Mærkelig stemning i Jerusalem
På en telefon fra Jerusalem har jeg netop fra Leif Toft fået et helt aktuelt stemningsbillede fra en by, som på den ene side er på vej til en af de store højtider og på den anden side i disse minutter går ind i den anden nedlukning på grund af Corona-epidemien. Det er lige straks jødisk nytårsaften - og der er kun få timer til, at hele landet for anden gang lukker ned på grund af corona. Det efterlader byen i en meget fremmed stilhed og mærkelig stemning, en blanding af depression, protest, frustration og afmægtig ligegyldighed. Der er ikke mange mennesker i shukken, som plejer at summe af mennesker op til en helligdag. Der er en kvinde, der under højlydt protest modtager en bøde for ikke at bære maske. Der er forretningsdrivende, som er frustrerede og usikre på, om de kan holde åbent under nedlukningen. Der er andre, som siger, vi må lukke vores butik, men vi vil sælge vores varer på gaden. Andre igen joker med det hele og siger: ”Vi har ikke noget med det der Corona at gøre, så vi bliver ved med at holde åbent.”
Leif skynder sig med bussen hjem, han skal hjem og lave nytårskylling til Hanne og ham. Han er spændt på, om de sammen med Ruben kan få lov til igen at være med i kommunens maduddeling under nedlukningen.
I næste uge ringer jeg til dem igen, så vi kan bringe mere nyt fra Jerusalem.