Glimt fra tre forskellige køkkener i Jerusalem

I Jerusalem er der flere steder suppekøkkener, hvor fattige og hjemløse kan komme og få et måltid mad.
I den forgangne uge har Judy været i to forskellige suppekøkkener.

Det ene er drevet af en messiansk menighed og det andet drives af en religiøs jødisk organisation i Jerusalem, der hedder Hineni (hebraisk for ”Her er jeg”). Udtrykket ”hineni” findes mange steder i Det gamle Testamente. Denne organisation tager sit udgangspunkt i Jes. 58 v 6-9, hvor den sande faste beskrives med bla. disse ord: ”… den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg; ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne. Da skal dit lys bryde frem som morgenrøden….Da kalder du, og Herren vil svare, da råber du om hjælp, og han siger: Her er jeg!”(på hebraisk: ”hineni”)

Her kommer først en beretning fra den messianske menigheds suppekøkken.

”Vi bad, om at der skulle være mad nok”

”Den anden dag i den messianske menigheds suppekøkken var vi helt usædvanligt 3 danske kristne volontører, som kom uafhængig af hinanden for at hjælpe med at pakke og servere maden i suppekøkkenet”, fortæller Judy og fortsætter:
Inden vi serverede maden for gæsterne, holdt vi volontører et kort bedemøde og bad for dem, som skulle modtage maden. Vi bad om, at de måtte få et lille glimt af Guds kærlighed igennem det måltid, som vi serverede for dem.”
Man ved aldrig, hvor mange der kommer, så derfor blev der også bedt konkret om, at der måtte være mad nok til alle.
”Og der var lige præcis mad nok til alle, som kom forbi”, skriver Judy.

”Det er ikke alle, der hader Israel”

Og så var Judy i Hineni’s suppekøkken og fik der mulighed for at tænde et lille lys i mørket. Hun fortæller:
” I Hineni’s suppekøkken bestod opgaven i at skære 40 kg kartofler i små tern og at pakke flere hundrede bakker med måltider til udlevering til de fattige og hjemløse.
Denne formiddag stod jeg i køkkenet sammen med en jødisk mor og hendes teenagedatter fra en helt almindelig religiøs familie bosiddende i en forstad til Jerusalem. Vi fik os en længere snak hen over kartoflerne. Det sidste år havde været meget hårdt for dem. Moren fortalte mig, at hendes mand havde været indkaldt til reserven 300 dage i løbet af det sidste år. Det havde været virkelig hårdt. Han kæmpede for Israel med livet som indsats, og imens prøvede hun på at holde sammen på alt derhjemme. En situation som tusindvis af familier hernede står i og har stået i meget længe. Og det er hårdt.”

Det, som gjorde det ekstra hårdt, var omverdens reaktion på krigen og situation hernede. Denne mor havde fået et billede af, at næsten alle i Europa hader Israel. Og det var så uvirkeligt og uforståelig for hende.
Så gjorde det godt, at jeg kunne fortælle hende, at nej, hele Europa hader ikke Israel. De, som hader Israel, råber meget højt. Men de er ikke ”alle”.
Jeg fortalte også hende og hendes datter lidt om Ordet og Israel og vores arbejde. Og om, at der er mange kristne i fx Danmark, som støtter Israel og beder for landet og folket.
Det var nyt for dem, det havde de ikke hørt om før.
Det var så godt og meningsfyldt at kunne give dem dette glimt fra Danmark”, slutter Judy sin beretning fra Hineni’s suppekøkken.

Vores eget køkken

Der har også været gang i køkkenet i lejligheden på Bet ha Arava i Talpiot, hvor Judy og Lone bor. Her er der blevet lavet limonade af citroner, som er plukket i haven ved Det Danske Hus i Poriya.
”Det smager fantastisk” lyder det fra de udsendte i Jerusalem.