Mit allerførste arrangement med Joffi
"Joffi-konferencen 2024 var mit allerførste arrangement med Joffi, og det var også første gang, jeg var ude i ”marken” som ansat. Sikke en weekend det var!
Jeg var spændt på, hvordan en Joffi-konference forløb, og hvad jeg skulle forvente af et sådant arrangement. Selvom jeg havde været involveret i forberedelserne og håndteret tilmeldinger, følte jeg stadig en vis spænding på en positiv måde." fortæller Mathias.
Der har de seneste år været en nedgang i deltager-antal på Joffi-konferencen, men alle bekymringer blev gjort til skamme, da der var rekord-stor tilmelding i år. Der var deltagere, der lige var kommet hjem i efteråret, og der var deltagere, der var afsted for flere år siden. En god blanding. Det samme var programmet. Der blev indledt med sabbatsmåltid og så gik det ellers løs:
"Hele weekenden var virkelig en fornøjelse at deltage i, og jeg følte mig taget rigtig godt imod, selvom jeg ikke selv har været på hverken Yad Va Lev eller Discipelskolen", fortæller Mathias og fortsætter: "Det var fedt at møde mennesker, der delte fælles kærlighed til Jesus, Israel og jøderne. Det er et stærkt grundlag at mødes på, og det var spændende at dele tanker, minder og oplevelser med hinanden.
"Programmet synes jeg understøttede det stærke fællesskab rigtig godt med gode bibeltimer, interessante og aktuelle historier fra og om Israel, og ikke mindst deltagerfavoritten - israelsk folkedans. Alt i alt var det en fremragende weekend, som jeg allerede glæder mig til igen næste år", slutter Mathias.