Israelsk ambassadør til Ordet og Israel: Danmark viser vejen frem
I lørdags afholdt Ordet og Israel inspirationsdag i Århus. De cirka 60 deltagere blev inspireret gennem spændende foredrag og workshops, som på forskellige måder relaterede sig til Israel og Bibelen.
Dagens sidste taler var den israelske ambassadør i Danmark, Benny Dagan. Han brugte en stor del af sin tale på at fremhæve de områder, hvor forholdet mellem Israel og Danmark har vist sig at være særligt stærkt. Og han roste Danmark for at have udvist en meget positiv ånd over for Israel og det jødiske folk.
Han nævnte naturligvis markeringen af 75-året for redningen af de danske jøder i 1943, som blev markeret i oktober med besøg af den israelske præsident. En historie, som er helt unik, fordi stort set alle danske jøder blev reddet, ved at danskere sejlede dem over sundet til Sverige.
Det stærke bånd, som både blev skabt og blev manifesteret dengang, eksisterer stadig i dag, sagde Dagan.
Der blev lyttet koncentreret til Benny Dagans tale. (Foto: Anders Hjorth Vindum)
Samuelsen: Israel skal behandles retfærdigt i Menneskerettighedsrådet
Danmark blev i oktober valgt ind i FN’s Menneskerettighedsråd (UNHRC), som er kendt og berygtet for at bruge en stor del af sin tid og sine kræfter på at fordømme Israel. Som noget helt ”unikt” har rådet Israel som fast punkt på dagsordenen – hvilket har resulteret i uforholdsmæssigt mange fordømmende resolutioner. En praksis, som i år fik USA til at trække sig helt fra rådet.
Nu er Danmark så valgt ind for en treårig periode, og dermed skal den danske regering i højere grad til at forholde sig til spørgsmål, der involverer Israel.
Benny Dagan fortalte i lørdags, at han var meget glad for udenrigsminister Anders Samuelsens ord om, at Israel »skal behandles retfærdigt« i UNHRC. Det havde han ikke behøvet at sige. Ordene afstedkom da også en reaktion fra Mellemfolkeligt Samvirke, som i en kronik i Jyllands-Posten brugte Samuelsens ord som anledning til at kritisere Israels blokade af Gaza. En kronik, som Dagan senere har svaret på.
Stiller krav til NGO’er og reagerer på iransk aktivitet
To andre områder, hvor Danmark ifølge Dagan har markeret sig positivt, er støtten til palæstinensiske og israelske NGO’er samt reaktionen på, at agenter fra den iranske efterretningstjeneste har planlagt et attentat på dansk jord.
Den danske økonomiske støtte til israelske og palæstinensiske NGO’er er for nyligt blevet kraftigt reformeret – til det bedre. Kontrollen med, hvad de danskstøttede NGO’er foretager sig, og om de har forbindelser til terrorgrupper eller om de modarbejder fred, er blevet meget større og bedre. Det betyder, at Danmark nu fokuserer sin støtte til blot syv organisationer i stedet for 23. De syv organisationer skal leve op til Danmarks krav, som blandt andet er, at deres handlinger og kommunikation ikke må være i uoverensstemmelse med målet om en tostatsløsning. De må heller ikke diskriminere eller opildne til vold og had. De syv organisationer, som fremover vil modtage dansk støtte, er:
De israelske: Public Committee Against Torture, Breaking the Silence, B’tselem og Gisha.
De palæstinensiske: Women’s Affairs Centre, Democracy and Workers’ Rights Centre in Palestine og Women Studies Centre.
Når det gælder sagen om den iranske efterretningstjenestes forsøg på at gennemføre et attentat mod iranske oppositionsaktivister fra Ringsted, roser Dagan Danmark for at reagere med et klart svar til Iran om, at man ikke vil finde sig i det, og at man går foran for at få andre europæiske lande til evt. at sanktionere over for Iran.
Den seneste udvikling i sagen er, at den iranske sikkerhedsminister i dag kom med en absurd påstand. Han sagde under et interview, at attentatforsøget på dansk jord var planlagt af Israel, og at ”det zionistiske regime” forsøgte at skabe splid mellem EU og Iran. Beskyldningen kommer, efter at det i sidste uge kom frem, at den israelske efterretningstjeneste Mossad hjalp Danmark til at forhindre attentatet.
De mange nylige eksempler brugte ambassadøren til at understrege det gode forhold mellem Danmark og Israel.