Poriya og Jerusalem blev til Dueodde
I foråret måtte vi sende discipelskoleelever og YVLere hjem før tid, og i efteråret kunne vi ikke sende nogen afsted til Israel. Som alternativ til discipelskole og YVL blev der skabt et helt nyt koncept: Kibbutz Bethesda (Nådens hus). Det fik adresse på Bornholm, nærmere bestemt ved Dueodde. Man lagde ud med en opstart i Danmark og håbede, de unge kunne komme afsted i løbet af den første måneds tid. Men da det viste sig umuligt, slog man sig til ro på Bornholm og forlængede sågar opholdet. Nu lakker det mod enden, og hvordan har det så været? Det har vi spurgt Hanne Højgaard om, og her er, hvad hun fortæller:
”I snart 11 ½ uge har vi været på Kibbutz Bethesda, Bornholm. En dejlig blanding af disciple, som skulle have været i Poriya og YVLere, der skulle have været i Jerusalem. I dag kunne vi slet ikke forestille os, at vi ikke skulle have været en enhed. Vi er helt klart blevet et hold, hvor alle har hver deres funktion ind i fællesskabet, og det er svært at se, at nogen skulle kunne undværes.
- Når jeg spørger de unge mennesker, om det har været et godt alternativ, svarer flere af dem: ”Vi ved det ikke, for vi kender ikke andet, men Kibbutz Bethesda, har været fantastisk”. De nævner undervisningen, fordybelsen i Biblen, at de får lyst til at læse mere i Bibelen, fællesskabet, omsorgen for hinanden, at vi griner meget sammen, at vi bor på Bornholm, at vi har nået at se så meget af Bornholm, stranden osv.
- Så ja, det har været et godt alternativ, selvom vi SÅ gerne ville have vist dem Israel og stederne, hvor det hele skete. Men én ting kan vi slå fast: Bornholm eller Israel, Bibelen er den samme og Gud virker gennem sit ord.
- Nu glæder vi os til at byde Morten Vartdal velkommen i vores sidste uge, hvor han vil undervise os i Bibelens sidste bog: Johannes Åbenbaring. Men inden da, får vi besøg af lokale Bornholmere, som har tilbudt os en Grill-aften. I det hele taget har vi oplevet en STOR og helt unik hjælpsomhed fra Bornholmerne.
- Vi er dybt taknemmelige og glade for, at det unormale har været så godt, når nu coronaen har hindret os i det normale.”