Våbenhvile i Gaza er et politisk spil med mange aktører

Siden sommerens voldsomme angreb fra Hamas mod det sydlige Israel har Egypten forsøgt at mægle en våbenhvile mellem de to parter. Som sædvanlig er der ingen, der rigtig ved, hvor tæt på eller hvor langt væk en aftale er. Ud over at den slags ofte er mere langt væk end tæt på.

Mange aktører

Det politiske spil, når det gælder arbejdet for våbenhvile, består primært af fem aktører: Hamas, Fatah (eller Det Palæstinensiske Selvstyre), Israel, Egypten og USA med de to sidstnævnte i en mæglerrolle.

Hvad angår våbenhvilen mellem Hamas og Israel, så har der været relativt roligt de seneste uger, hvis man sammenligner med juli, hvor det sydlige Israel blev bombarderet med raketter, og hvor Israel svarede igen ved at bombe Hamas.

Ud over at de to parter generelt har svært ved at blive enige, har en våbenhvile haft svære betingelser, fordi Mahmoud Abbas, som er leder af både partiet Fatah og Det Palæstinensisk Selvstyre (som er Hamas’ rival), har været imod en våbenhvile. Og han er sur på Egypten over, at de forsøger at få en aftale i stand, fordi han mener, at Egypten dermed anerkender Hamas som repræsentant for det palæstinensiske folk. Siden 1993 har Selvstyret dog været den officielle repræsentant, men i 2007 overtog terrorgruppen Hamas Gaza ved et militært kup.

Opsang til Abbas

Onsdag kritiserede USA’s mellemøstudsending Jason Greenblatt så Abbas for at modarbejde en våbenhvile: »Trumpadministrationen støtter præsident al-Sisi og den egyptiske regerings forsøg på at facilitere en aftale, der skal skabe ro i Gaza og føre til, at Selvstyret igen vil leve op til sit ansvar i Gaza.« Det sidste henviser til, at Selvstyret for nylig har skåret i den økonomiske støtte til Gaza i et forsøg på at presse Hamas og få dem til at opgive kontrollen med området. »Det Palæstinensiske Selvstyre kan ikke fortsætte med at kritisere fra sidelinjen, men må være en del af løsningen for palæstinensere i Gaza og palæstinensere i det hele taget. Lederskab handler om at tage svære beslutninger. (…) Befolkningen i Gaza og israelerne i området ved Gaza har lidt længe nok. Det er på tide, at Selvstyret leder det palæstinensiske folk,« sagde Greenblatt. Udmeldingen kom, efter at Abbas angiveligt har sagt, at en aftale vil blive »over hans lig«.

Mahmoud Abbas er palæstinesernes leder på Vestbredden.

I det hele tage fremstår Abbas som en mand, der har udspillet sin politiske rolle. Tilliden til ham blandt palæstinenserne er meget lille. Ingen tror, at han er manden, der forbedrer deres situation. Det hænger blandt andet sammen med, at han nægter at mødes med både Israel og USA, efter at amerikanerne i december anerkendte Jerusalem som Israels hovedstad.

Trusler fra Hamas

Hamas’ tilgang til en våbenhvile kan næppe siges at være konstruktiv. Selvom det er terrorgruppen selv, der er skyld i behovet for en sådan aftale, truede organisationens leder Yahya Sinwar i denne uge med bål og brand, hvis forhandlingerne brød sammen – tilsyneladende fordi Hamas har »besluttet at afslutte Israels blokade af Gaza«. En afslutning bliver der ikke tale om, men en lettelse af blokaden har været på tale som en del af en aftale mellem Hamas og Israel. Blokaden sikrer blandt andet, at der ikke smugles våben ind i Gaza.

Sinwar fortalte de palæstinensiske journalister, at »det, som modstandsbevægelsen affyrede på 51 dage, kan affyres på fem minutter, hvis Israel angriber,« og henviste hermed til den 51 dage lange krig i 2014. »Hamas kan få raketalarmerne til at lyde i Tel Aviv i seks måneder,« lød hans advarsel.

 
Hamas' leder, Yahya Sinwar.

Trusler ændrer ikke noget

Sinwars trusler får dog næppe nogen indflydelse på, hvordan Israel forholder sig til situationen. De er vant til trusler – og de er desværre også vant til raketter. Spørgsmålet om, hvor stærke Hamas er, er selvfølgelig interessant for Israel. Her viser de seneste måneders aktivitet, at Israel har et rigtig godt overblik over, hvor Hamas’ våbenlagre findes, og at Israel er dygtige til at ramme netop disse mål. Med andre ord behøver Sinwar ikke at fortælle Israel, hvad Hamas er i stand til. Og når Sinwar siger, at Hamas »ikke søger en krig lige nu« (men heller ikke frygter den), så ved Israel godt, at dette kun gælder for en tid. Før eller siden vil Hamas igen angribe Israel. Kampen mod »zionisterne« eller »besættelsen« er nemlig en central del af Hamas’ formål og identitet.