Ordet og Israels folk i Israel kaldes hjem
Coronavirus præger livet for rigtig mange mennesker i verden i disse uger. Fredag eftermiddag blev følgerne for de udsendte danskere i Ordet og Israels arbejde i Israel dramatisk ændret.
Det danske udenrigsministerium ændrede rejsevejledningerne og erklærede, at alle danskere i udlandet bortset fra fastboende straks skal vende hjem til Danmark.
- For Ordet og Israel gælder Udenrigsministeriets opfordring tre grupper i Israel, fortæller generalsekretær Ole Andersen.
- Det gælder de 8 seniorer og de 9 unge volontører og ungledere i Yad va Lev-hjælpearbejdet i Jerusalem. Og det gælder de 20 elever og vores volontør på Discipelskolen i Poriya.
- Ordet og Israel har en fastlagt politik om, at vi følger Udenrigsministeriets vejledninger, siger Ole Andersen. Selv om vi er utrolig kede af det, har vi ikke andre muligheder end at kalde vores folk hjem til Danmark. De skulle alle have været i Israel i yderligere 1-3 måneder, så det er en enorm skuffelse for både dem og os, at opholdet slutter allerede nu.
Efter at volontørerne og discipelskoleeleverne fik meddelelsen i forbindelse med sabbatsfejringen fredag aften, gik arbejdet i gang med at få ændret flybilletter og arrangeret hjemrejsen i de kommende dage.
Ordet og Israels fem faste medarbejdere i Israel er ikke umiddelbart berørt af Udenrigsministeriets hjemkaldelse.
Ben Gurion er meget tom for tiden. I de kommende dage må disciple og volontører rejse hjem til Danmark på grund af coronavirus.