Vrede demonstranter, politisk kaos, stigende smittetal
Foto: Ruben Bernhard
Fredag aften begynder israelernes sabbat, men denne fredag sidst i juli er der ikke meget sabbatsro over Israel. I stedet er det israelske samfund i disse dage præget af vrede demonstranter, kaotiske udmeldinger fra myndighederne og stærkt stigende corona-tal.
I Jerusalem har området tæt på premierminister Benjamin Netanyahus embedsbolig adskillige aftener i denne uge været fyldt af vrede demonstranter. Torsdag aften brugte politiet vandkanoner mod de demonstrerende borgere.
Tilbage i juni begyndte demonstrationerne i vrede over den korruptionssag, som Netanyahu er centrum i. Men i de sidste uger har demonstrationerne også været vendt mod den hårde økonomiske krise, de mange restriktioner og myndighedernes manglende evne til at tackle corona-krisen.
Corona-krisen bliver værre og værre. Alene fra torsdag til fredag blev der registreret over 1.800 nye smittede. Dødstallet har nået 446, og 81 ligger nu i respirator. Over 32.000 israelere er lige nu syge af Covid-19 – et tal, der ligger langt over tallet tilbage i marts og april, hvor Israel havde godt styr på corona-krisen.
Regeringen har genindført en del af restriktionerne fra marts og april. I denne uge blev forbuddet mod udlændinges indrejse i Israel forlænget frem til 1. september.
Men restriktionerne har ramt væsentlige dele af det israelske samfund så hårdt, at en del politikere ikke længere støtter dem. Adskillige gange i den sidste uge har Knessets corona-udvalg ophævet de restriktioner, som regeringen netop havde indført. Den almindelige israeler sidder tilbage med fornemmelsen af et fuldstændigt politisk kaos og en stor usikkerhed om, hvilke restriktioner der nu faktisk gælder efter regeringens og Knessets modstridende udmeldinger.
Myndighederne sidder i et forfærdeligt dilemma. På den ene side er det svært at genindføre restriktioner, når mange israelere økonomisk er meget hårdt ramt og reagerer med desperation og vrede. På den anden side stiger smittetallene og dødstallet uhæmmet, så der må gribes ind, hvis en katastrofe skal undgås.
Fredag aften træder nogle nye restriktioner i kraft, men virkelig sabbatsfred med ro og tryghed ser i øjeblikket ud til at være langt borte.
Ole Andersen