Første medarbejder er tilbage i Jerusalem
Ben Gurion lufthavn: Plakater med gidslerne i Gaza (foto: KØ)
Kirsten fortæller, at alt egentlig virker helt normalt - i hvert fald på overfladen.
”Hverdagen er i gang igen, og når man går rundt i byen, kan man næsten glemme, at her er krig”, fortæller Kirsten og fortsætter: ”Der er virkelig en anden stemning, end da jeg tog hjem for nogle måneder siden. Dengang kunne man tydeligt mærke, at Jerusalem var en by i sorg og chok ovenpå terrorangrebet d. 7.10. ”
Men det fornemmes dog, at situationen stadig ikke er normal. De mange turister, der plejer at være overalt i Jerusalem, mangler i gadebilledet. De er der simpelthen ikke.
Og så hænger der mange steder plakater med billeder af gidsler, der stadig sidder i Gaza. Det minder alt sammen om, at ikke alt er, som det skal være.
Men kan Kirsten mon få en næsten normal hverdag med arbejdsopgaver osv.?
”Ja”, siger Kirsten, ”det begynder så småt at tage form. I næste uge begynder jeg i vuggestuen igen, hvor jeg også arbejdede, inden jeg tog til Danmark. Og så har jeg ekstra tid til nye opgaver, da jeg jo ikke lige nu har de sædvanlige opgaver for seniorvolontørerne. For de er endnu ikke vendt tilbage til Israel”, fortæller Kirsten.
”Jeg prøver at finde ud af, hvordan jeg bedst kan bruge den ekstra tid, jeg dermed har. I Jerusalem Assembly har de påtaget sig forskellige opgaver pga. krigen, og det er et af de steder, hvor jeg kan hjælpe. Andre muligheder er nogle af de steder, hvor der lige nu mangler de volontører, der plejer at være der.”
Når Kirsten bliver spurgt om, hvordan hun har det, svarer hun hurtigt:
”Jeg føler mig meget tryg” og fortsætter: ”Det kan vist kun forklares ved, at der er mange, der beder for mig. Tak for det. Det betyder meget for mig.”
Kirsten på det jødiske marked (foto:KØ)