Vestbredden: Drab på 14-årig bosætter og tre palæstinensere
Det har været nogle meget blodige dage på Vestbredden. Fredag den 12. april tog den 14-årige dreng Benjamin Achimeir fra Malachei Shalom (en af de såkaldte forposter, som er ulovlige ifølge israelsk lov) ud på markerne for at passe får. Men efter nogle timer vendte fårene tilbage – uden Benjamin. En stor eftersøgning gik i gang, og lørdag morgen blev hans lig fundet ved hjælp af en drone – i nærheden af den gård, som fårene var vendt tilbage til. Han blev begravet i Jerusalem søndag.
Både Israels hær (IDF) og efterretningstjenesten Shin Bet betragter det som et terrorangreb, og formodningen er, at det er palæstinensere, der dræbte den unge fårehyrde. Men indtil nu er der ikke anholdt nogen mistænkte i sagen.
Under eftersøgningen fredag gik en stor gruppe bosættere igennem den palæstinensiske by al-Mughayyir. Den ligger tæt på Malachei Shalom – i området nordøst for Ramallah. Bosætterne udøvede hærværk og satte ild til både bygninger og biler. Israelske sikkerhedsstyrker blev tilkaldt, og det udviklede sig til sammenstød mellem dem og palæstinensere. Her blev en palæstinenser dræbt og flere såret.
Lørdag og søndag fortsatte urolighederne, efter at Benjamin Achimeirs lig var blevet fundet. Her blev flere palæstinensere såret.
To palæstinensere dræbt
Mandag angreb vrede bosættere den palæstinensiske by Aqrabah, som ligger i den nordlige del af Vestbredden. Ifølge det palæstinensiske nyhedsmedie Wafa affyrede bosætterne skud mod palæstinensere, hvilket førte til, at to palæstinensere blev dræbt. Budskabet fra de israelske myndigheder er, at man undersøger hændelsen, men at ”det tyder på, at det ikke var israelske soldater”, der affyrede de dræbende skud.
Den venstreorienterde ngo Yesh Din har delt en video, som angiveligt viser bosættere angribe palæstinensere på en mark, mens israelske soldater ser på. IDF har selv sagt, at de blev sendte til området for at forhindre sammenstød.
Ifølge det israelske medie Haaretz skyldtes sammenstødet mandag, at palæstinensere havde angrebet en bosætter i området mellem Aqrabah og moshav Gitit.
Det er med andre ord stadig lidt uklart under hvilke omstændigheder de to palæstinensere blev dræbt.
Der har været meget vold mellem bosættere og palæstinensere på Vestbredden siden 7. oktober – og også før det. I samme periode har israelske sikkerhedsstyrker gennemført rigtig mange anholdelsesaktioner på Vestbredden for at bekæmpe terrorceller, blandt andet Hamas-celler. Ifølge Det Palæstinensiske Selvstyre er 450 palæstinensere på Vestbredden blevet dræbt i den periode.