En inspirerende dag i Århus
Lørdag 9. november er en særlig dag, den er mindedagen for krystalnatten i Tyskland og Østrig i november1938 – natten med drab på jøder, ødelæggelse og afbrænding af jødisk ejendom og tilfangetagelse af et stort antal jøder, som blev sendt i KZ-lejre.
Inspirationsdag
Netop på den dag afholdt Ordet og Israel en inspirationsdag i Århus for nuværende og tidligere medarbejdere og frivillige. Det var en dag med bibelundervisning, forkyndelse og foredrag. Programmet var tætpakket, og på slutningen af dagen var der besøg af Inger Støjberg, årets modtager af Jerusalemsprisen.
Inger Støjberg holdt et stærkt oplæg på inspirationsdagen (foto AV)
Inger Støjberg fortalte om sit personlige forhold til Israel og sit politiske fokus på at støtte Israels ret til at forsvare sig og at støtte op om de danske jøder. I sit foredrag kom hun bl.a. ind på et meget bevægende besøg i Israel tidligere på året, hvor hun både var i Kfar Aza og på Vestbredden. Hun nævnte også konkrete eksempler på den stigende og snigende antisemitisme i Danmark.
Efter et glimt fra Ordet og Israels arbejde i Israel og et par dryp fra arbejdet i Danmark med at give information om situationen i Israel sluttede dagen med en eftertanke om Krystalnatten og en invitation til at markere dagen enten ved at sætte lys i vinduerne derhjemme eller ved at gå med i fakkeltoget mod antisemitisme i Århus midtby - efter inspirationsdagen var forbi.
Fakkeloptoget "Vi står sammen mod antisemitisme"
Fakkeloptoget ved Århus rådhus (Foto: EHM)
En del af deltagerne fra inspirationsdagen fortsatte ned i midtbyen og deltog sammen med ca 230 andre i fakkeloptoget "Vi står sammen mod antisemitismen", som var arrangeret af 5 unge med jødisk baggrund fra Århus og omegn.
Det blev en meget aktuel og stærk markering med en påmindelse om, at antisemitismen også i 2024 stikker sit grimme ansigt frem dybt ind i det danske samfund, hvor det er vigtigt, at vi siger fra over for den. Der var fire meget stærke taler - ved Nicolaj Bang (C), Rådmand og byrådsmedlem, Aarhus Kommune, Katrine Evelyn Jensen, Forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, Jonatan Mizrachi-Werner, ph.d.-studerende ved Københavns Universitet og Keld Dahlmann, præst, generalsekretær ved Dansk Oase.