”Jeg tror måske, at det er luftalarmen”

Kirstens lejlighed blev omdannet til et lille kollektiv af fastboende og strandede gæster: Fra venstre Elisabeth, Helena, Ellen og Erik. Kirsten selv står bag kameraet

Kirsten Østerby, som er ansat til at arbejde i Jerusalem med opgaver både ude i byen - i vuggestue og som besøgsven - og med seniorarbejdet, fortæller her om sine oplevelser d. 7. oktober og de følgende dage:

”Jeg tror måske, at det er luftalarmen”

Lørdag d. 7.10. regnede jeg med ville være en lørdag som alle andre. Ikke usædvanligt var jeg kommet for sent i seng fredag, så jeg havde planlagt at sove lidt længe, inden jeg skulle til gudstjeneste i Jerusalem Assembly. Sådan kom det ikke helt til at gå.

Kl. ca. 8.30 blev jeg vækket af luftalarmen. Eller faktisk blev jeg vækket af Elisabeth, som jeg bor sammen med. ”Jeg tror måske, at det er luftalarmen”, sagde hun, da jeg endelig vågnede og kom nogenlunde til mig selv.

”Tror du virkelig, det er en luftalarm?”, var min første skeptiske kommentar. Der er mange lyde i Jerusalem, inklusiv forskellige typer alarmer. Og luftalarm er meget sjældent i Jerusalem. Når der kommer nye volontører, skal vi naturligvis vise dem beskyttelsesrummene, men det er sådan lidt: ”Ja, dette er så beskyttelsesrummet, men det kommer vi sandsynligvis ikke til at bruge. Der er aldrig luftalarm i Jerusalem.” Så jeg tog det helt roligt, og af alle steder stillede vi os ud på vores altan for at se, om vi kunne se noget, der kunne fortælle os, om det var en alarm eller ej.  Der var ikke nogen synlig aktivitet på gaden, men da alarmen blev ved, blev også jeg overbevist om, at det faktisk var en luftalarm.

Der skete ingen raketnedslag i Jerusalem. Det eneste, vi mærkede til raketterne, var et mindre brag og røg på himlen, når luftforsvaret skød dem ned. Derudover var der roligt og fredeligt, en smuk solskinsdag, med blå himmel og fuglesang. Måske ikke så mærkeligt, at det hele føltes uvirkeligt.

Lørdag formiddag havde vi 5-8 alarmer i Jerusalem. I løbet af eftermiddagen begyndte der at komme meldinger om, at dette ikke ”bare” var et raketangreb fra Gaza, som så mange gange før, men at der også havde været Hamasterrorister inde i Israel. Vi hørte om gidsler, der var taget med tilbage til Gaza af terroristerne.

Senere søndag hørte vi om de voldsomme antal dræbte, og det gik op for os, hvor stort og forfærdeligt et terrorangreb det var. Ulig noget, der nogensinde er sket før.

Arbejde i en forandret by

Søndag tog jeg afsted med bussen for at besøge min gamle veninde Mathilda, som jeg normalt gør om søndagen. Og det var hurtigt at fornemme, at noget var helt anderledes, end det plejede at være. Der var stille. De fleste butikker og cafeer var lukkede. Der var ingen, der grinede eller snakkede højt. Jerusalem var en by i chok og sorg. Israel er stadig et forholdsvist lille samfund og næsten alle kender nogen, der er mere eller mindre direkte berørte af terrorangrebet. Enten kender de nogen af de dræbte, de bortførte eller nogen, der var tæt på, men formåede at flygte.

Rejse hjem eller blive?

Den efterfølgende uge var præget af usikkerhed og overvejelser. Skulle vi rejse hjem eller skulle vi blive…. Men midt i det oplevede jeg en fantastisk ro indeni. Det var tydeligt at mærke, at mange bad for os.

Flere medarbejdere og frivillige fra Danmark var strandet i Israel, blandt andet fordi Ordet og Israel skulle have afholdt medarbejderkonvent i den uge. Det var en enorm opmuntring midt i det hele, at de var der - og også et udtryk for Guds omsorg og gode planlægning.

Det var en meget svær beslutning at tage, men jeg endte med at beslutte mig for at tage hjem, og lørdag blev de fleste af os evakueret med hjælp fra det danske udenrigsministerium. Og ja, nogle af os kom med de meget omtalte Herkulesfly !!!!  

Hvad så nu?

Hm, ja, det er svært at svare på. Det er selvfølgelig på mange måder godt at være i DK og være sammen med familie og gode venner. Men samtidig ligger tanken om, hvad der sker i Israel, hele tiden i baghovedet og fylder. Hvordan har de det, de mennesker, som jeg kender der? Det allersværeste ved at tage af sted var netop tanken om dem, der måtte blive tilbage og ikke kunne rejse nogen steder.

Jeg prøver at bruge tiden på gode ting. Jeg har været ude på nogle skoler for at fortælle om Israel og situationen dernede lige nu. I denne uge sidder jeg på Ordet og Israels kontor i Århus, hvor jeg hjælper med forskellige opgaver.

Ventetid

Og så venter jeg. Venter på snart at kunne vende tilbage til Israel. Og jeg beder. Beder om, at Gud vil beskærme sit folk og snart skabe fred i Israel og Gaza. At Han vil trøste de mange uskyldige mennesker, der lider på begge sider."

Der var mange, der gerne ville have et billede af den helt særlige oplevelse, det var at blive evakueret i et Herkules fly. Som det kan ses, var omstændighederne heldigvis rolige, selvom situationen var alvorlig. På billedet ses både unge og seniorer samt lederparret fra Jerusalem.

Vi opfordrer alle vore venner til at bede for de "israelske" medarbejdere, som lige nu er i Danmark på ubestemt tid. Bed også for Anat, som er vores israelske kontorhjælper. Hendes familie har sendt 3 unge til fronten.