En ualmindelig almindelig hverdag

"Den anden aften lavede jeg en hurtig liste over, hvad jeg havde fået de sidste 14 dage til at gå med. For mig havde det været almindelige hverdagsaktiviteter her i Jerusalem. Ved nærmere eftertanke kom jeg dog frem til, at det måske nok var almindelige hverdage, men så alligevel ikke. For det er jo netop unikt at få lov til som dansker at have en almindelig hverdag i Jerusalem.
Så her kommer lidt glimt fra min ualmindelige almindelige hverdag i Israel:

Morgenbøn ved busskuret

Næsten alle hverdags-morgener starter ved et af Talpiots mange busstoppesteder, hvor jeg venter på en bus, som kan fragte mig til dagens arbejdsplads. Ofte møder jeg et par stykker fra menigheden, som står ved det samme busstoppested. Så der ønskes godmorgen og god dag til de kendte folk.

Der er noget ualmindeligt ved busskurene her i Jerusalem. Mange af dem er fyldt med forskellige klistermærker. Det kunne såmænd også sagtens ske i Danmark, at der sættes klistermærker på busskurene. Men her er det bl.a. minde-klistermærker for nogle af de soldater, som er døde i krigen siden 7.okt. Så det giver en god anledning til at bruge ventetiden på forbøn for de soldater, som er indkaldt, og for situationen hernede i det hele taget.

Middagsbøn på Tacklit 

En af de arbejdspladser, som jeg jævnligt er på, er Tacklit i industrikvarteret i Givat Shaul. Der hjælper jeg med at pakke grønsagskasser til de cirka 1500 fattige familier, som hver uge får en tiltrængt håndsrækning til madbudgettet.
Der er altid en stor blandet flok, som hjælper på Tacklit, og da arbejdet er meget rutinepræget, er der god tid til også at tale med naboen, som pakker grønsager ved siden af. Det er en ultraortodoks jøde, som har startet Tacklit, og det lægges der ikke skjul på.
Der er bl.a. en torah-skole i lokalerne ovenpå. Derfor er det også almindeligt, at arbejdet indstilles kortvarigt cirka midtvejs, for at vi sammen lige kan bede en salme fra Salmernes bog. Og ofte også bede for gidslerne, soldaterne og hele situationen hernede.
Mit hebræiske rækker ikke helt til at kunne bede med på alle ordene, men så kan jeg lytte med og sige amen til sidst i bønnen. Og det er igen en god måde at blive mindet om at have Gud med i arbejdet hernede - også på en almindelig travl pakkedag hen over agurkerne og tomaterne på Tacklit.

Svømning i nabolaget

Alting er selvfølgelig  ikke arbejde hernede. Flere gange i ugen er jeg ude ved Kibbutz Ramat Rachel, som ligger et lille stykke fra Joffi-huset. Jeg er begyndt at svømme derude, og det nyder jeg meget. Og derude er Jerusalems og Israels historie meget tydelig i landskabet. Så de sidste par gange efter svømmeturen, har jeg brugt lidt tid på at gense området. Ud over en fantastisk udsigt ud over Jerusalem, Betlehem og omegn, er der også kampstillinger fra krigen i 1948 og et mindesmærke fra krigen i 1967. Og så selvfølgelig ruiner og arkæologiske udgravninger, som jeg slet ikke er færdig med at kigge på endnu.
Dette var bare et lille glimt af min ualmindelige almindelige hverdag i Jerusalem."

                                                                            Krigsmindesmærket ved Ramat Rachel

Vær med til at bede for Judy og Lone og deres hverdag i Jerusalem.