Varmebølge rammer Israel på uheldigt tidspunkt

Israelerne kan godt finde parasollen frem og smide isterningerne i fryserne. Det bliver nemlig rigtig varmt i de kommende dage. Helt op til 48 grader på fredag, lyder det fra meteorologerne.

Varmen rammer landet i dag, onsdag, og forventes at toppe på lørdag. Varmebølgen falder uheldigvis sammen med den jødiske højtid lag b’omer, hvor det er traditionen, at man tænder bål – mere om det nederst i artiklen. Myndighederne har dog nedlagt forbud mod at tænde bål mange steder. I skovene er det helt forbudt, også på bålsteder.

Flere nationalparker er blevet lukket. Det skyldes sandsynligvis, at man vil undgå, at folk på vandreture i de populære områder dehydrerer og ikke kan få hjælp. Carmel National Park, som er et populært vandreområde, er blandt de steder, som er lukket.

 

Så varmt bliver det

Selvom nogle i Danmark måske savner lidt højere temperaturer, kan det godt være, at vi ikke skal være alt for misundelige på israelerne. For det bliver stegende hedt.

I Haifa bliver det i dag op til 36 grader om dagen og 25 om natten. I Tel Aviv bliver det et par grader køligere. Men hvis man bevæger sig længere sydpå, når temperaturerne i dag op over 40 grader. For eksempel i Beersheba.

De næste dage bliver det endnu værre. På torsdag meldes der om 37-43 grader over hele landet. Og på fredag, hvor varmebølgen når sit højeste, kan man i det sydlige Israel komme op på hele 48 grader.

 

Rabbinere respekterer bålforbud

Israels to chefrabbinere har i en fælles udtalelse sagt, at man ifølge Toraen er forpligtet til at adlyde myndighederne, når de forbyder båltænding.

Lag b’omer begynder ellers i aften ved solnedgang og varer et døgn, og her er der mange, der tænder bål. Det er en højtid, hvor man hylder rabbineren Shimon bar Yohai, som levede i det 2. århundrede, og som står bag det jødiske skrift Zohar, der er grundlaget for jødisk mystik.

Ved hans gravsted samles tusindvis af jøder for at tænde bål. Det siges, at Bar Yohai fortalte sine tilhængere, at de skulle tænde et bål ved hans grav, og at ilden skulle symbolisere det lys og den visdom, som bar Yohai gennem bogen Zohar har givet.

Der må dog også siges at være tale om en vis form for visdom, når myndighederne forbyder denne tradition netop i år, hvor Israel altså er ramt af en hedebølge.