Voldsomme brande har hærget vest for Jerusalem

Mere end 10.000 mennesker er blevet evakueret, siden en voldsom brand brød ud vest for Jerusalem i søndags.

Kombinationen af meget høje temperaturer og kraftig vind gjorde, at flammerne hurtigt spredte sig. Brandvæsenet har siden kæmpet hårdt for at flammerne under kontrol. De evakuerede kommer primært fra seks byer, nemlig Beit Meir, Shoresh, Shoeva, Ksalon, Ramat Raziel og Givat Yearim.

Især i de to sidstnævnte byer gik der lang tid, før ilden var under kontrol, men mandag forlød det, at brandvæsenet har styr på ilden også her. Det troede de også søndag, men så sørgede nye vinde for, at branden igen blussede op.

De fleste af de evakuerede er kommet hjem, men nogle steder må de vente lidt endnu.

Via dette link kan du se et videoklip af flammerne.

 

Enorme ødelæggelser og palæstinensisk hjælp

Det er endnu for tidligt at opgøre de samlede ødelæggelser. Men det forlyder, at omkring 2.500 hektar land er blevet brændt af. Det er mere end i 2010, hvor en stor brand ødelagde et næsten lige så stort område og kostede 44 mennesker livet.

Det kommer ifølge nogle kilder til at tage flere årtier, før naturområderne og dyrelivet ligner sig selv igen.

Men det er ikke kun naturen, det er gået ud over. Flere huse er også blevet ødelagt, blandt andet i Ramat Raziel.

Undervejs har Israel fået assistance fra både Cypern, Grækenland og Jordan, ligesom man bad om hjælp fra Italien og Frankrig, forlyder det. Også de palæstinensiske brandmyndigheder har været til stede i området og hjulpet med brandslukningen. Det er tredje gang, at Det Palæstinensiske Selvstyres brandvæsen på den måde hjælper Israel.

 

Klimaforandringer eller påsat?

Ifølge Israels miljøminister, Tamar Zandberg fra venstrefløjspartiet Meretz, skyldes brandene klimaforandringerne. »Dette gør, at vi må forberede os helt anderledes på de naturkatastrofer, som vil komme,« siger hun.

En kilde fra Israels brandvæsen er dog citeret for, at meget tyder på, at branden skyldes, enten at nogen har påsat den med vilje, eller at nogen har handlet uansvarligt.

Det er med andre ord uklart, præcis hvordan den katastrofale brand blev startet.

Flere personer har fået behandling efter at have indåndet røg. En brandmand er kommet til skade. Men ellers er den glædelige nyhed midt i alt dette, at ingen er kommet alvorligt til skade, og at ingen har mistet livet.