Kufferterne er pakket
Det betyder bla., at de har travlt med at få de sidste oplevelser og opgaver med. De har sendt os en lille beskrivelse af denne både travle og lidt forstemmende tid:
”I de sidste par uger har vi nydt at være godt inde i vores volontøropgaver og har brugt vores fritid på at bruge god tid med vores venner hernede samt at se de sidste ting, vi gerne ville nå.
Vi har faktisk nået meget: Vi har bla. fået set Det Herodianske Kvarter i Den Gamle By, Citadellet og Israelmuseet og vi har gået i Kedrondalen. Vi har også fået spist et par ekstra falafler her, mens vi synger på sidste vers :)
På fredag får vi besøg af dem, vi har haft mest med at gøre hernede. Vi er meget glade og taknemmelige for de venner, vi har fået her, dem kommer vi til at savne. Vi har nydt meget, at vi har haft mulighed for at investere tid i fællesskabet i kirken samt at kunne mødes på almindelige hverdage med de relationer, vi har fra kirken.
Og arbejdet er der også lige til det sidste
Det er hyggeligt at bruge to dage om ugen med børnene i vuggestuen. Vi føler efterhånden, vi kender børnene rigtig godt. Selvom kun få af medarbejderne i vuggestuen taler engelsk, har vi alligevel også fået en relation til nogle af dem. En af Marias kollegaer inviterede os en dag hjem til sine bedsteforældre til sabbat under sukkot. Her fik vi hjemmebagt challabrød (sabbatsbrød) og fik fortalt en sammensat historie om udvandringen fra Egypten.
En gang om ugen tager vi ind til Medallion og hjælper. Bagefter udnytter vi tit eftermiddagen til at gå en tur i byen. Det er skønt at få set Jerusalem en masse og føle sig hjemme i gaderne. Vi bliver altid overraskede over, hvor mange spændende små møder med fremmede, der byder sig i Israel.
Et spændende møde
Den anden dag mødte vi en jøde ved navn Michael på pladsen foran Hurva synagogen, mens vi ventede på at besøge et underjordisk museum. Han spurgte, om der var en særlig grund til, at vi var i Israel lige nu, og vi fortalte, at vi er kristne. "Kender du Jesus Kristus?" spurgte vi, selvom det normalt ikke er det første, man spørger en jøde om i Den Gamle By.
”Ja”, sagde han og fortalte om, hvordan han som ung israeler flygtede fra Gud og søgte det spirituelle. Det ledte ham til at søge ind på en skole for meditation og massage i Mexico. På vejen dertil kom han imidlertid til at gå forkert og endte på toppen af et bjerg. Der fandt han en lille kristen børnebog, hvori der stod, at Gud elskede ham, og havde sendt sin søn for at frelse ham. Til sidst i bogen var der billeder af børn der bad. Han efterlignede børnene, foldede sine hænder og bad om, at Jesus måtte rense og frelse ham. Og han oplevede med det samme en tilgivelse, fred og en kærlighed, han aldrig havde kendt før. Da han kom ned fra bjerget, var han blevet kristen, og droppede massørskolen. Nu søgte han i stedet at forstå og nærme sig Jesus mere hver eneste dag.
Mærker ikke meget til krigen
Vi mærker stadigvæk ikke meget til krigen, og det er heller ikke noget, vi oplever, folk taler meget om. Selv følger vi heller ikke lige så meget med, som vi har gjort. Men der er en stor længsel efter fred.
Selvom det har været nemt for os at komme rundt uden det sædvanlige turistmylder, håber vi meget på at opleve turistgrupper og mange flere åbne steder og butikker, næste gang vi kommer :)
Personligt forlader vi landet med en følelse af håb på folkenes vegne og en forventning om, at situationen snart løser sig til det bedre.
Volontørerne er savnede i Jerusalem
Joffihuset har været et dejligt hjem, men det mangler sine skønne volontører og det liv, der plejer at kendetegne det. Vi bliver tit spurgt, om ikke der snart kommer nogle volontører. De er savnede, og folk lægger mærke til, at de ikke er der. Det tager vi som en opmuntring om det vidnesbyrd, de plejer at være hernede.
Shalom fra Jerusalem