Zelenskij kritiseres for Holocaust-sammenligning i tale til Knesset

Der har været temmelig forskellige reaktioner på den tale, som Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij holdt for det israelske parlament søndag. En overvejende del af politikerne har kritiseret præsidenten for at drage en sammenligning mellem krigen i Ukraine og Anden Verdenskrig, hvor 6 millioner jøder blev dræbt af nazisterne.

Zelenskij valgte blandt andet at bruge udtrykket ”den endelig løsning”, som nazisterne brugte om deres folkemord på jøderne. Samme ”løsning” er Rusland nu i gang med over for ukrainerne, sagde han. Han sammenlignede også datoen for Ruslands invasion (24. februar 2022) med datoen for Hitlers nationalsocialistiske parti (24. februar 1920).

Derudover brugte han taletiden på at kritisere Israel for ikke at sende våben og ikke fordømme Putin.
Talen var med andre ord hård og konfrontatorisk. Og var desuden temmelig kort, nemlig under 10 minutter.


Volodymyr Zelenskij talte søndag via Zoom til det israelske parlament, Knesset. (Foto: Presedential Office of Ukraine)

»Uhyrlig sammenligning«

Flere israelske politikere har efterfølgende udtrykt skarp kritik af talen. De mener slet ikke, at de to krige kan og bør sammenlignes. Og de mener, at Zelenskij ignorerede den rolle, som Ukraine selv spillede i mordet på jøderne – som også fandt sted på ukrainsk jord.

Ifølge Likuds Yuval Steinitz »grænsede talen til Holocaustbenægtelse« (den form for benægtelse, hvor Holocaust forvrænges). »Krig er forfærdeligt, men enhver sammenligning mellem en regulær krig – svær som den er – og så udryddelsen af millioner af jøder i gaskamrene er en total forvrængning af historien,« sagde han.

Simcha Rotman fra det højrenationale parti Religiøs Zionisme sagde, at han helst ikke vil efterkomme ønsket om at behandle Ukraine, ligesom Ukraine behandlede jøder under krigen. Zelenskij henviste til, at Ukraine havde hjulpet jøder. Men flere hæftede sig ved, at der også var folk i Ukraine, der under krigen samarbejdede med nazisterne. »Jeg tror, vi må afvise denne anmodning. Vi er trods alt et moralsk land,« sagde Rotman.

 Yoaz Hendel kaldte, ligesom flere andre, sammenligningen af de to krige for "uhyrlig".

 

Zelenskij takker Bennett

Om han fortrød sit hårde ordvalg, er svært at sige. Men det var bemærkelsesværdigt, at Zelenskij få timer efter talen var ude og takke Israels premierminister for at gå foran i forsøget på at stable fredsforhandlinger på benene. Zelenskij sagde endda, at han ser for sig, at eventuelle forhandlinger kan foregå i Jerusalem.

Bennett og udenrigsminister Yair Lapir var angiveligt lidt overraskede over Zelenskijs hårde retorik i talen. Både når det gælder sammenligningen med Holocaust, og når det gælder kritikken af, at Israel ikke har fordømt Putin (det har Lapid, men ikke Bennett) og kun har sendt humanitær hjælp, ikke militær hjælp.

Bennett har efterfølgende udtalt sig i diplomatiske vendinger og sagt, at han har forståelse for Zelenskijs sitation. Men tilføjede også, at han »personligt ikke mener, at Holocaust bør sammenlignes med noget andet«.

Mandag var Bennett en tur i Ben Gurion Lufthavn i Tel Aviv, hvor en israelsk delegation tog til Ukraine for at etablere et felthospital.