Luba flygtede fra Kharkiv til Israel

Op mod 20.000 ukrainere er flygtet til Israel. Mindst halvdelen af dem er jøder, og de kan derfor få statsborgerskab i landet.

75-årige Luba fra Kharkiv er en af dem. For nylig ankom hun til Israel, hvor hendes søn bor. Han kommer i den messianske menighed Grace and Truth i Ashdod. I menighedens nyhedsbrev fortælles Lubas historie, og bringer vi en oversættelse af her:

Lubas hjem i Kharkiv er blevet bombet. Nu bor hun i Israel, hvor hun kan søge statsborgerskab, fordi hun er jøde. (Foto: Grace and Truth)

Lubas fortælling: Oversat fra Grace and Truth-menighedens nyhedsbrev

Luba er mor til et af medlemmerne i vores menighed, som immigrerede til Israel fra Kharkiv med sin familie for fire år siden.  Luba er 75 år, og at rejse til et fremmed sted er ikke let for en kvinde på hendes alder.

Hendes vidnesbyrd, som hun har delt med os, peger på Guds omsorg.

Hun forlod Kharkiv på den fjerde dag i krigen. Selvom bomberne var forfærdelige og sirenerne blev ved, havde alle svært ved at tro, at det rent faktisk skete. Alle i byen var sikre på, at det hurtigt ville slutte. Børnefamilierne var de første, der forlod byen. Luba besluttede sig hurtigt for også at forlade den. Hun pakkede sit sommertøj i håbet om at komme til Israel og fulgtes med en familie fra sin kirke. Alt andet efterlod hun. De tog hen til togstationen i Kharkiv og fandt et tog mod Lviv. På det tidspunkt var der ikke mange flygtninge sammenlignet med et par dage senere.

Luba har fortalt, hvor overvældet hun er over den medfølelse og store hjælp, hun har fået på sin rejse. Hun har spurgt sig selv: ”Ville jeg have handlet på samme måde?”. Hun og den familie, hun rejste med, blev taget godt imod i Lviv. De blev bragt til en sportshal på en skole og fik madrasser, lagner og mad af de frivillige lærere. Næste dag tog de et tog til byen Yaremche, hvor de blev mødt af folk fra en lokal kirke.

Også her fik de et sted at sove og fik det, de havde brug for. Her blev det besluttet, at Luba skulle krydse grænsen til Rumænien og herfra tage et fly til Israel. Næste morgen tog de [Luba og den familie, hun rejste med] hen til busstationen for at tage derfra til byen Chernivtsi [som ligger i Ukraine]. Men en mand i en bil stoppede og tilbød dem et lift, eftersom han selv skulle til Chernivtsi for at blive opereret. Luba og hendes medrejsende mødte her nogen fra en lokal kirke og blev kørt til den rumænske grænse.

Hun fortæller, at hun også her var meget overvældet over, hvor organiseret det hele var. Der var mange telte, hvor folk kunne få det, de skulle bruge, helt gratis.

Folk blev inddelt ud fra deres slutdestination. Og her måtte Luba sige farvel til den familie, hun havde rejst med, fordi de skulle til Tyskland. De tog til Suceava [i Rumænien], hvor en adventistkirke hjalp dem videre.

Folk fra kirken forsøgte at hjælpe Luba med at komme til Bukarest. Hun skulle krydse grænsen i den nordlige ende af Rumænien og rejse gennem hele landet alene for at komme til Bukarest [i den sydlige del af Rumænien]. En af flygtningene ved grænsen var en ung armensk mand, som ville køre i bil til Bukarest. Først var Luba tøvende over for at skulle køre med en fremmed mand i så lang tid. Men Gud gav hende fred, og hun fik mulighed for at dele evangeliet med ham og give ham en bibel på den seks timer lange køretur.

Brødre og søstre fra en kirke i Suceava sørgede for, at der var en til at tage imod dem i Bukarest, og som kunne have dem boende. Det næste fly til Israel fik seks dage senere. Luba fortæller, at hun i Bukarest fik lov at spise gratis på restaurant, fordi hun var flygtning.

Til sidste nåede hun til Israel – 12 dage efter at hun forlod Kharkiv.

Luba lærte meget på denne usædvanlige rejse. Hun lærte om værdien af omsorg og selvopofrelse – hos både kristne brødre og søstre og andre, hun har mødt. Og vigtigst at alt lærte hun, at Gud leder sit folk, når de må flygte – skridt for skridt, mirakel for mirakel.