Mod og sammenhold i Kibbutz Reim
Om kibbutz Reim
Kibbutz Reim havde før 7. oktober 23 omkring 435 medlemmer. Den blev invaderet af 80 terrorister. Egentlig var der mange flere på vej til kibbutzen, men de blev i stedet omdirigeret til Nova festivalen lige i nærheden, hvor de mishandlede og dræbte 360 festivaldeltagere.
Hovedvejen til kibbutzen blev blokeret, da festivalgæsterne ville flygte i biler, men blev fanget i baghold af terrorister, der afskar vejen i begge ender. Midt i trafikkaosset gik terroristerne fra bil til bil og dræbte passagerne og satte ild til flere af bilerne.
Mange festivaldeltagere kom løbende til kibbutzen for at komme i sikkerhed. Hæren kom først frem til kibbutzen efter 10 timer.
Kibbutzen slap nådigt: Der blev dræbt syv af kibbutzens medlemmer og fire blev kidnappet.
Størstedelen af Kibbutz Reims medlemmer blev evakueret sammen til et lejlighedskompleks i Tel Aviv, hvor de fik et fælleshus stillet til rådighed med spisesal, børnehave, kontorer, lægeklinik. Her kunne de opretholde deres kibbutzfællesskab midlertidigt. Børnene fortsatte i deres børnehave. I den lokale skole gik de i deres egen klasse og havde deres kendte lærere fra kibbutzen.
Allerede en uge efter massakren kom nogle af farmerne tilbage til kibbutzen og genoptog deres arbejde. Men de manglede alle de udenlandske (særligt fra Thailand) og gazanske ansatte. Efter 3 uger genåbnede man 2 fabrikker i kibbutzen. Farmere og fabriksarbejdere var i kibbutzen i løbet af ugen og tog ”hjem” til deres familier i weekenden.
I september 2024 begyndte familier at flytte tilbage til kibbutz Reim for at genopbygge.
Kibbutzens medlemmer har måttet kæmpe med bureaukrati og lange ventetider på den økonomiske hjælp fra staten til genopbygning af de mange ødelagte hjem. Oveni dette kommer hele den menneskelige genopbygning. En af de store hjælpeorganisationer i Israel fortæller, at man estimerer, at hver fjerde israeler er ramt af kronisk PTSD.
Lone i Kibbutz Reim
Lone - som er en af Ordet og Israels to ansatte i Israel - tager hver torsdag meget tidligt om morgenen med en ”volontørbus” fra Jerusalem til området ved Gaza. Hun deltager i et større arbejde med at hjælpe de forskellige kibbutzer med deres landbrugsarbejde.
I torsdags var hun igen i kibbutz Reim og skriver:
”Vi skulle plukke appelsiner. 16 ton blev det til. Endnu en meget meningsfuld Yad va Lev dag hos en taknemmelig farmer og friske appelsiner på vej til jer. ”
En personlig beretning
Udover at hjælpe i appelsinplantagen fik Lone og de andre volontører fra Jerusalem endnu en øjenvidneberetning fra den forfærdelige dag.
”Igen i dag fik vi en gribende og skræmmende historie om, hvordan kibbutzlivet en lørdag morgen, 7. oktober 2023, brat blev afbrudt, da raketter regnede ind over dem, og terrorister invaderede området.
Farmeren fortalte sin personlige historie om, hvordan han koordinerede kibbutzens sikkerhedshold og hvordan de kæmpede mod terroristerne, mens de ventede på hjælp udefra.
Han fortalte om, hvordan de sendte talebeskeder til hinanden om, hvor de var, hvor de havde set terrorister, i hvilken retning de løb, hvor de blev beskudt og hvad de skulle gøre næstefter.
Han afspillede flere af talebeskederne for os. Det lød som almindelige samtaler om, hvem der tager hvad med til kaffebordet og hvor skal vi mødes.
De havde ikke andet valg end at bevare roen og forsøge at fastholde overblikket for at beskytte deres familier og beboerne i kibbutzen.
Farmeren var meget ydmyg omkring sin egen indsats og sagde, at de i kibbutz Reim var meget heldige og velsignede, at det ikke gik værre for dem.”, fortæller Lone.
Det gør indtryk
Det gør indtryk at møde disse mennesker med hver deres personlige beretning og mod til at kæmpe videre for deres kibbutz:
”Der er så utrolig mange personlige beretninger, og jeg bliver altid slået af deres mod og sammenhold.
Jeg synes, det er vildt med de der almindelige mennesker, familiefædre og farmere, som nok for mange år siden var i militæret, og nu pludselig stod ansigt til ansigt med morderisk fjende i deres egen kibbutz. De stod sammen for at beskytte alt, hvad de havde og med de få midler, de havde. De kunne ikke lade terroristerne gøre, hvad de havde til hensigt.
Og her bagefter går livet videre i appelsinplantagen, farmerne passer deres jord og afgrøder, ydmyge over det, de gjorde i de forfærdelige dage. Med udsigt til de nedbrændte huse og helt sikkert med ar på sjælen”, slutter Lone
(Alle fotos: Lone B K)