Voldsomt sammenstød mellem palæstinensere, politi og jøder i Jerusalem
Mere end 120 sårede og 50 anholdt. Det var resultatet af et voldsomt sammenstød torsdag aften ved Damaskusporten, der fører ind til Den Gamle By i Jerusalem.
En gruppe på cirka 300 ekstremistiske jøder med tilknytning til gruppen Lehava marcherede mod Damaskusporten, mens de råbte »død over arabere«. Her befandt sig en stor gruppe af palæstinensiske moddemonstranter. Politiet forsøgte at forhindre de jødiske demonstranter i at nå frem til porten. Det lykkedes delvist, men nogle fandt vej til målet.
Den primære konfrontation her var mellem palæstinenserne og politiet. Det forlyder, at omkring 100 palæstinensere og over 20 betjente kom til skade, da politiet forsøgte at opløse skaren ved hjælp af vandkanoner og tåregas. Der blev blandt andet kastet med sten mod betjentene.
De seneste dage har der været mange eksempler på, at jøder er blevet overfaldet, og at overfaldet er blev optaget på video og lagt på det sociale medie TikTok. I nat blev en bilist overfaldet med stenkast mod bilen, og han blev efterfølgende overdynget med spark, mens han lå på jorden.
Politiet berettede, at de jødiske demonstranter også kastede med sten og blandt andet satte ild til en affaldscontainer. Og nogle af dem, som blev forhindret i at komme frem til Damaskusporten, gik op til Mahane Yehuda-markedet, hvor det forlød, at flere arabere blev udsat for overfald.
Politiet gør klar til flere uroligheder forud for fredagsbønnen. Det er ikke unormalt, at der er uro i Jerusalem under ramadanen. Men torsdag aftens begivenheder må alligevel betegnes som meget voldsomme, også selvom det er en tid på året, hvor der er stor spænding i byen.