Valget afgøres ikke i morgen: Sådan kan det gå de kommende uger

Selvfølgelig bliver det en spændende dag i morgen, når israelerne for anden gang på under et halvt år skal vælge 120 politikere til Knesset. Men den største spænding kommer først i ugerne efter selve valgdagen.

Meningsmålingerne skal nemlig tage helt ekstraordinært meget fejl, hvis et af de store partier skal få en let vej til at danne regering. Lige nu tyder alt på, at hverken Benny Gantz (Blå og Hvid) eller Benjamin Netanyahu (Likud) vil få opbakning fra over halvdelen af de valgte parlamentsmedlemmer.

Selv hvis Gantz skulle få støtte fra Arabisk Fællesliste, vil han kun have cirka 53 ud af 120 mandater bag sig. Likud, som støttes af Yamina, Shas, Forenet Torajødedom og Otzma Yehudit (som ligger lige omkring spærregrænsen), står til at få omkring 58 ud af 120. De sidste 9 mandater tilhører Yisrael Beiteinu, som ikke støtter nogen af dem, men ønsker en samlingsregering med både Likud og Blå og Hvid.

Hvis dette dødvande bliver en realitet, er der forskellige mulige udviklinger

 

Sådan kan de næste uger forløbe

Fase 1:

Først skal præsident Rivlin udpege Gantz eller Netanyahu til at forsøge at danne regering. Fordi Netanyahu står til at få størst opbakning, er det mest sandsynligt, at han får chancen ligesom i april. Han vil i så fald få op til 42 dage til at danne regering.

Han vil nok forsøge at overtale nogen af Blå og Hvids støtter til at skifte side. Der spekuleres for eksempel i, om Arbejderpartiet og dets nye formand Amir Peretz kan lokkes af ministerposter og løfter om genoptagne fredsforhandlinger og måske en annullering af planerne om at annektere dele af Vestbredden. Også partiet Gesher, som har slået sig sammen med Arbejderpartiet, vil Netanyahu måske friste.

Det er også muligt, at Netanyahu vil forsøge at stjæle nogle støtter hos Blå og Hvid, som er en sammenslutning af flere partier. Men det ville være en meget stor overraskelse, hvis det lykkes.

Til gengæld kan det godt tænkes, at Netanyahu vil åbne op for en samlingsregering kort før de 42 dages udløb. I så fald må han sandsynligvis tilbyde Gantz at blive premierminister i anden halvdel af valgperioden – samt topministerposter indtil da. Det vil han gøre for at undgå fase 2.

 

Fase 2:

Hvis Netanyahu efter de 42 dage ikke er lykkedes med at samle et flertal, vil han muligvis forsøge at udskrive valg igen. Men det kræver et flertal blandt de nyvalgte, og det er usandsynligt, at politikerne tør kaste Israel ud i endnu en valgkamp. Dermed vil Gantz få chancen for at samle et flertal. Hans primære mål i løbet af sine 42 dage vil uden tvivl blive at forsøge at overbevise Likudmedlemmer om, at de skal skille sig af med Netanyahu og gå i en samlingsregering med Blå og Hvid samt Yisrael Beiteinu – men med en ny formand.

Her vil Netanyahu stå i en situation, hvor hans primære kamp ikke handler om at blive premierminister, men om at beholde posten som formand for Likud. Og det eneste middel til at opnå det mål vil være, at gøre Gantz til premierminister, inden der kommer et internt oprør mod ham.

 

Skulle der komme disse to perioder på op mod 42 dage, vil vi være henne i december, før en ny regering er på plads. Og så er det vist også ved at være på tide, at hanukka-freden sænker sig over Israel. Dette års første valg blev udskrevet 24. december 2018.

God valgdag til alle i Israel. Vi følger op med resultater og analyser her på siden.