822 4821. Du kan læse mere om Ordet og Israel på vores hjemmeside www.ordetogisrael.dk