Ordet og Israel sender penge til ukrainske jøder
Ruslands brutale invasion af Ukraine har medført et akut behov for hjælp til den ukrainske befolkning. Et behov, som mange organisationer og individer rundtom i verden har valgt at handle på.
I Ordet og Israel er vi naturligvis også berørte af den forfærdelige situation. Og ligesom mange andre ønsker vi også at hjælpe det ukrainske folk. Det har vi valgt at gøre i form af en pengegave.
Hjælp til Ukraines jøder
Ukraine er et land med en stor jødisk befolkning. Det er ganske vist svært at sige, præcis hvor mange jøder der bor i landet – men det er mange. Ifølge en undersøgelse fra 2020 bor der i landet 43.000 personer, som identificerer sig som jøder. Men man vurderer, at der reelt er omkring 200.000 personer, som via deres jødiske baggrund ville være berettiget til at få statsborgerskab i Israel.
Ordet og Israel har valgt at give 193.000 kroner til denne befolkningsgruppe.
Helt konkret er pengene blevet givet til organisationen Keren Hayesod. Det er en israelsk organisation, som har afdelinger i rigtig mange lande – blandt andet Danmark. Det er ikke en hvilken som helst organisation, for der er faktisk en israelsk lov fra 1956, der giver Keren Hayesod status som officiel fundraiser for Israel. En af deres kerneopgaver er med andre ord at samle penge ind til Israel.
Krigen i Ukraine har imidlertid fået den danske afdeling til at starte en indsamling til de ukrainske jøder. Det er denne indsamling, Ordet og Israels penge går til. De vil blandt andet gå til den nødhjælp, som der er akut behov for, og til at hjælpe ukrainske jøder, der ønsker at blive statsborgere i Israel (foretage aliyah).
Af de 193.000 er 102.000 kroner en del af en arv, vi har fået for nylig, mens de resterende 91.000 kroner er penge, som vi har haft gemt fra et tidligere regnskabsår. De 91.000 var oprindeligt tænkt som en polstring mod eventuelt underskud som følge af corona. Men denne polstring har – takket være mange gaver til Ordet og Israel – ikke været nødvendig. Og derfor kan pengene nu komme de ukrainske jøder til gavn.
Billede fra 2014, hvor Krim blev invaderet af Rusland. (Foto: Ole Andersen)
Taknemlighed over for det jødiske folk
En del af Ordet og Israels DNA er kærlighed til Israel – herunder en kærlighed til det jødiske folk. Det gælder også dem, der ikke bor i staten Israel. Det er en del af baggrunden for beslutningen om at give denne gave. Om det siger generalsekretær Ole Andersen: »Situationen i Ukraine er forfærdelig. Millioner af mennesker er dybt berørt, og det gælder også de op mod 200.000 jøder i landet. I den situation har vi i Ordet og Israel besluttet at støtte den indsamling, danske jøder har iværksat til fordel for jøder i Ukraine. Vi er taknemmelige for, at vi i så alvorlig en situationen for et lokalt jødisk samfund kan vise vores kærlighed og taknemlighed for alle de velsignelser, vi som kristne har modtaget fra Israels folk – mest af alt selvfølgelig Bibelen og Jesus Messias.«